Yoga i Guds Land

Yogacamp i Marrakech er ren velvære for krop og sjæl. Her kan du lade varmen omslutte din krop, mens du lukker øjnene, giver dig hen til cikadernes sang, glemmer omverdenen og nyder nuet.

Artiklens øverste billede
Yogaundervisning på Jnane Tamsna er for alle: individuelle eller grupper, nybegyndere eller øvede. Og folk strømmer til fra hele verden for at være med. Foto: Perumal Koshy

En varm luft omslutter min krop, og jeg mærker, hvordan solens stråler kærtegner min hud. Palmernes blade er dybgrønne, jorden nærmest rødglødende og himlen uendeligt lyseblå. Ikke en vind rører sig, og alt ånder fred.

Marrakech betyder ”Guds Land” på berbisk, og denne nordafrikanske perle er i sandhed et jordisk paradis. Hvis ikke man finder indre ro her, så finder man det ingen steder.

Derfor er det netop her, jeg i løbet af den næste uge skal blive et med mig selv gennem et individuelt og intensivt kursus udi afspænding og kropsbevidsthed.

Et trækplaster for yogier

Markerede muskler, smidige led, opkvikkende udrensninger og et klarere sind. Alt det på én gang? Jeg var skeptisk, da jeg hørte om alle yogaens mirakeleffekter, men det var forsøget værd, tænkte jeg og tilmeldte mig syv dages yogacamp i Marrakech. Om ikke andet kunne den nordafrikanske varme vel løsne lidt op i mine stive led.

Et Google-opslag senere, og jeg havde fundet frem til ”the place to be” for yogier på gennemrejse i den røde by. Jnane Tamsna hedder stedet, som ifølge mine kilder skulle være et sandt trækplaster for yogaudøvere verden over, der strømmer til for at tviste deres torso, krølle sig sammen og vride deres krop i alverdens mulige og umulige stillinger.

Den første dag står på coretræning med fokus på mave og ryg, for fundamentet for en god yogasession er, at kroppens center er stærkt og veltrænet.

»Den indledende session sætter altid fokus på coren. Herefter skal vi koncentrere os om ben, dernæst arme og så fremdeles. Dermed kommer vi skridt for skridt hele vejen rundt,« forklarer underviseren Perumal Koshy.

Jeg er nybegynder inden for disciplinen, så det er nødvendigt at starte helt fra bunden med vejrtrækningsøvelser og kropskontrol. Men også mange erfarne udøvere søger hertil både alene og i grupper for at blive udfordret og få udvidet deres repertoire med nye positioner.

Omkring hotellets hovedbygninger ligger en række villaer, som kan lejes af familier og større grupper. Her kan man i fred og ro nyde sin helt egen pool. Foto: Jnane Tamsna

»Senest lavede jeg en workshop for 28 danske kvinder, som kom hertil med deres yogaunderviser for at lære nye øvelser. De dyrkede alle sammen yoga på ugentlig basis, så her bestod min opgave i at bygge oven på deres solide grundform,« fortæller Perumal Koshy og tilføjer, at han ikke holder sig strikt til en eneste stil, men i stedet henter inspiration fra forskellige skoler for således at tilpasse sin undervisning de enkelte elever.

Og Perumal Kochy ved om nogen, hvad han har med at gøre.

»Som teenager dyrkede jeg kampsport på højt niveau, men de mange slag, knæk og fald tog hårdt på min krop, og jeg måtte stoppe af helbredsmæssige årsager,« fortæller han.

Da kampsporten blev taget fra ham, oplevede han et stort tomrum, hvorfor han helt tilfældigt og lidt umotiveret kastede sig over yoga.

Men han blev hurtigt bidt af disciplinen, og da han en dag fik et syn lidt ud over det sædvanlige, vidste han, at han var havnet på rette hylde. Igen og igen viste en yogamester sig for øjnene af Perumal Koshy, der besluttede at tage til Indien for at finde vedkommende i egen høje person. Han rejste landet tyndt, spejdede fra nord til syd og fra øst til vest, besøgte de mest isolerede bjergbyer og de fattigste flækker, lige indtil han en dag stod ansigt til ansigt med sin mester.

Her blev den håbefulde yogi hængende, sugede til sig af lærdom, og kunne inden længe åbne yogaskoler i London, Milano og senest i Marrakech, hvor han i dag ligeledes er tilknyttet som privatinstruktør på hoteller som Jnane Tamsna.

