Påske i storbyen? Her er lommetyvene på spil

Påskeferie er for mange danskere lig med storbyferie, og det er ikke gået lommetyvenes opmærksomhed forbi. Særligt ét sted skal du være på vagt.

Artiklens øverste billede
Barcelona og Mallorca er de destinationer, hvor rejseforsikringsselskabet, Europæiske, modtager flest tyverianmeldelser fra.

Det er påske, det er ferie, og for mange er det en oplagt mulighed for en smuttur til en europæisk hovedstad. Men det, der skulle have været en romantisk kærestetur til Paris, en shoppingtur i London eller en forlænget weekend i Barcelona, kan hurtigt gå i hårdknude, hvis taskens indhold pludselig er væk.

Hovedstæder er nemlig også hjemmebane for mange topprofessionelle tyve. Og de bliver mere og mere udspekulerede, fortæller Karin Tranberg, der er assistancechef ved rejseforsikringsselskabet, Goudas, alarmcentral.

"Vi ser flere og flere tricktyverier, for eksempel at tyvene skærer bunden ud af tasken eller skubber i en kø, og så opdager man, at inderlommen er blevet tømt. Tyvene er blevet smartere" siger hun.

Samme erfaring har Danmarks største rejseforsikringsselskab, Europæiske. Her havde man i påsken 2013 otte procent flere tyverisager end normalt.

Barcelona er lommetyvenes paradis

"Det, vi oftest ser, er lommetyveri og tricktyverier, hvor der er flere personer involveret. Altså hvor nogle spørger om vej eller ild, mens andre bestjæler én. Ramblaen i Barcelona er et glimrende eksempel, hvor vi ser mange tilfælde," siger supervisor hos Europæiske, Mark Bartram.

Barcelona og Mallorca er de destinationer, hvor Europæiske modtager flest tyverianmeldelser fra. 21 procent af de anmeldte tilfælde stammer herfra, mens andenpladsen indtages af tyrkiske feriebyer som Alanya og Antalya.

Opdager det for sent

Tyvenes spidsfindigheder gør, at de ofte når at forsvinde langt væk, inden nogen fatter mistanke.

"Fordi det ofte sker på en så snedig måde, finder mange først ud af, hvad der er sket en time efter," siger Karin Tranberg og peger på, at det er nok for en tyv til for eksempel at bruge kortet på internethandel.

Kan forsinke rejsen

En ting er pengene, noget andet er, hvis passet er forsvundet. Det kan nemlig hurtig blive en besværlig affære, forklarer Karin Tranberg.



”Så kan man ikke bare flyve hjem, men må anskaffe sig et nødpas, afhængigt af hvor i verden man er. Det koster penge, og man risikerer at bruge op til flere feriedage på at få fat i politi og ambassade,” siger hun.

Det skal du gøre, hvis uheldet er ude:

  • Hæve- og kreditkort: Kontakt din bank og få dine kort spærret.
  • Pas: Kontakt den danske ambassade eller konsulat. Har du udgifter på ambassaden eller konsulatet, skal du huske at få en kvittering, som du skal bruge, når du anmelder skaden til dit forsikringsselskab.
  • Anmeld evt. tyveri til det lokale politi. Husk at få dokumentation på din anmeldelse, f.eks. en kopi af rapporten eller nummeret på den. Du skal bruge dokumentationen, når du anmelder skaden til dit forsikringsselskab.

Det kan du gøre for at undgå tyven

  • Vær opmærksom. En selvsikker udstråling skræmmer ofte tyve væk.
  • Gå efter et fast mål. Undlad at stoppe op i de mindre pæne områder i storbyer.
  • Bær ikke dine værdigenstande uden på tøjet.
  • Fordel dine penge. Brug for eksempel et mavebælte til store beløb og en pung til de mindre beløb.
  • Har du en skuldertaske, så bær den med remmen på tværs, så den ikke let kan hives af.
  • Vær opmærksom på personer, som passer dig op på gaden for at sælge dig noget.

Antal tyveri- og røveriskader fra 01.01.2013 til 31.12.2013

  Fordeling i procent Byer der er udsatte
Spanien 21% Barcelona, Mallorca
Tyrkiet 7% Antalya, Alanya, Bodrum
Frankrig 6% Paris, Nice
Thailand 5% Phuket, Pattaya
Grækenland 5% De Græske øer, Kreta
Italien 4% Rom, Milan, Venedi
USA 4% New York, Los Angeles
Storbritannien 3% London
Bulgarien 2% Sunny Beach
Egypten 2% Hurghada, Sharm el sheikh

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen