Vulkanøens overraskelser

»Ud over at leve på en jordskorpe, der mange steder består af metertyk, gold aske, må beboerne også frustreret se på, at skyer smilende sejler hen over deres lave ø for i stedet at gå i sort og smide den dyrebare regn over Gran Canarias højere bjerge i syd.« Det holdt nu ikke helt stik, det med regnen, der drev over mod Gran Canaria ...

Jeg valgte blandt andet Lanzarote for at gense Club La Santa på øens vestlige side, hvor jeg for en halv snes år siden kørte om kap med blandt andre Bjarne Riis. Det kom der ikke noget godt ud af dengang. Men også fordi Lanzarote er lidt undervurderet i forhold til Gran Canaria og Tenerife.

Øen har ligesom Gran Canaria og Tenerife typiske feriebyer, her Playa Blanca og Puerto del Carmen, med masser af restauranter af skiftende kvalitet, dusinvis af turistbutikker, også af skiftende karakter.

Økonomiske problemer

Lidt tilfældigt faldt valget inden afrejsen på Costa Teguise på øens østlige side som det faste mål. Det skulle vise sig at være et godt valg.

Også selv om førnævnte guidebog tilføjer, at »løsgående briter med tatoveringer på blege overkroppe sammen med stribevis af Guinness-barer og fish ’n’ chips-restauranter giver feriebyen et mildt anglofilt præg.«

Rejsebogsforfatteren må have været her på et andet tidspunkt, for de briter, vi mødte, havde tøj på, de sad ikke og studedrak, de fik en øl eller en kop kaffe. Så værre var det ikke.

Costa Teguise er ikke meget by. Et par indkøbscentre, hvoraf Centro Comercial er gået fallit, enkelte flotte tøjbutikker, et par urmagere plus de nødvendige supermarkeder nær det femstjernede Hotel Melia Salinas.

Lanzarote har levet godt af turismen, men måske var optimismen på et tidspunkt for stor. Ikke langt fra byen ligger flere kæmpe feriekomplekser som ruiner, bygget halvt færdige, inden pengene slap op.

Men for den udsendte var der også problemer, omend i en anden størrelsesorden. På værelset var der så mange kontakter og tænd-sluk-muligheder, at det kunne knibe med at få mørklagt værelset. Det lykkedes dog. Engang i Singapore måtte jeg sove på et hotel med samtlige lamper tændt. Lyspanelerne lignede cockpittet på en Boeing-747, og det lykkedes aldrig at få mørklagt rummet.

På værelset kunne vi på den medbragte smartphone læse, at vinteren nu rammer Danmark. Her på stedet var vejret fortsat godt, og jeg skyndte mig ned for at lægge håndklæder på de bedste pladser ved poolen. Det må man ikke, men andre gjorde det også. Vandet i poolen, saltvand fra havet, var i øvrigt så koldt, at det kun blev til et par kortvarige ture ned i den.

Underjordisk koncertsal

Ingen bør forlade Lanzarote uden at have besøgt Los Jameos del Agua og naturparken Timanfaya.

På grund af ringe evne til at finde rundt var Renault Clio'en, der minder om den gamle Peugeot 306 derhjemme, i dag udstyret med ikke færre end to gps'er; den ene i den medbragte smartphone, den anden en rigtig gps. Men skiltningen var fin op til Jameos del Agua, som øens berømte kunstner, César Manrique, har sat sit præg på.

Stedet blev dannet af lavastrøm fra udbruddet i vulkanen La Corona. Inde i midten ligger en turkis-farvet swimmingpool. I undergrunden er bygget et auditorium med 600 pladser, og efter sigende er der en fremragende akustik hernede. Derfor benyttes auditoriet ofte til koncerter, desværre ikke denne dag.

Gps-forvirring

Og nu var målet Club La Santa, hvor jeg for en halv snes år siden opholdt mig med sportsstjerner som Bjarne Riis, Tom Kristensen, Poul Erik Høyer og Arne Nielsson.

Ideen med projektet var, at blandt andre forretningsfolk betalte for deltagelsen, og de kunne af disse navne lære, hvordan man sejrer og får succes. Indtægterne gik til velgørende formål.

En dag blev alle deltagere udstyret med en racercykel, og nu skulle der køres hurtigt. Desværre fik jeg indstillet den halvgamle racer i det største og tungeste gear, og hurtigt lå jeg et stykke bag feltet. Arne Nielsson var et par gange nede for at støtte mig, men lige lidt hjalp det.

Til sidst dukkede Bjarne op:

»Vi er nok nødt til at efterlade dig,« sagde han uden den store medfølelse.

Og nu ville jeg så se Club La Santa igen ovre på vestkysten. Herefter gik alt galt. Selv med de to gps'er.

Problemet var blandt andet, at den ene sagde: Drej til højre ad Calle dit, og den anden: Drej til venstre ad Calle dat. I San Bartolomé ligger en servicestation. Her forklarede jeg den kun lidt engelsktalende tankpasser om mit problem.

Mit eget spanske indskrænker sig til: »Es un perro grande« (det er en stor hund), og »es un perro pequeño« (det er en lille hund).

Så der blev ikke snakket meget. Dog fik han forklaret:

»I skal bare køre derhen,« pegede han, »så til venstre og så til højre.«

10 minutter senere holdt vi igen på tankstationen.

En arabisk udseende mand forstod lidt af samtalen, selv om han kun talte fransk. Følg efter mig, pegede han. Og en halv time senere afleverede han os uden yderligere omveje på Club La Santa.

Han nægtede at modtage 20 euro for venligheden. Både han og hans festligklædte hustru i afrikanske gevandter løb grinende rundt omkring deres rustbunke af en bil.

Så forstod jeg ved hjælp af fingersprog og fagter, at de godt ville tage mod de 20 euro, men kun hvis jeg til gengæld ville modtage en af de livremme, de havde stakkevis af i bilen. Det lykkedes at finde en, som jeg fik presset ind i det absolut sidste hul.

Til Arrecife

Efter Club La Santa gik hjemturen uden de store problemer. Resten af øen skulle også udforskes. Lanzarotes hovedby hedder Arrecife. Her bor omkring halvdelen af øens 110.000 indbyggere. En rodet og uskøn by, men med en imponerende havnefront.

Ude på vestkysten ligger også den populære ferieby El Golfo, som begge gps'erne med succes førte os til via Arrecife. El Golfo består i runde træk af enkelte hoteller og et stort antal restauranter. Her var ikke megen feriestemning den dag.

På vejen tilbage til Costa Teguise et smut omkring feriebyen Playa Blanca, som var overfyldt med turister, hvilket selvfølgelig også er meningen.

På tilbagevejen kom passageren til at skubbe til gps'en. Resultatet var en langvarig udflugt i Arrecife, inden det lykkedes at komme på sporet igen.

Til gengæld begyndte regnen at styrte ned, og man kom igen til at tænke på påstanden om, at alle de gode regnbyger endte på Gran Canaria.

»Men de første tre dage var da gode,« sagde den altid optimistiske passager.

Senere blev tiden også brugt på et besøg hos Fundación César Manrique, der er den for længst afdøde kunstners hjem, som siden blev omdannet til museum. I sandhed et besøg værd. Og det var Lanzarote også, trods det omskiftelige vejr.