Fortsæt til indhold
Rejser

Nyt SAS-tilbud: Bedre flysæder ryger på auktion

Det skandinaviske flyselskab SAS er på vej ind i klubben af selskaber, der sætter opgraderinger til bedre flysæder på auktion.

/ritzau/FOKUS

Kom med et bud på en opgradering af din flyrejse og få chancen for ekstra benplads, gratis måltider og adgang til selskabets lounge i lufthavnen.

Mindst 30 flyselskaber verden over tilbyder deres kunder at lægge kontant billet ind på mere eftertragtede flysæder. Og nu er turen kommet til SAS.

- Nu giver vi vores kunder mulighed for at byde på en opgradering og gøre en god handel. På den måde får flere af vores kunder langt større mulighed for at bruge SAS' bedste produkter, siger Stephanie Smitt Lindberg, produkt- og udviklingsdirektør i SAS.

Det nye produkt går i luften 25. april og hedder SAS Upgrade. Her får kunderne mulighed for at byde på en opgradering lige efter booking af billetten og op til 48 timer før afrejse.

Hvis buddet er accepteret, får man besked 36 timer før afrejse, hvor pengene bliver trukket fra kontoen.

Flyrejsen kan opgraderes inden for Norden og Europa til SAS Plus og på længere rejser til USA og Asien til både SAS Plus eller SAS Business.

SAS Plus giver adgang til hurtigere sikkerhedskontrol med Fast Track og gratis ophold i lounger samt drikkevarer og mad om bord.

Scorer man et sæde på SAS Business, kan man opleve bedre komfort i et sleeper seat, gratis toiletsager, bedre mad og champagne før afgang.

SAS har ingen melding om, hvorvidt der findes en nedre grænse for, hvilke beløb kunderne kan byde ind med.

Chefredaktør på netmediet InsideFlyer.dk, Flemming Poulsen, der skriver om bonusprogrammer inden for rejsemarkedet, gætter på, at SAS har en smertegrænse.

- Hvis du bare byder en enkelt euro, så kommer SAS nok ikke til at acceptere det. Jeg tror, de har en intern minimumpris, de vil have for det, men som ikke er offentlig, siger han.

Flemming Poulsen vurderer, at SAS Upgrade vil være attraktivt for en del passagerer, der ellers udelukkende køber de billigste billetter på SAS Go.

- Vi mangler at se hvilke bud, SAS godkender. Men jeg tror, det bliver en god mulighed for almindelige rejsende at få lidt mere komfort, hvis altså man er heldig at skulle på en flyvning med få passagerer eller en flyvning, der finder sted uden for business-sæsonen, siger han.

SAS Upgrade erstatter opgradering via Optiontown. Muligheden for at købe opgradering i lufthavnen vil fortsat eksistere, og kan købes fra 22 timer før afrejse.

Opgraderer man sin billet, får man flere point fra SAS' fordelsprogram Eurobonus.

Artiklens emner
SAS