Redaktørens liste: Verdens sikreste sted at rejse hen er…
I hvert fald ikke hvis man skeler til listen – det årlige Global Peace Index – over verdens mest sikre og fredelige lande, som Institute for Economics and Peace netop har offentliggjort. I toppen af listen med de i alt 163 lande finder man de varme kilders hjemland – nemlig Island. Island har over en årrække ligget nummer et som det mest sikre land at leve i og besøge, mens Danmark over årenes løb har sneget sig op ad listen, så vi denne gang ender som nummer to. Østrig indtager tredjepladsen, mens også New Zealand, Portugal og Tjekkiet befinder sig i toppen af listen.
Landene er rangeret ud fra den generelle sikkerheds- og fredssituation i det pågældende land, og der er taget højde for faktorer som politistyrke, atomvåben og den politiske situation i de forskellige lande.
Ikke overraskende er Sydsudan og Syrien de to mest usikre lande i verden at besøge lige nu.
Underjordisk krigsminde: Få indblik i Stevns gamle statshemmeligheder
Det danske sommerland boomer med oplevelser og aktiviteter for enhver smag. Er du historie- og krigsinteresseret, er koldkrigsmuseet Stevnsfort en oplagt udflugtsmulighed.
Fra den 27. juni er der sommerferieaktiviteter på programmet, hvor man blandt andet kan prøve kræfter med feltbanens forhindringer eller møde personer, der under den kolde krig bar på store statshemmeligheder. Man kan også få lov at træde ind i Flyvevåbnet eller Hæren for en dag og affyre missiler, spotte fly eller forsøge at nedkæmpe fjenden.
Koldkrigsmuseum Stevnsfort er et blik tilbage til 80'erne, hvor hundredvis af danskere i al hemmelighed havde deres daglige gang her.
Under den kolde krig lå Natos forreste frontlinje mod øst i Danmark – både oven på Stevns Klint og 20 meter under jorden. Herfra fulgte man nøje med i fjendens planer, og man var klar til at beskytte mod følgerne, hvis den kolde krig pludselig skulle gå hen og blive varm. Det vidste den danske befolkning naturligvis intet om.
Derfor giver Stevnsfort i dag et interessant indblik i de mange hemmeligheder, som de 1,7 kilometer lange underjordiske gange gemte på.
Koldkrigsmuseum Stevnsfort ligger ved Stevns Klint i Rødvig, og der er åbent fra kl. 10-18 i sommerferien.
Kunst på ferien: Hamborg forvandles til kunstmekka hele sommeren
I Hamborg står hele sommeren i kunstens tegn til byens såkaldte “Kunstmeile”. Kunstsommeren arrangeres i et samarbejde mellem de fem kunstmuseer Hamburger Kunsthalle, Bucerius Kunst Forum, Museum für Kunst und Gewerbe, Deichtorhallen og Kunstverein, der hver især inviterer på en lang række nye udstillinger sommeren over. Blandt andet kan man på det nyrenoverede Kunsthalle se banebrydende værker af Édouard Manet, mens man på Museum für Kunst und Gewerbe kan blive klogere på japansk popkultur gennem de seneste 350 år. På Bucerius Kunst Forum kan man se værker fra 1600-tallet, der er fyldt med skræk og uhyggelige væsner. Det er i forbindelse med 500-året for den store maler Hieronymus Bosch’ død, at museet præsenterer udstillingen “Verkehrte Welt: Das Jahrhundert des Hieronymus Bosch” med i alt 90 værker af kunstnere, der er inspireret af Bosch.
Alle museerne ligger centralt og i gåafstand fra havnen og byens nye HafenCity-kvarter, rådhuset og byens vartegn, Michel-kirken, så man kan sagtens kombinere kunstkiggeri med sightseeing og shopping i Hamborgs indkøbsgader.
I forbindelse med udstillingerne kan man få et Kunstmeilen-pas, der er gyldigt i 12 måneder. Med kortet i hånden får man adgang til hver af de fem kulturinstitutioner inklusiv alle særudstillingerne. Passet giver adgang én gang til hvert museum og kan erhverves for 36 euro (cirka 270 kr.). Børn og unge under 18 år kommer gratis ind. Sommerens udstillinger kan for de flestes vedkommende ses helt indtil begyndelsen af september.
Giganternes fest: Til paradeoptog med fransk kæmpefamilie
I det nordlige Frankrig kan man hvert år i begyndelsen af juli opleve et spektakulært syn. Her bevæger en familie – bestående af meterhøje statuer – sig nemlig rundt i Douais gader under Festival of Giants.
Det er familien Gayant bestående af hr. Gayant og hans kone Marie Cagenon og deres tre børn Jacquot, Fillon and Binbin, der alle fejres under den tre dage lange festival.
Under festivalen, der finder sted fra 10.-12. juli, fyldes byen med feststemte folk, der forsøger at finde det bedste spot med frit udsyn til giganterne, eller "gayants," som familien hedder i folkemunde. Og store er de. Over otte meter er Hr. Gayant, og han vejer 375 kg iført sin rustning, sværd og skjold.
Familien er symbolet på byen, og familiens historiske oprindelse går tilbage til slutningen af middelalderen, hvilket også kan fornemmes i temaet og atmosfæren omkring paraderne overalt i byen. Under hele festivalen vil der være musik og aktiviteter for alle aldre.