Orientalsk zen

Vi er helt alene og har taget plads lidt væk fra hotellets hovedbygning, hvor jeg sveder og skælver, mens min underviser presser mig ud i positioner, jeg ikke vidste eksisterede. En dynamisk solhilsen, en rank lotus og en bredstående kriger. Alle 640 muskler tages i brug, og ikke én bliver glemt. Det knirker og knager, men jeg holder tungen lige i munden og forsøger at vende blikket indad for at lytte til min krop – den skal nemlig nok fortælle mig, hvor langt jeg kan gå.

Hver aften tændes der levende lys overalt: omkring poolen, langs grusstierne, ved foden af palmerne og på havemøblerne. Foto: Jnane Tamsna

Og når det gør allermest ondt, så tænker jeg blot på det, der kommer bagefter. Hver aften rundes dagens yogaanstrengelser nemlig af med en times meditation i et charmerende anneks bagerst i haven. Under loftet sværmer små svaler omkring, og langs væggene står store marokkanske krukker i forskellige farver og former. Alt emmer langt væk af orientalsk zen og får mig straks til at glemme alt om dagens anstrengelser. Mens Perumal Koshy tænder op i den åbne pejs, lægger jeg mig udstrakt på min yogamåtte, lukker ned for alle sanser og tømmer hovedet, for mindfulness handler om nærvær og fuld opmærksomhed på øjeblikket her og nu. Ud af højttalerne strømmer bløde toner, som luller mig væk i en let søvn. Hele min krop er udmattet efter den hårde træning, og hver en celle nyder dette øjebliks afslapning.

Udlev den grønne tankgang

Om eftermiddagen rykker undervisningen ind i et anneks. Her tændes op i pejsen, mens der strækkes ud og spændes af efter dagens anstrengelser. Foto: Perumal Koshy

Men vigtigst af alt inkarnerer Jnane Tamsna den bevidsthed og grønne ånd, som de fleste dedikerede yogaudøvere forsøger at efterleve. På værelserne står økologiske cremer og sæber baseret på lokale ingredienser som mynte og appelsinblomst. Poolen opvarmes naturligt ved solens kraft, og energislugende hammams og hot tubs skal man lede længe efter. Alle måltider komponeres af økologiske grøntsager dyrket i den store grøntsagshave af specialiserede botanikere, der ved, hvordan man bedst får salathoveder og jordbærplanter til at gro ved hjælp af naturlig gødning. Så man kan roligt sætte tænderne i de velduftende tajines, den krydrede couscous og de fyldte pastillas, for alt er tilberedt med bæredygtig dedikation.

Som et nyt menneske

Og denne lille marokkanske oase er da også noget for sig. Den er gennemdesignet, charmerende og frem for alt hjemlig. Den indbyder til lange gåture langs de skyggefulde blomsteralléer, friskpressede citronader i de grønne indergårde og en god lang eftermiddagslur på tagterrassen blandt de ornamenterede lerkrukker beplantet med høje kaktusplanter.

Jnane Tamsna er i sandhed et rekreativt Mekka, der gør det let for enhver at tømme hovedet for tanker og slappe hundrede procent af. For hver dag, der går, mærker jeg, hvordan min krop på en og samme tid spænder af og bygger sig op, og om det er yogaen eller den marokkanske sommer, der til sidst overvinder mig, er ikke til at sige, men da jeg efter syv dage ruller yogamåtten sammen, føler jeg mig unægteligt som et nyt menneske.

Tre råd til rejsen

  • Transport: Kun få kilometer fra Jnane Tamsna ligger byens medina (bazar, red.). Den kan snildt klares til fods, men et godt alternativ er de små lokale hestevogne, bedre end kendt under navnet kutchee. Det er en god idé at aftale pris med kusken, inden kareten sætter af sted. En vejledende takst er 80 Dirham pr. time. (ca. 53 kr.)
  • Velvære: Vil du ikke blot pleje dit indre, men også dit ydre, bør du sætte tid af til en god gang massage efterfulgt af pedicure, og hvorfor ikke også få en ansigtsbehandling, nu du er i gang? Jnane Tamsna tilbyder en bred vifte af behandlinger, udført lige der, hvor du ønsker det: ved poolen med en drink i hånden eller på tagterrassen med næsen i sky, du bestemmer. Alle behandlinger kan bestilles i receptionen.
  • Udflugt: Byens vel nok mest kendte åndehul er Jardin Majorelle. Denne botaniske have blev opført i 1924 og er et sandt skattekammer af skyggefulde alléer og eksotiske planter. Et must for enhver på jagt efter ro og velvære.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.