Dans med skeletter på Moesgaard

I det blå rum pyntet med blomster, små spejle på væggen og papirudklip i alverdens farver danser en dreng på krykker ved siden af sin mor. De danser over for to digitale skeletter i menneskestørrelse til mariachi, der er underholdningsmusik fra Mexico, som bliver spillet i højt tempo med violiner, trompeter og en guitar til at holde rytmen. Lyden kommer fra højtalerne, men ved siden af de digitale skeletter står et virtuelt band bestående af to skeletter med festhatte, farvede veste og instrumenter.

Drengen på krykker løfter forsigtigt det ene ben og den ene arm for at få skelettet til at gøre det samme. Moren er knap så forsigtig. Hun danser både twist og salsa, mens det andet skelet danser det samme som hende.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her

De fortsætter et par minutter, indtil drengen på krykker bliver nødt til at give op. De griner og går forpustet videre op ad trappen til "Kirkegården", der er næste rum i udstillingen om De Dødes Dag.

Da de er gået ud af rummet, stopper den mexicanske musik, og festen slutter. Dans med de døde, som installationen med de to skeletter hedder, er en del af den etnografiske udstilling De Dødes Dag, der handler om den traditionelle mexicanske festdag, hvor både hjemmene og gaderne fyldes med musik og fest.

»De dansende skeletter står i det rum, der skal forestille byens torv. De skal være med til at vise den fest, der foregår i det offentlige rum, når mexicanere fejrer og fester med de døde. Når museets gæster møder skeletterne, tager de aktivt del i dansen og spiller festens vigtigste rolle, for er der ingen gæster, er der ingen fest. Her er det den interaktive museumsgæsts deltagelse, der muliggør festens iscenesættelse i udstillingen,« fortæller Ole Birch Nielsen, der er leder af Moesgaard Museums udstillingstegnestue.

Interaktion mellem museumsudstillinger og de besøgende er en tendens, som ses på mange museer rundt om i landet som et opgør med forestillingen om, at et museum er et kedeligt sted, hvor man med hænderne solidt plantet på ryggen blot skal betragte museumsgenstandene og læse den information, der står på et skilt ved siden af uden at tale sammen.

»Interaktivitet og brugerinddragelse er med til at gøre museer spændende for en større målgruppe og fange nogle af dem, der måske ikke så tit går på museum,« forklarer Kirsten Drotner, der er professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet og medforfatter til bogen ”Det interaktive museum”

Interaktivitet handler dog ikke kun om at trykke på knapper og derigennem få en respons fra udstillingen. Det handler i høj grad også om at få en fælles oplevelse af udstillingerne med dem, man er taget på museum med, påpeger Kirsten Drotner.

»Et museumsbesøg er en social begivenhed og noget, som man oplever sammen. Det er derfor vigtigt, at man bevarer det sociale element, selv om museer bliver interaktive. Det interaktive må ikke spærre for det intuitive,« fortæller hun.

Museumsbesøg for børn og bedsteforældre

Kort efter, at drengen på krykker og hans mor er gået videre og musikken i rummet er stoppet, kommer to piger i 25-årsalderen ind. Så snart de træder ind i rummet, begynder trompeter og violiner igen at spille højt, og de to piger går hen til de to skeletter og begynder at danse, først stille og roligt, men de bliver hurtigt grebet af det.

»Prøv at lave slangen,« siger den ene pige grinende til den anden.

De tager fat i hinandens hænder og laver en slangelignende bevægelse med deres arme, så de to skeletter gør det sammen. De to piger griner meget højt imens.

Netop at gøre et museumsbesøg til en fælles oplevelse er noget, som Moesgaard Museum har arbejdet meget med, forklarer Ole Birch Nielsen.

»Et gennemgående tema i vores udstillinger er, at de skal kunne opleves af tre generationer på samme tid,« fortæller han.

Derfor fokuserer Moesgaard Museum på at lave udstillinger, der ikke kun taler til det intellektuelle, men også til følelser gennem visuel og sanselig formidling.

»Det har vi gjort ved at lave iscenesatte dramaturgiske miljøer, der bryder med den klassiske museumsudstilling. Vi inddrager interaktionsdesignere og eksperter fra film- og teatermiljøet i processen med at udfolde fortællinger i rum, og sammen med udstillingsarkitekter og de indholdsfaglige medarbejdere såsom arkæologer og etnografer er de med til at fortælle den gode historie omkring genstandene. Så bliver det sjovt for alle tre generationer at gå på kulturhistorisk museum,« siger han.

