Mød fortidens elefanter på Zoologisk Museum

Mammutten er efter 22.000 år vendt tilbage til Danmark. Men bare rolig, kun i skeletform. Zoologisk Museum i København har været en tur i Sevsk i Rusland efter deres nye museumsobjekter, komplette skeletter af en mammutfamilie og andre fascinerende fortidsdyr fra istiden til udstillingen ”Mammutterne – kæmperne fra Rusland”.

Store elefantdyr

De største steppemammutter kunne blive op til fire meter høje og veje op til ti ton. Deres efterkommere, de uldhårede mammutter, har fascineret mennesket i mange år. Lige fra dengang vores forfædre malede dem på hulevæggen til i dag, hvor palæontologer forsøger at stykke et billede sammen af mammuttens fascinerende færden.

»Skru lidt på en indisk elefant, og du får en mammut,« forklarer en begejstret Bent Lindow. Han er palæontolog på Statens Naturhistoriske Museum, hvor Zoologisk Museum hører ind under. På museet forskes i jordens dyreliv, og i udstillingerne kan du se, hvordan dyrelivet forandrer sig, hvis du rejser fra Nord- til Sydpolen.

Bent Lindow har forsket i fortidsdyr i mange år, og han viser mig rundt på Zoologisk Museums nye særudstilling om istidens dyr. Det første, jeg bliver mødt af, er kæmpestore skeletter i lysebrune farver. Knoglerne er samlet, så man får en fornemmelse af den uldhårede mammuts imponerende højde og kraft.

»Mammutterne og andre kæmpedyr levede over hele jorden tilbage i istiden. Asien, Amerika, Afrika og Europa. Udstillingen giver publikum mulighed for at rejse tilbage til en hel anden og meget fascinerende verden, hvor flokke af kæmpedyr vandrede rundt – også her i Danmark,« fortæller han.

Pelsfund giver svar

Mammutten giver et unikt indblik i en verden, hvor store dele af kloden var dækket af is i over 100.000 år. Fordi der er fundet så mange skeletter og hele mumificerede mammutter med kadavere og hår, er det muligt at sige meget om mammuttens levevis, f.eks. se, hvad den spiste, og hvordan den levede.

»Normalt, når vi finder fortidsdyr i Danmark, er alt det bløde spist og borte, men fordi de her dyr har levet i permafrostområder i Sibirien, så frysetørres de naturligt, når de dør. Det er simpelthen så tørt og koldt i vejret, at bakterier ikke kan nå at nedbryde det døde kød, og i stedet bliver det altså bevaret, så vi så har eksempler på med mammuthår og mammutkød,« siger Bent Lindow og viser mig en montre med stykker af kød og hår fra en mammut.

Det er svært at være lige så begejstret som palæontologen. Jeg bliver dog alligevel fascineret, når jeg tænker på, at det, jeg står og kigger på, er flere tusinde år gammelt.

»Det ser man normalt ikke fra forhistoriske dyr, så det er en enestående mulighed for at kunne sammenligne dyr med i dag, og f.eks. opklare, hvilke planter som mammutten åd,« fortæller han og forklarer videre, at fundene af mammuthår har ført til, at forskere har kunnet slå fast, hvordan mammuttens pels var opbygget. Inderst har de haft en tæt, varm uld og yderst har der været lange, mørkebrune dækhår. De har med andre ord været godt tilpasset til istidens kolde vilkår.

Danmark i istiden

Istidens landskab var præget af gigantiske gletsjere og vidtstrakte græssletter. Det var en tid, hvor mennesket endnu ikke dominerede jorden, men levede side om side med istidens gigantiske dyr. Her herskede sabelkatte, kæmpeulven strejfede omkring og den uldhårede mammut tøffede rundt og guffede planter, fortæller Bent Lindow.

»Vi skal forestille os en verden, hvor der er store, men meget frodige græsområder. Klimaet er koldt, men også tørt, og derfor har der været mange forskellige urter og plantearter, som fortidsdyrene kunne mæske sig i. Mangfoldigheden kan sammenlignes med det, vi i dag kender som savannen i Afrika,« fortæller han.

