Sådan sparer du kassen på flybilletten
Hvis du vælger at flyve med en mellemlanding, kan du spare mange penge. Se her, hvor meget du kan spare.
Når du skal finde dine flybilletter til din sommerrejse, kan du spare mange penge, hvis du kan overskue at ofre nogle timer på en mellemlanding.
En beregning, som Ritzau Fokus har foretaget via søgninger på travelmarket.dk, viser, at der kan spares tusindvis af kroner, uanset om din feriedestination er i Sydeuropa eller på et andet kontinent.
Skulle du eksempelvis være fristet af en sommerrejse til New York, så kan du spare 3334 kroner ved at vælge en rejse for to personer med en mellemlanding på ud- og hjemturen.
Er du mere til en omgang solbadning og sydeuropæisk sommervarme i Mallorca, så kan du hurtigt tjene nogle overnatninger ind, hvis du er klar på at mellemlande i Bonn. 2987 kroner: Så meget lyder besparelsen, hvis I rejser to sammen. Det er mere end halvdelen af, hvad den direkte rejse koster.
De mange sparede penge på mellemlandinger skyldes især konkurrence blandt flyselskaber, der vil have fat i kunder fra andre markeder end deres eget hovedmarked. Det forklarer Ole Kirchert Christensen, som er redaktør for det danske branchemedie Check-In.dk.
- Når et flyselskab eksempelvis vil ind på det danske marked, bliver de nødt til at sænke priserne, så de er billigere end eksempelvis SAS og Norwegian. Da flyselskabet ikke har direkte ruter fra København til slutdestinationen, vil selskabet altid mellemlande der, hvor de selv har deres trafikknudepunkt, siger han til Ritzau Fokus.
Den samme mekanisme ses også omvendt, når SAS har rejser med mellemlandinger i København.
- Når SAS er på udebane, er det eksempelvis meget billigere at flyve fra Frankfurt til Beijing med en mellemlanding i København, end det er at flyve direkte med et tysk selskab fra Frankfurt til Beijing. Det skyldes, at SAS har sænket priserne for på den måde få fat i flere tyske kunder, siger Ole Kirchert Christensen.
Selv om der er mange penge at spare på at udnytte flyselskabernes mellemlandinger, så er det langt fra alle, der synes, at det er attraktivt med en længere rejsetid.
- Fritidsrejsende har ofte mere tid, end de har penge til rådighed. Og derfor gør det ikke noget, at rejsen varer lidt længere. Men er man forretningsrejsende, har man mindre tid til rådighed og flere penge mellem hænderne og vil derfor gerne flyve uden stop, lyder det fra Ole Kirchert Christensen.
Herunder kan du se, hvor meget du sparer på mellemlandinger, når du flyver til New York, Dubai, Tokyo, Mallorca, Alanya og Rom.
Priserne er for to personer.
1) New York:
Billigste direkte fly: Samlet rejsetid: 16 timer 10 minutter. Pris: 12.824 kroner.
Rejse med stop: Flyskifte i Helsinki ud og i Madrid hjem. Samlet Rejsetid: 28 timer og 30 minutter. Pris: 9480 kroner
Besparelse: 3344 kroner.
2) Dubai:
Billigste direkte fly: Samlet rejsetid: 13 timer og 15 minutter. Pris: 8456 kroner.
Rejse med stop: Flyskifte i Istanbul begge veje. Samlet rejsetid: 22 timer og 20 minutter. Pris: 6449 kroner.
Besparelse: 2007 kroner.
3) Tokyo
Billigste direkte fly: Samlet rejsetid: 22 timer og 15 min. Pris: 15.900 kroner.
Rejse med stop: Flyskifte i Helsinki ud og Paris hjem. Samlet rejsetid: 32 timer og 40 minutter. Pris: 10.408 kroner.
Besparelse: 5492 kroner.
4) Mallorca
Billigste direkte fly: Samlet rejsetid: 6 timer. Pris: 5286 kroner.
Rejse med stop: Flyskifte i Bonn ud - direkte hjem. Samlet rejsetid: 11 timer og 25 minutter. Pris: 2299 kroner.
Besparelse: 2987 kroner.
5) Alanya
Billigste direkte fly: Samlet rejsetid: 7 timer og 20 minutter. Pris: 5998 kroner
Rejse med stop: Flyskifte i Istanbul begge veje. Samlet rejsetid 12 timer og 30 min. Pris: 4878 kroner.
Besparelse: 1120 kroner.
6) Rom:
Billigste direkte fly: Samlet rejsetid: 5 timer og 5 minutter. Pris: 3400 kroner.
Rejse med stop: Flyskifte i Bonn ud - direkte hjem. Samlet rejsetid 10 timer og 10 minutter. Pris: 2574 kroner
Besparelse: 826 kroner.
Rejserne er fundet via travelmarket.dk den 14. juni. Udrejsedato er den 4. juni og hjemrejse den 11. juni. Rejserne er i skoleferien og kan derfor være dyrere end normalt. Priserne varierer også alt efter, hvilken ugedag du rejser på. I søgningen er der taget højde for, at mellemlandingen ikke må tage så lang tid, at der er brug for at bruge penge på en overnatning.
/ritzau/FOKUS