Fortsæt til indhold
Rejser

Store dyreoplevelser

Du behøver ikke tage i en af de propfyldte zoologiske haver, hvis du gerne vil se på dyr i sommerferien. Her viser Jyllands-Posten dig nogle anderledes oplevelser med dyr.

Anna Kronborg Haar

1.000 sommerfugle

Sommerfugleparken kalder sig selv den hotteste oplevelse på Bornholm. I det 900 kvm tropiske hus er der nemlig altid 27 grader varmt, og her flyver 1.000 sommerfugle frit rundt mellem de besøgende og de eksotiske blomster.

De farvestrålende sommerfugle blander sig med papegøjer og andre fugle i luften. På jorden er bl.a. skildpadder og i vandet store koi-karper. Huset har 30 forskellige arter af sommerfugle, og du kan følge dem i alle livsstadier.

Ud over tropehuset er der også en tilhørende park og naturlegeplads. Haven er beregnet til at tiltrække frie sommerfugle langvejs fra. I morbærtræerne hænger der larver fra silkesommerfuglen.

Hvor: Bornholms Sommerfuglepark, Gl. Rønnevej 14b, 3730 Nexø.Åbningstider: Alle dage 10-17.Entré: Voksne 90 kr. Børn (4-12 år) 60 kr. Seniorer 80 kr. Familiebillet (2 voksne + 2 børn) 250 kr.

Se og rør ved havdyr

Fjord & Bælt i Kerteminde på Fyn er mest kendt for sine marsvin, der svømmer rundt i et bassin, der er i direkte forbindelse med havet. Det er populært at se marsvinene Freja, Eigil og Sif blive fodret, hvor de samtidig bliver trænet.

Du har også mulighed for at få fingrene i en krabbe eller rokke i et af rørebassinerne. Her kan børnene nemlig stikke hånden ned og røre ved det, de kan få fat på af planter og fisk.

Man kan gå tørskoet på bunden af fjorden i undervandstunnelen, som er 40 meter lang. Her kan du se en flot blanding af søstjerner og fisk, der svømmer inde i bassinerne, der egentlig er beregnet til marsvin og sæler.

Hvor: Fjord & Bælt, Margrethes Plads 1, 5300 Kerteminde.Åbningstider: Alle dage i sommerferien 10-17.Entré: Voksne 140 kr. Børn (3-17 år) 60 kr.

Gå blandt dyrene

I Skandinavisk Dyrepark går du rundt på stier og gangbroer igennem de mange anlæg, der kun indeholder dyr fra Skandinavien.

Derfor kan du opleve isbjørne, ulve, havørne, ræve og brune bjørne fordelt i den 450.000 kvm store park.

Børnene kan få sig en stor oplevelse ved at komme helt tæt på og fodre dådyr, rensdyr og geder.

Det er kun disse dyr, man må fodre – og kun med foder købt i parken.

De seneste år er der kommet både isbjørnetvillinger i 2012 og et kuld brunbjørne på fire i 2013.

Dyreungerne kan opleves sammen med deres forældre i parken.

Hvor: Skandinavisk Dyrepark Djursland, Nødagervej 67b, Nødager, 8560 Kolind.Åbningstider: Alle dage 10-18.Entré: Voksne 175 kr. Børn (3-11 år) 95 kr. Seniorer 160 kr.

Komodovaraner og krybdyr

Terrariet i Vissenbjerg har specialiseret sig i krybdyr. Her kan du opleve Skandinaviens største samling af krybdyr, padder, skorpioner, edderkopper og insekter. Men den brune dværgkaiman kan dog være svær at få øje på – den er ligesom andre krokodiller mest aktiv om natten.

Sig hej til de skriggrønne træpytoner, der hygger sig på grenen og de to komodovaraner, der flyttede ind i terrariet i marts. Det sjældne dyr findes kun to steder i Danmark – i Vissenbjerg og Randers Regnskov.

En ny udbygning med en regnskovsafdeling er færdig på et tidspunkt i løbet af sommeren – terrariet håber, at den står klar den 1. august. Her kommer de store cubakrokodiller til at være. Du kan også opleve fritgående øgler, leguaner og fugle.

Hvor: Terrariet Vissenbjerg, Kirkehelle 5, 5492 Vissenbjerg.Åbningstider: Alle dage 10-18.Entré: Voksne 95 kr. Barn (3-13 år) 60 kr.

På ørnenes præmisser

Ørnereservatet i Nordjylland har 35-års jubilæum. Stedet bliver også kaldt Ørnenes Nationalpark, og mere end 1,5 mio. besøgende har gennem tiden besøgt fuglene.