»Der har gået uldhårede næsehorn, store rensdyrflokke, steppebisoner og vildheste. Og hvor der er store planteædere, er der også store rovdyr. F.eks. huleløver, som er en størrelse større end de løver, vi kender i dag,« forklarer Bent Lindow.

Særudstillingen om istidens dyr byder ud over mammutfamilien også på skeletter af andre fortidsdyr som steppebisonen, en russisk hulebjørn og Stellers søko, et enormt havdyr, som levede i de arktiske egne. Mellem skeletterne kan du opleve en fotoserie af den russiske fotograf Evgenia Arbugaeva, som portrætterer nutidens mammutjægere, der jagter gamle mammutskeletter på Bolshoy Lyakhovskiy-øen i det nordlige Sibirien.

Mammutbabyen Dima

I udstillingen kan du også se en afstøbning af en mumificeret mammutbaby, med kælenavnet Dima, som har ligget indefrosset i jorden i 40.000 år.

»Dima blev fundet i det nordøstlige Sibirien af russiske guldgravere, som var i gang med at grave efter guld. Noget overraskende gravede de også denne lille mammutunge frem,« fortæller Bent Lindow og peger på en afstøbning af en nuttet, lille unge i udsultet tilstand.

Mammutbabyen Dima har sandsynligvis bevæget sig ud i noget flodvand, hvor hun ikke kunne komme op, og er død og blevet begravet i floden. Sibiriens kolde klima har med det samme frysetørret den lille unge.

»Hun var syv-otte måneder gammel, da hun døde, og det er da lidt sørgeligt at tænke på. Men til gengæld har vi i dag mulighed for at se en hel afstøbning af en mammut, hvilket er absolut enestående,« siger Bent Lindow.

Side om side med kæmperne

I istiden levede mennesker side om side med de store fortidsdyr. Fortidsmennesket har jaget og levet af hest, rensdyr og bison, fordi de var nemme at håndtere i en jagtsituation. Men indimellem har de også jaget mammutten.

»Det er yderst interessant, at vores forfædre også fandtes dengang. Tænk på, at de har set dyrene og levet side om side med dem,« fortæller Bent Lindow.

»De kæmpestore mammutter har været et råstof for menneskene. De har brugt elfenben til våben og til at bygge hytter. Vi kan også se på hulemalerier, at de har tegnet og malet mammutterne meget korrekt, så de må have haft en god idé om dyrets anatomi,« forklarer han.

Mammutterne havde efterhånden lært, hvornår de små, tobenede størrelser med spyd var farlige, og menneskene havde på samme måde lært at leve med mammutterne, fortæller Bent Lindow.

Ukendt forsvindingsnummer

Tusindvis af år levede menneskene og mammutter sammen, uden at det påvirkede mammutbestanden. Derfor er dét sandsynligvis ikke grunden til, at mammutterne forsvandt fra Jorden.

»Vi ved faktisk ikke, hvorfor mammutterne forsvandt,« fortæller Bent Lindow, der dog peger på, at navnlig to faktorer har haft indflydelse på istidsdyrenes forsvinden: temperaturændringer og konkurrencen om mad.

»Steppebisoner og heste har været presset af jagt. Derudover har det vist sig, at bisoner og heste levede af de samme ting. I Nordamerika var det hesten, der uddøde, mens bisonen overlevede, og i Europa lige omvendt; hesten overlevede, og bisonen fortrak ind i skovene.«

Der er imidlertid mere mystik om, hvorfor de kæmpestore mammutter forsvandt fra jorden.

»Det er med størst sandsynlighed temperaturændringer, der har betydet, at der er faldet sne og er blevet vådt, hvor mammutterne skulle finde mad,« forklarer Bent Lindow.

På spørgsmålet om mammutterne nogensinde vender tilbage til Danmark, beroliger Bent Lindow, at de nok aldrig vender tilbage.

»Der er spekuleret i at klone en indisk elefant med dna fra en mammut, og på den måde genskabe en hybridmammut. Men der vil aldrig være mammutter som dengang,« slutter Bent Lindow.

Vil du nå at tage en tur tilbage til istiden og opleve mammutskeletterne, kan du se Zoologisk Museums særudstilling indtil 1. august.