Gå på opdagelse i det hemmelige Paris

Enkelte rulleskøjteløbere, joggere og et par unge forældre, som triller med barnevognene, er de få morgenduelige, vi møder her ved ottetiden. Det er søndag morgen langs Canal St. Martin, og der er god plads på den ellers til daglig trafikerede vej langs kanalen.

Om søndagen er der lukket for bilerne, så her er fred og ro. Kanalen er flankeret af elmetræer på begge sider, som giver en rar stemning af landsby. Canal St. Martin er godt fire km lang og blev åbnet i 1825 som en praktisk genvej til Seinens snoninger. Tidligere var det varetransporter, som flodbådene fragtede, men i dag er det turister, som nyder den smukke vandvej.

Sejladserne begynder bag Bastillepladsen, men de første par km foregår igennem en mørk tunnel, og det er først en hundrede meter nordøst for République-pladsen, at bådene atter dukker op i lyset. Visse steder fører kønne fodgængerbroer over kanalen, og herfra er der kig ned til bådene og passagererne. Dagens første kanalbåde lægger til ved en af de i alt ni sluser og venter på at blive hævet nogle meter.

Godt en km længere oppe ad kanalen bliver den markant bredere og ændrer navn til Bassin de la Vilette, og dermed er vi i 19. arrondissement. Et stort børne-byttemarked er netop åbnet, og der bliver byttet legetøj og tøjbamser til den store guldmedalje. Søndag er dagen, hvor de travle parisere sætter poderne i centrum.

Brunch med udsigt

Ved Place de Joinville lyder der høje stemmer, og folk valfarter med deres indkøbsposer til det livlige marked, som udfolder sig nær ved kanalen. Grøntsager, frugter og andre spiselige lækkerier forhandles ivrigt af de mange overvejende indvandrere, som står bag boderne.

Atter tilbage langs Bassin de la Villette slår vi os ned på Bistro La Plage. Denne indtagende bistro ligger på et hjørne, hvor en sidekanal løber ud i la Villette. Klokken er 11, og mange har valgt at indtage formiddagens brunch her. Søndagsavisen studeres, mens der nippes til kaffen og croissanten.

Et par minutters gang videre langs la Vilette når vi til Parc de la Villette. 55 hektar futuristisk og ambitiøst nybyggeri omkranser den grønne park, hvor byens tidligere slagtehuse og kvægmarked lå. Parken omfatter vovet arkitektur, som rummer en prangende koncertsal, teater, videnskabernes museum, en ejendommelig kugleformet biograf, flere fantasifulde, røde pavilloner og en overordentlig stor legeplads, hvor ungerne boltrer sig.

Vidtstrakte veltrimmede græsarealer knytter alle de store bygninger sammen, og her er der lige nu livlig aktivitet blandt motionister, som spiller fodbold, laver styrketræning, skyggeboksning og tai chi. Et par voluminøse sorte bodybuildere får anerkendende blikke fra et par af de piger, som de instruerer i forskellige styrkeøvelser, og der opstår en indbyrdes konkurrence om, hvem af de muskuløse herrer, som kan tiltrække sig mest opmærksomhed.

Fatter i kø

Lige uden for parkens sydlige indgang slentrer vi ind i Rue Eugene Jumin, en af flere fortryllende små gader, som findes her i distriktet. Uden for den velassorterede butik D’Perrau står folk i kø for at købe ind til søndagsfrokosten. I butiksvinduet ser vi fuldmodne gule oste, mørkerøde lufttørrede skinker, saftige grønne oliven og sprøde brød i alle former. De fleste kunder er mænd, som lever op til traditionen om, at det er mandens opgave at sørge for en god søndagsfrokost til familien.

Tilbage på den skyggefulde Avenue Jean Jauris med sine platantræer forføres vi ind i et lille blomstermarked, hvor nogle af kunderne i D’Perrau også lige får købt en buket med hjem til fruen.

Vi forlader Avenue Jean Jaurris og følger til venstre Rue de Crimée, som hurtigt byder på stejl stigning. Parc des Buttes Chaumont er målet. En af Paris’ største parker og den højest beliggende.

