Fortsæt til indhold
Rejser

Rejseguide: 10 museer er blandt de ultimative oplevelser

Bedre end Blue Mountains i Australien, Times Square i New York og den tyske Reichstag. Se de 10 museer, rejsebogsforlaget Lonely Planet anbefaler før brusende vandfald og mystiske oldtidsruiner.

Oliver Batchelor

Før du lukker rejsekufferten for allersidste gang, skal du have sat flueben ved hindu-templet Angkor Wat i Cambodia, koralrevet Great Barrier Reef i Australien og den mystiske inka-by Machu Picchu i Peru.

Sådan lyder top tre på Lonely Planets ’Ultimate Travelist’ med 500 seværdigheder, som rejsebogsforlaget ved hjælp af en lettere kompliceret udregning har udvalgt som verdens ypperligste.

Men allerede på 15. pladsen dukker det første museum op. Her er de 10 museer, som alle placerer sig blandt Lonely Planets 200 favoritsteder.

15. British Museum

Da Sir Hans Sloane begyndte at fylde museet i Londons Bloomsbury-område med sine personlige samlinger af skatte og kuriositeter, havde han næppe forestillet sig, hvad det skulle udvikle sig til.

260 år senere er British Museum formentlig Europas største skatkammer. For antikvitets-nørder er der tale om et valfartssted. Her findes blandt andet Rosettestenen, som blev opdaget i Nildeltaet i 1799 under Napoleons felttog i Egypten og betragtes som oversættelsesnøglen til de egyptiske hieroglyffer.

En del af det græske Parthenon-tempel kan også ses på museet, ligesom en uovertruffen samling af mumier og sarkofager. Selve bygningen er ligeså imponerende. Et stort nyklassicistisk ’greek revival’ tempel med et Norman Foster-tegnet tag over den store gårdhave i midten.

Og så er det gratis.

20. Museum of Old & New Art

Er der andre kunstgallerier i verden, hvor man kan se delfiner lege i vandet omkring sig, mens man ankommer med båd? spørger Lonely Planet retorisk.

Det højest rangerende moderne kunstgalleri, som dermed formår at distancere både New Yorks MoMA og Londons Tate Modern, ligger på sin egen lille ø nær hovedstaden Hobart på kronprinsesse Marys fødeø Tasmanien i Australien.

Museum of Old & New Art blev stiftet af den taknemmelige millionær David Walsh, der ønskede at give noget tilbage til sin fødeby.

På museet kan gæsterne se pilespidser fra stenalderen og romerske mønter side om side med de mest avantgardistiske kunstværker. Museet er en oplevelse i sig selv med fantastisk arkitektur, provo-kunst, gourmetmad og –vin.

37. Louvre

På Louvre går de fleste målrettet efter et glimt af Leonardo da Vincis portrætmaleri Mona Lisa.

Den parisiske perle Louvre er mere kendt end sine to banemænd på listen – og det mest besøgte museum i verden.

De fleste går målrettet efter et glimt af Leonardo da Vincis portrætmaleri Mona Lisa og skulpturen Venus fra Milo, hvorefter resten af besøget er uden mål og med.

Men Louvre er ikke et two-hit wonder. Det huser en smukt udvalgt samling af eksempler på menneskelig formåen og udtryk gennem tiderne. Og de fine sager befinder sig i en bygning fra 1200-tallet, der er ligeså interessant som sit indhold.

Entreen er gratis på den første søndag i hver måned. Men på grund af trængsel er det bedre at betale de 16 euro i entre på øvrige dage.

52. Tate Modern

Fem mio. besøgende hvert år kan ikke tage fejl. Tate Modern er det mest velbesøgte galleri for samtidskunst i verden.

Men trækplasteret er ikke kun samlingerne med Rothko, Matisse, Warhol, Pollock og Hirst. Det er også bygningens industrielle arkitektur – en 200 meter lang bygning, der blev bygget som et elværk i 1940’erne – og placering ud til floden Themsen, der slynger sig gennem London.