Her kan du opleve de store nordiske rovfugle som kongeørn, havørn, jagtfalk og vandrefalk. Lige nu er der fire kongeørnepar og tre havørnepar og flere falkepar. Fuglene vender altid tilbage, fordi de opfatter reservatet som deres territorium.

Fordi det er ørnenes territorium, er der antal- og adgangsbegrænsninger. Forevisningen varer ca. en time og foregår udenfor.

Hvor: Ørnereservatet, Skagensvej 107, 9881 Bindslev.Åbningstider: Forevisninger i juli: Tirsdag-fredag kl 10 og 15, lørdag-søndag kl. 15, i august tirsdag-søndag kl. 15.Entré: Voksne 145 kr. Børn (4-12 år) 80 kr.

Danmarks eneste geparder

I Ree Safaripark kan du opleve de eneste geparder i Danmark. Lige nu er der 13 geparder, heriblandt tre nye killinger.

Ud over geparderne kan du opleve ca. 80 forskellige dyr fra fem kontinenter. Et af dyrene er en sort næsehorns-kalv, der blev født i januar. Du kan også opleve bl.a. løver, giraffer, tigre, elge, vaskebjørne, lamaer og araer.

Man går rundt i safariparken og kommer helt tæt på dyrene.

Hvis du vil endnu tættere på, kan du tage på Landrover-safari, som du køber i parken.

Parken har flere daglige fodringer, fugleshow, legepladser og mulighed for kamelridning.

Hvor: Ree Safari Park, Stubbe Søvej 15, 8400 Ebeltoft.Åbningstider: Alle dage 10-18.Entré: Voksne 175 kr. Børn (3-11 år) 95 kr. Pensionist 145 kr. Familie (to voksne + to børn) 480 kr.

Oplev søbjørneungen

I Jyllands Park Zoo ved Herning kan du møde over 500 dyr, heriblandt søbjørnene og ungen, der kom til verden den 16. maj.

Du kan opleve søbjørnene Bubber, Helena, Guela og Bob helt tæt på ved to daglige fodringer (undtagen fredag).

Ud over søbjørnene kan man også se løver, pingviner, giraffer, hyæner og mange andre dyr, man kender fra zoologiske haver.

I Jyllands Park Zoo kan du også klappe eller fodre nogle af dyrene med foder, der er købt i kioskerne.

I parken er der også flere forlystelser og legeområder. Børnene kan f.eks. få mange timer til at gå på Danmarks største hoppepude, der er hele 689 kvm stor.

Hvor: Jyllands Park Zoo, Haunstrupvej 13, 6920 Videbæk.Åbningstider: 4. juli – 2 august kl. 10-18, ellers 10-17.Entré: Voksne 140 kr. Børn (2-11 år) 95 kr. Seniorer 120 kr.

Kom tæt på bondegårdens dyr

Selv om Birkegårdens Haver mest er kendt for sine mange haver med forskellige træer og blomster, har parken også en stor samling dyr, som børnene kan klappe og fodre.

I dyrefolden kan man komme helt tæt på æslet Buster eller dådyret Jane. Minigrise, får og geder kan fodres med foder, man kan købe i haven, så børnene kan komme tæt på dyrene og klappe dem.

De mindste kan også kæle med et af marsvinene eller kaninerne.

I sommerferien er der også mulighed for at ride på et af æslerne.

Senere kan børnene boltre sig på gård- eller naturlegepladsen eller med et spil minigolf.

Hvor: Birkegårdens Haver, Tågerupvej 4, Vestsjælland, 4291 Ruds Vedby.Åbningstider: Alle dage 10-18.Entré: Voksne 85 kr. Børn (2-14 år) 40 kr. Pensionister 80 kr. Familiebillet (to voksne og maks. tre børn) 230 kr.

Kæmpemallen Bøvs

I Aqua Akvarium og Dyrepark kan du komme helt tæt på den 177 cm lange kæmpemalle, der hedder Bøvs. Den er fanget i en sø syd for Silkeborg, hvor akvariet ligger. Bøvs bor sammen med mange andre ferskvandsfisk i Nordeuropas største ferskvandsakvarium.

Her kan du blive klog på ferskvand i en af udstillingerne eller kigge ud i søerne. I rørebassinet kan man prøve at røre fiskene, hvis man kan fange dem.

I parken kan du opleve dyr fra den danske natur, bl.a. bævere, oddere, vaskebjørne og hvide storke. Der er også en stor vandlegeplads med vandkanoner, sluser og soppebassin – og der er næsten garanti for at blive gennemblødt.

Hvor: Aqua Akvarium & Dyrepark, Vejlsøvej 55, 8600 Silkeborg.Åbningstider: 27. juni - 9. august: 10-18, herefter 10-16, weekender 10-17.Entré: Voksne 145 kr. Børn (under 12 år) 80 kr.