Grønt, så langt øjet rækker. Bakker så stejle, at de må være ideelle til kælkning om vinteren, og her er flere klippefremspring med huler i. En forunderlig verden af natur midt i metropolen. Folk ligger i små og større grupper henslængte i græsset og holder picnic, hvor de sipper til Côtes de Provence.

Udsigten fra de øverste dele af parken er en af de flotteste ud over Paris. Vi er omtrent på højde med Sacre Coeurs tårn. Der hersker en stemning af eventyrland over Parc des Buttes Chaumont med dens hængebroer, de kunstige søer og på det højeste sted det lille tempel til ære for den antikke spåkone Sibylle.

Rosa Bonheur, et charmerende cafeteria i parkens nordøstlige ende, byder i dag på tapas til frokost, og da klokken har passeret 13, er det et velvalgt tidspunkt til at styrke kroppen med mad og få ny energi.

Paris for fødderne

Fra Parc des Buttes Chaumont sydlige indgang når vi straks ind i 20. arrondissement og endnu en park, Belleville. Er udsigten over Paris storslået fra Parc des Buttes Chaumont, er den om end endnu mere betagende fra udsigtsstedet i Belleville-parken. Her er der uforstyrret vue til Eiffeltårnet.

Umiddelbart bag udsigtsstedet er der fyldt godt op i den populære Restaurant O’Paris. Flere familier har valgt at spise sen frokost ved bordene i den smagfulde restaurant. Omkring et af de lange borde er en fødselsdagsfest i gang, og fødselaren bliver lykønsket i et væk, så staklen dårligt når at spise noget.

Solen er dukket op bag skyerne, og det får mange af gæsterne til at rykke udenfor, så også konversationer og god mad kan suppleres med den mageløse udsigt.

Her i Belleville er vi for alvor i et hipt bohemekvarter af Paris. Vi lader os føre mere eller mindre vilkårligt op og ned ad de små stræder. Kreativiteten har fuld udblæsning. Graffiti med et strejf af kunstnerisk genialitet pryder en lang mur.

Opfindsomme indehavere af små barer og caféer konkurrerer om den mest originale udsmykning af deres facader. Én har placeret et par caféstole på en repos på første sal, så man sidder fritsvævende over fortovet. En anden indehaver har dekoreret samtlige vægge med visitkort fra gulv til loft.

Belleville er tillige et af de mest etnisk sammensatte kvarterer i Paris. Vi ser vietnamesiske grøntsagshandlende med spidse stråhatte, vestafrikanske kvinder klædt i farverige gevandter og arabere iført djellaba og spidse sandaler. Ud fra de mange små restauranter strømmer liflige dufte af koriander, mynte og ingefær, der indgår i de etniske retter, som serveres her.

Chopins og Morrisons hvilested

Vi styrer nu efter den ikoniske kirkegård, Pere Lachaise. Kirkegården er kolossal og virker nærmest som en hel by, når man vandrer langs de utallige brede og skyggefulde stier. Flere af dem er flankeret af opulente og op til tre meter høje gravmonumenter, som nærmere er hele mausoleer.

Blandt nogle af de besøgende ser vi en gruppe af midaldrende gæster, som er ledsaget af en guide. Hans opgave er at føre gruppen hen til The Doors-legenden Jim Morrisons gravsted. Morrison er i selskab med andre store personligheder, som Edith Piaf, Oscar Wilde, Simone Signoret, Yves Montand, Chopin, Molière og Maria Callas for blot at nævne enkelte. Også ved deres gravmonumenter er der selvfølgelig tilløb af besøgende med den lidt morbide udgave af kendis-sightseeing.

Var det ikke for det oversigtskort over de kendtes gravsteder, vi fik ved indgangen, havde vi aldrig fundet frem til dem på denne gigantiske kirkegård.

Klokken er nået hen omkring seks, og vi har fået en vidunderlig søndag til at gå med at opleve det anderledes og mere ukendte Paris.