Fortsæt til indhold
Rejser

Mød de lokale ildsjæle

Følg i hælene på Travelling Heels, lej en cykel og mød lokale ildsjæle i Det Sydfynske Øhav.

HANNE WÜRTZ

Efter 75 minutters sejlads med ”Rasmus Klump-færgen” fra Svendborg til Ærøskøbing modtages vi af Allan Harsbo. Han er gammel Ærødreng og har skrevet flere bøger om øen og skal guide os på en cykeltur, som runder Marstal, inden vi ved aftenstid returnerer med færgen.

Øhavsstien er en 220 km lang vandresti rundt om Det Sydfynske Øhav.

Undervejs venter flere svinkeærinder for at give os smagsprøver på, hvad Ærø har at byde på. Derfor tager vi ikke den korte rute ad Snevresti langs vandet og derefter Dæmningen, men tramper hårdt i pedalerne op ad Lille Stokkebyvej til Ærøs ”rygrad”. Herfra belønnes vi med en af øens bedste udsigter over bakkelandskabet med marker og landsbyer mod syd, øst og vest og ud over øhavet mod nord. Vi – en håndfuld danske journalister af begge køn – er inviteret på en tredages tur til Det Sydfynske Øhav med Travelling Heels som hovedaktør. Dette selskab er, som navnet indikerer, normalt forbeholdt kvinder. Det har det Ligestillingsrådets ord for, efter at en mand klagede over at være blevet afvist, oplyser indehaveren, Nina B. Jacobsen.

På denne tur er der dog flere samarbejdspartnere med det formål at præsentere en bred vifte af tilbud – nærmest en aperitif mikset af natur, cykling, vandring, kultur, kunsthåndværk, overnatning og kulinariske oplevelser.

Aperitif til oplevelser

Sidstnævnte er så vidt muligt baseret på lokale produkter: kød, pølser, ost, grøntsager, frugt, saft, øl, vin og chokolade. Og takket være fremsynede initiativtagere er det lykkedes at få lokale ildsjæle samt turist- og erhvervsfolk til at finde sammen om markedsføring af Fyn og omkringliggende øer. For også her lurer affolkningen. Der skal tænkes nye tanker for at gøre opmærksom på, at livet også leves i yderområderne.

Et af de nye tiltag er ”Meet the Locals”. Vi møder kvinden bag, Karen Elberg, som er etnolog og bor i Svendborg. Hun ser en trend i tiden til, at turister vil have noget andet end polerede standardoplevelser og er nysgerrige efter at kigge ind bag facaden.

Hun har allerede en del aftaler i hus, foreløbigt i det sydfynske, men hun arbejder på at få flere og vil gerne udbrede konceptet til hele landet. Det engelske navn er valgt i håb om også at tiltrække udenlandske turister.

Selvforsyning og løbeture

Vi møder hende i Sibirien på Vestfyn hos Eva Vermehren og Bo Egelund. De bor i en stråtækt idyl og stræber efter at blive totalt selvforsynende. De har dyrehold, økologisk køkkenhave efter ”no dig”-metoden, skov til brændeovnene, jordvarmeanlæg og planer om solenergi. Eva Vermehren har lys i øjnene, når hun viser rundt.

Kaleko Mølle få km fra Fåborg er Danmarks ældste bevarede vandmølle og fortsat funktionsdygtig. En del af tvjulekalenderen "Nissebanden" blev optaget her. Arkæolog Poul Hede fra Øhavsmuseet fortæller levende om egnens historie. Foto: Hanne Würtz

Gemalen Bo Egelund er læge og passioneret løber, og følger man ham på løbetur i Brahetrolleborgskovene, får man kultur- og naturhistorie og måske en lille arie i tilgift.

Andre ildsjæle er kunstnere, kunsthåndværkere, producenter, guider, kokke, bryggere m.fl. Fælles for dem er, at de brænder for det, de foretager sig, at de har noget særligt at fortælle, som f.eks. Henrik Konnerup, bager, konditor og chokolatiér, der foretrækker kokke frem for konditorer til sin chokoladefremstilling. Begyndelsen til den nu blomstrende virksomhed Konnerup Chokolade i Vester Aaby med ti ansatte var trøfler og forældrenes gamle campingblus.

I Marstal på Ærø er der dog også mulighed for at smage lokalproduceret chokolade. Øhavets chokolade hedder det rent hobbybaseret foretagende, som landdistriktskoordinator og chokolatiér Karl Morten Pedersen er alene om. Hans motto er, at det skal være sjovt samtidig med, at han ikke går på kompromis med kvaliteten. Alt er håndlavet, og lokale råvarer er et must, bl.a. figen, blåbær og Riga Balsam, som påstås at have helbredende virkning.

Øl, ost og vin

Carsten Andersen, Skaarupøre Vingaard, tager et vurderende kig på sine vinstokke, som ser ud til at have det godt trods den lange vinter.