I hælene på vikinger

Fra den etnografiske udstilling på første etage går vi ned ad Oprindelsestrappen og videre ned ad Evolutionstrappen til Oldtiden. I oldtidsudstillingen er stemningen helt anderledes end i De Dødes Dag på øverste etage. Her er hverken lyst, farver eller musik. Til gengæld er her mørkt, stille og mystisk, og man kan ikke helt se, hvad der gemmer sig i de næste rum. Det eneste, der er oplyst, er de forskellige genstande, digitale skærme og indgange til udstillingsmiljøerne, der er i flere niveauer.

»Kom på rejse i Vikingetiden,« lyder en stemme fra højtaleren i det første rum, som vi går ind i.

I rummet skal vi træffe et valg, inden vi går videre, nemlig hvilken af syv forskellige vikinger vi vil følge gennem Aros, vikingetidens Aarhus.

»Ideen med vikingeudstillingen er, at man følger en person på nært hold og sammen rejser ud i verden og møder andre kulturer. Man kan enten vælge en personhistorie eller et arkæologisk spor. Det arkæologiske spor er en ren faktuel fortælling, og her er det arkæologen, der er guiden,« forklarer Ole Birch Nielsen.

Vi vælger at følge Hikuin, der er snedker og englænder. Vi møder ham første gang i rum nummer et, hvor vi finder en kopi af ham og de andre seks vikinger i menneskestørrelse. De er meget virkelighedstro med både hud, hår og øjne, og man bliver med det samme fascineret af dem, og føler sig draget til at gå helt tæt på for at undersøge dem nærmere.

Vi går videre gennem rummene, der forestiller en vikingeby med smalle gader og små huse, hvor der både er brugt lyde, lys og kunstig røg til at give en illusion om, hvordan det så ud i vikingetiden, og også her bliver vi fanget af lydene og de små sprækker i husene, som man kan kigge ind igennem.

»Udstillingen henvender sig til folk i alle aldre. Den er fagligt funderet, men fundene bliver samtidig sat ind i en fortælling, der gør dem forståelige og mere håndgribelige,« fortæller Ole Birch Nielsen.

Mød digitale forskere

I en anden ende af oldtidsudstillingen i et rundt mørkt rum ligger Grauballemanden, der er Moesgaard Museums mest kendte museumsgenstand og en del af udstillingsafsnittet om jernalderens moseofringer.

Grauballemanden er verdens bedst bevarede moselig og ligger oplyst i en glasmontre i et mørkt rum til beskuelse. Her skal man ikke andet end at kigge, men Grauballemanden er så fascinerende i sig selv, at han fanger vores interesse med det samme.

Vi går fra Grauballemanden hen over et blødt gulv, der skal forestille en gyngende moseflade og hen til et andet mørkt rum, hvor vi skal mærke på Gundestrupkedelens udsmykning i blinde. Vi tager de interaktive hjelme på og går ind i et rundt rum, hvor der er en rekonstruktion af kedelens udsmykning.

»I Gundestrupinstallationen skal museumsgæsten i stedet for at se kedelen føle sig frem. Når vi fjerner synssansen, skærpes føle- og høresansen, hvilket giver gæsterne muligheder for at skabe deres egne visuelle billeder af de mytiske fortællinger. Når de så efterfølgende ser den udstillede kedel, fordyber de sig mere i kedelens udsmykning,« forklarer Ole Birch Nielsen.

Og det har han ret i. Når man ser på den udstillede kedel efter at have mærket på den store rekonstruktion med sine hænder, ser man mange flere detaljer og sjove tegninger. Samtidig ser man også meget længere på kedelen og prøver at forstå historien i genstanden.

Bagefter går vi tilbage til vikingeudstillingen. I midten af det centrale rum står der en stor digital jordklode. Foran kloden står to skærme, og ud af højtaleren kommer lyden af bølger, der slår mod et skibs fribord i stormvejr.

»Sejl mod vindretningen, du er ude af kurs,« fortæller computeren drengen, der sidder foran skærmen.

»Sejl fri af kysten,« fortæller computeren igen.

Han spiller et spil, der gælder om at sejle et skib til en destination uden kort. For i Vikingetiden sejlede man ud fra sin fornemmelse, da der ikke fandtes kort.

Ved siden af sidder en 30-årig mand og spiller på den anden skærm. Han forsøger at overhale drengen, mens hans to venner griner af ham. De kan nemlig se de to skibes placering på den digitale jordklode, og den 30-årige mand er ikke i nærheden af at overhale drengen, selv om han ihærdigt forsøger.

Vikingespillet har fanget de to spilleres opmærksomhed, men også tilskuernes, for i stedet for at læse om, hvordan vikingerne fandt til England alene på fornemmelser, kan de få lov at prøve det eller se andre forsøge på det. Så ikke nok med, at de interagerer med udstillingen, de interagerer også i høj grad med hinanden denne søndag formiddag på Moesgaard Museum, mens de kigger på den digitale jordklode.

3 attraktioner i Aarhus: