Byen, der næsten blev verdensarv

Sporvognen klemter med klokken og kapper næsten vores hæle af. Skinnerne går gennem hele den gamle bydel, og vi havde nok lagt mærke til dem, hvis ikke vi havde haft travlt med at kigge op. Op mod Gents kendetegn, de tre middelaldertårne, Sankt Bavo-katedralens tårn, Gents klokketårn med den gyldne drage på spiret og tårnet ved sømandskirken, Sankt Nicholas Kirke.

Den blide melodi fra Gents kirketårn når ud over torvet, men de lokale indbyggere lader sig ikke påvirke. Måske fordi tårnets melodi lyder i byen hvert kvarter hele døgnet, og nu er faldet i et med hverdagens baggrundsstøj. Melodien aftager, da vi træder ind i det kølige kirkerum i Sankt Bavo-katedralen.

Den knirkende lyd af skosåler mod de bonede marmorgulve giver genlyd mellem de massive træbænke og blander sig med den dæmpede harpemusik fra de små sorte højtalere i hjørnerne. Kirkens indretning sender tankerne på flugt til Italien, og øjnene i retning af de sirligt udhuggede hvide marmorengle. Det ligner nærmest, at de følger hvert et skridt, vi tager.

Vi blander os med mængden af asiater og følger strømmen til katedralens ubestridte juvel, altertavlen ”Tilbedelsen af det mystiske lam”. De intense smaragdgrønne og dybrøde farver i altertavlen oplyser det ellers mørklagte rum. Som vi står her i skæret fra de viltre farver, er det ikke svært at forstå, hvorfor Hitler havde en afbildning af altertavlen som favorit på sit private museum.

Lige ved og Unesco

Ikke langt fra Sankt Bavo møder vi den første kanal. Gent har 1.200 broer til at forbinde byen, som, foruden to store floder, består af et væld af kanaler. Her mødes de lokale til afslappende timer ved vandet, gode middage eller store øl. Det maleriske billede forstærkes af de gamle bindingsværkshuse ved kanalen, som kun kan entreres, hvis man dukker hovedet.

Vi stiger om bord på en let vippende båd, som skal sejle os rundt i kanalerne. Bådens kaptajn er en midaldrende herre med kort, gråt hår. Med sine lyse, løse jeans og forvaskede reklame-T-shirt indkapsler han den afslappede stemning omkring kanalerne.

Han serverer flamske specialiteter fra lokalområdet og kolde drikkevarer, mens han undervejs beretter om Gud, horehuse og verdensarv.

»På mange af de gamle bygninger kan I se to svaner, som støder hovederne mod hinanden. Til sammen danner de et hjerte og symboliserer håb, troskab og kærlighed. Hvis I derimod ser svaner afbildet med hovederne væk fra hinanden, betyder det, at huset fungerede som horehus,« fortæller kaptajnen med en ru latter, da vi passerer det dyre Hotel Mariott, der netop har to modsatrettede svaner på facaden.

Efterhånden som vi sejler, ændrer omgivelserne sig fra de gamle, udsmykkede huse, til mere industrielle, nybyggede butikker og boligkomplekser.

»Gent var indstillet til en plads på Unescos Verdensarvliste, men på grund af det nybyggede lejlighedskompleks, som lå så tæt på den gamle bymidte, blev byen aldrig verdensarv,« forklarer kaptajnen, mens vi passerer det moderne byggeri, som kostede Gent den anerkendende titel. Kanalerne afløser hinanden i alle retninger og bringer os forbi den gamle bryggerkirke. I sin storhedstid havde Gent mere end 300 bryggerier, hvoraf det største lå ved kirken. Ved et lille indhak på ydersiden af i kirkens sideskib hænger den korsfæstede Jesus, som kun er synlig fra vandet.

»Bryggerne mente ikke, at det var så vigtigt at have ham hængende synligt,« klukker kaptajnen.

Også beliggende ved kanalen finder vi slottet Graavensteen. Alle eventyrlige illusioner forbundet med ordet slot forsvinder ved synet af den robuste middelalderborg, som ved første øjekast virker mere afskrækkende end tiltrækkende. Bag de kraftige mure er det muligt at få en rundvisning og se det gamle torturkammer, og indbyggerne siger selv, at hvis man som turist overvejer at springe et besøg på borgen over, burde man komme i guillotinen som straf.

Mad er kultur

Turen går videre til ”slagterhallen”, hvor de lokale ganda-skinker hænger i store spær ned fra loftet. Vi får besked på ikke at røre dem, for de 15 kilo tunge skinker kan falde ned. I virkeligheden er det ikke en slagterhal, men en restaurant, og her er en kraftig og røget duft af de lokale specialiteter, som serveres ved små haveborde. I Gent er der en ting, som fylder mere i indbyggernes bevidsthed end de middelalderlige bygninger, og det er mad. Det siges, at her er mad en del af kulturen, og kulturen en del af maden.

Der serveres tre slags lokale skinker, noget forskellig pølse, ost og selvfølgelig den traditionsrige sennep, som er anrettet på en rund tallerken, og i glassene er den gyldne egnsdrik, Roomer. Den lemonadelignende drik er lavet på hyldeblomster, som plukkes hvert år i april, og i flasken ligger enkelte intakte hyldeblomster. Får man en af dem, betyder det, at man må ønske. En hvid blomst i glasset har nemlig samme betydning som et stjerneskud, siger de lokale og understreger, at der er 15 pct. alkohol i drikken, så den er ikke for børn.

Børnene kan til gengæld få en ”næse”. Eller en cuberdons, som det hedder på flamsk. Den mørkelilla slik, udformet som en spids næse, er hvindende sød, og har konsistens som det sukkerbetrukkede gelekonfekt, man kan få til juletid. Og børnene elsker det.

I chokoladebutikken Chocolato introduceres vi for cuberdons i både pulveriseret og flydende form, for Gents indbyggere er mindst lige så stolte af deres lokale slik som deres chokolade, så hvorfor ikke kombinere det.

Chocolatier Dimitry Blocken, forklarer os om chokoladens tilblivelse, mens den store overtræksmaskine pumper litervis af smeltet chokolade rundt med en saglig brummen. Den fede duft af smør og kakao hænger i luften, men med god chokolade er det alle sanser, som skal bruges.

»Chokolade skal føles glat og have en blank overflade. Den skal knase lidt ved første bid, og så skal duften følge smagen. Vi bruger næsten kun chokolade med op til 70 pct. kakaoindhold, for i en blindtest kan man alligevel ikke smage forskel på chokolade, som er over 85 pct. Derfor bruger vi også mere tid på, at fyldet i chokoladerne skal skabe en oplevelse,« forklarer Dimitry Blocken stolt.

Og stolthed er ikke en mangelvare i den belgiske by. Foruden mad og chokolade byder Gent også på egen vinproduktion. På trods af et årligt udbytte på blot 300 flasker, er den skjulte vinmark ved Sankt Peters Abbedi endnu en af byens store stoltheder.

Så selv om Gent er byen, som ikke blev verdensarv, fandt den i stedet stolthed i gastronomi og historie, og spørger man indbyggerne, hvad det bedste ved byen er, så stopper de aldrig med at tale.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.