I 2016 åbner museet endda en 11 etager høj tilbygning på den sydlige side. Overvej at gå til Tate Modern via Millenium Bridge fra St. Paul-katedralen eller tag Tate-to-Tate-båden fra Tate Britain på Millbank.

59. Anne Frank Huis

Historien om, hvordan pigen Anne Frank og hendes familie i Amsterdam overlevede nazisternes jødeforfølgelse er verdensberømt.

Anne Franks dagbog begynder på hendes 13 års fødselsdag i 1942 og beskriver, hvordan familien levede i skjul i hendes far, Otto Franks, kontorbygning, før de blev afsløret og sendt til koncentrationslejre.

Huset i Amsterdam er i dag et museum, hvor en million besøgende hvert år oplever de klaustrofobiske lokaler, hvor familien opholdt sig i stilhed hver dag i to år.

80. Metropolitan Museum of Art

New Yorks ’The Met’ i Upper East Side er med seks millioner årlige besøgende et af verdens mest populære museer. Og ikke uden grund, naturligvis.

Her findes en enorm blanding af oldtidskunst, europæisk og amerikansk malerkunst, græske skulpturer, masker fra Afrika og Oceanien, samt middelaldervåben og -rustninger. Museet har desuden en taghave med en samling skulpturer og udsigt over Manhattans enorme Central Park.

89. Galleria degli Uffizi

Uffizierne, som det verdensberømte galleri i Firenze kaldes på dansk, rummer måske de fineste samlinger af renæssancekunst i verden. Værkerne af Boticelli alene burde være på alle kunstfans’ liste over ting, der skal ses, inden de dør.

Lige så ekstraordinært som Michelango, da Vinci, Raphael, Titian og Caravaggio er omgivelserne. Uffizierne har til huse i et palads, der blev bestilt i 1560 af mæcen-familien Medici og oprindelig skulle have været Firenzes administrationsbygning.

På den anden side af Arno-floden ligger Firenzes største plads, Palazzo Pitti, der rummer en fin samling af renæssance og barokkunst.

115. Vatikanmuseet

Når du har overlevet de lange køer for at komme i audiens hos Michelangelos freskoer i det sixtinske kapel, kan du knibe dig selv i armen.

For det var let ventetiden værd. Et bombardement af farver og højrenæssance udgør denne grandiose afslutning på Vatikanmuseet.

Dette store kompleks huser flere mesterværker end mange små nationalstater med blandt andet Raphaels fresko-dekorerede værelser og kapellet, hvor millioner af besøgende stirrer på Gud, der peger på Adam.

133. Museo Nacional de Antropologia

Har du nogensinde hørt om de indianske folk toltekere og zapotekere, der dominerede en stor del af det centrale Mexico? Og mangler du svaret på, hvorfor der er store basketball-agtige ringe på mange maya-ruiner?

På antropologi-museet i Mexico Citys største park Auditorio finder du mere fyldestgørende svar end noget andet sted.

Stueplanet af den modernistiske bygning, der blev åbnet i 1960’erne, rummer skatte fra det prækoloniale Mexico, der giver et stærkt indblik i de komplekse, fortidige samfund.

Her troner aztekernes guder og gudinder over smukt udskårne jaguarer. En 3,5 meter bred ’solsten’ blev engang brugt som kosmisk kalender. Og her finder du også modeller af store maya-byer, som giver indblik i urfolkenes liv.

Lonely Planet skriver, at kun få museer i verden matcher den dybde, der findes her på museet i Mexico City.

190. Van Gogh-museet

Et stort spring længere nede på Lonely Planets liste dukker Van Gogh-museet i Amsterdam op. Som navnet afslører, er hele museet viet til den hollandske maler, hvis liv og levned indkapsler fortællingen om den fattige og sindslidende kunstner.

Gennem sit liv solgte han kun ét eneste maleri, men i dag kendes Vincent Van Gogh i hele verden. Museet i Amsterdam rummer den største samling af hans værker.

Lige fra de tidlige værker i Holland til de sidste i Frankrig. Gå i haserne på kunstneren fra etage til etage, mens du lader dig betage af de gule og lilla farver i malerier som ’Solsikker’ og ’Kartoffelspiserne’.