Sommerferie-trængende danskere skaber trafik på vejene
Lørdag er den første store rejsedag. Der vil være trafik mellem 08.00 og 20.00, oplyser Vejdirektoratet.
Kør i god tid, undgå de mest belastede tidspunkter og hold dig opdateret om trafikken.
Sådan lyder rådene fra Nicholas Petersson, der er vagthavende i Vejdirektoratets Trafikcenter, til dem, der tager i sommerhus eller til Sydeuropa på sommerens første store rejsedag.
Vejdirektoratet forventer en del trafik hele dagen.
- Lørdag er den første store udrejsedag. Vi forventer, at der vil være en del trafik mellem klokken 08.00 og 20.00.
- Det vil især være på tværs af landet fra Sjælland mod Jylland via Fyn og Sjællands Odde, men også sydover mod Tyskland mod henholdsvis Padborg og Rødby og Gedser, siger han.
Også i sommerhusområderne skal man være varsom lørdag.
- Der kan være mange biler i særligt i sommerhusområder og på de hovedlandeveje, der går mod de store sommerhusområder, siger Nicholas Petersson.
Traditionen tro vil der være ekstra trafik i forbindelse med årets Roskilde Festival. Festivalen starter lørdag, og skal man ud at køre på Holbækmotorvejen, skal man være opmærksom på risiko for tæt trafik omkring Roskilde.
I resten af sommerferien er det i weekenderne, at der er risiko for tæt trafik og kødannelse.
Man kan med fordel prøve at undgå at rejse på lørdage, fordi dagen mange steder er skiftedag i lejede sommerhuse og ferielejligheder i Danmark.
Folk tjekker altså både ind og ud af ferieboligerne på dagen. Og det skaber tættere trafik på de danske veje.
/ritzau/