I det hele taget spiller gastronomien på lokal basis en stor rolle for beboerne ved Det Sydfynske Øhav. Øboerne er med rette stolte af deres produkter, hvad enten disse er i fast eller flydende form. Vi møder Peter Hansted, som har gjort det tidligere Rise Mejeri til et succesrigt mikrobryggeri for specialøl. Foruden et fast sortiment satses der på nye sorter afpasset efter årstiden – siden 2008 også økologiske. Dansk Supermarked og Coop er storaftagere.

På Gundestrup Mejeri brygger indehaveren Jørgen Hoff, mejeritekniker og brygmester, øl på vallen, som bliver til overs efter ostefremstillingen.

En forrygende oplevelse.

Er man mere til vin end til øl, kan man besøge Skaarupøre Vingaard. Bente Rasmussen og Carsten Andersen satte sig i 1990'erne for at bevise, at der kan dyrkes vin nord for den 50. breddegrad. I 2002 blev de første vinstokke plantet. Siden er flere kommet til, og i 2010 blev de første flasker solgt. Det er fortrinsvis hvidvine – også mousserende. Parret er overbevist om, at det danske klima kan konkurrere med champagnedistriktet, og i 2015 satser de på at kunne kalde sig økologiske vinbønder.

Indtil nu er vinavlen en fritidsbeskæftigelse, men når pensionsalderen nås, bliver det på fuldtid.

Alle vine har nordiske gudindenavne. Glaspropper sikrer mod afsmag, de kræver ikke værktøj og kan genlukke flasken.

Vandring til B&B

Øhavsstien er en 220 km lang vandresti rundt om Det Sydfynske Øhav. Vi prøver en lille bid fra Vindebyøre på Tåsinge til Teglgaarden B&B, hvor vi skal overnatte.

Et hvil og en lille forfriskning gør godt, når man er på vandre- eller cykeltur på Ærø. Her ved Nevrestien mellem Ærøskøbing og Dæmningen. Foto: Hanne Würtz

Vi fortsætter igennem det nu mondæne Troense med de mange bindingsværkshuse og lægger vejen omkring Valdemar Slot.

Vi passerer den 500 år gamle eg, som digteren Ambrosius Stub holdt af at sidde og læse under, og ser skiltet, der viser ind i Nørreskoven, hvor Elvira Madigan og Sixten Sparre i 1889 gjorde ende på deres ulykkelige kærlighedsforhold.

Således tanket op med natur og kultur når vi frem til Teglgaarden i Gl. Nyby, hvor vi modtages på gårdspladsen af selvbevidste høns og af Pia Mørch, som i 1999 bød de første Bed & Breakfast-gæster velkommen. Hun er desuden ansat på det økologiske landbrug Skiftekær, så gårdens tilhørende landbrug drives økologisk. Den økologiske morgenmad serveres på en bakke på værelserne, som er store og lyse med utraditionel udsmykning.

Gæsterne kan bevæge sig frit omkring ligesom hønsene og kigge på heste, geder og dexter-kvæget, som ifølge Pia Mørch elsker rå kartofler og rødbeder.

Gastronomi i Hønsehuset

Hun har hyret kokken Mikael Hansen til at give os en gastronomisk oplevelse i Hønsehuset. Menuen står på blåmuslingesuppe med multe, torsk, jordskokker, asparges, fjordrejer, ramsløgspesto, kalvemørbrad, brissel, grøn asparges, kartoffelgratin, svampe, fynske oste, kærnemælkssorbet formet som et æg, rabarbertrifli i et smalt glas samt et stykke kage. Og vine, der passer til.

Aftenen efter på Restaurant 5 ved den gamle træskibskaj i Svendborg kræses der op for os igen. Indehaveren Jeff Scott Foster er englænder og kom til Danmark i 1995. Han står selv i køkkenet, præsenterer hver enkelt ret og fortæller om sit koncept. Det bygger på årstidens fynske råvarer, enkelt tilberedt og enkelt serveret. Den otte retters middag er ikke så voldsom, som man kunne tro, for portionerne er ganske små, flere af dem nærmest en enkelt mundfuld.

Jeff Scott Foster vælger lokal cider til de to første retter: ”rogn-røg-rug”, som dækker over stenbider- og slethvarrogn, rygeoste og rugbrødsflager og derefter fynsk borsch polonaise med fynske krebs; specialøl til de næste to: unghane i mjød med skorzonerrod, æbler og honning og derpå slethvar; rødvin til svinekæber med pastinak og solbær samt til bøffilet med selleri og drys af røget marv. Efter en jernurtrenser er der dansk æble-isvin til desserten, rabarber, valrhona-chokolade og et par skovmærker.

Har man lyst til selv at forsøge sig med de fynske råvarer, kan man deltage i madkurser eller blot tage på smageeventyr.