De smilende bjerge

Engang var det verdens krigshelvede nummer et. I dag har Vietnam børstet krigens galskab af sig og er blevet et attraktivt turistmål i Østen. Naturen og gæstfriheden er enestående, priserne er lave, og selv om det stadig er forholdsvis møjsommeligt at bevæge rundt i landet, er det så rigeligt strabadserne værd.

Økohotellet med panoramaudsigten hvilede på et par bakker for enden af en jordvej.

Det lød sådan set nemt nok.

Vi skulle bare flyve i 12 timer fra København til Singapore, hægte os på en flyforbindelse videre til Hanoi, en kort strækning på sølle tre timer, og derfra trille videre i 10 timer med nattoget til Lao Cai, en søvnig by på grænsen til Kina. Så var vi der praktisk talt. Næste etape var ikke noget at snakke om. Det var en beskeden tur på 38 km - op i bjergene til landsbyen Sapa. Det kunne højst tage en times tid med minibus, lød vurderingen, måske to hvis der var vejarbejde.

Økohotellet lå kun en anelse længere ude i bjergene - i Than Kim 18 km fra Sapa. I solskin talte vi om en ryste-rasletur i en ramponeret firehjulstrækker ad hullede, smalle jordveje på yderligere en times tid, i værste fald to-tre timer hvis der var vejarbejde, uvejr eller jordskred, tre ikke usædvanlige fænomener på egnen på denne tid af året.

Da vi kravlede i mål i Topas Ecolodges lave, stråtækte granitbungalows, spurgte vi os selv, om vi var rigtig kloge. Sammenlagt havde vi brugt mere end et døgn på at nå frem, nu silede regnen ned, tåge havde pakket udsigten effektivt ind, og vi var indsmurt i rødligt mudder efter en flere timer lang terrængående stroppetur, vi havde realiseret tidligere på dagen, sådan bare for sjov.

Var vi bims eller hvad?

Næh, egentlig ikke.

Vist regner det indimellem, og tåge kan omklamre bjergene. Og ja, der er langt til Indokina fra Danmark. Men det er uden betydning, når først man står der. En rejse til dette hjørne af verden er alle strabadser værd.

Eksotisk og gæstfrit

Vietnam er et vidunderligt land; frodigt, eksotisk, gæstfrit og betagende. Det er en fattig, kommunistisk stat, ikke ligefrem den bedste anbefaling, og landets historie er så grum som nogen, men det mærker man intet til som turist.

De milde, arbejdsomme vietnamesere har for længst børstet krigens vanvid af sig. De ser fremad, og der er fart på udviklingen, efter at etpartistyret i et vist omfang har sluppet de frie markedskræfter løs og inviteret udenlandske investorer til landet.

Amerikanere er velkomne

Turister modtages med et smil, og det er nemt at gøre sig forståelig. Engelsk er fremmedsprog nummer et, ikke fransk, selv om Vietnam i mange år udgjorde en del af Fransk Indokina. Amerikanerne, der kastede flere millioner tons bomber over landet under Vietnamkrigen, behandles så høfligt som alle andre, de grønne dollarsedler er gangbare overalt, og der er en del at bruge dem til i det mægtige, langstrakte land, især hvis man interesserer sig for trekking.

Vandretur i bjergene

Vi valgte at se nærmere på en lille bid af den bjergrige, nordvestlige del, et område der har ry for at høre til blandt noget af det smukkeste i landet. Derfor havnede vi i første omgang i Sapa, der bruges som udgangspunkt for de fleste udflugter og vandreture i området.

Det fik vi også lejlighed til, men bare slentre omkring i Sapa er også en oplevelse.

Byen med de bratte gader vrimler med montagnarder, indbyggere fra de lokale bjerglandsbyer, især fra stammerne H'mong og Dao. Landsbyboerne står tidligt op, og iført deres traditionelle farvestrålende gevandter vandrer mange af dem i timevis for at deltage i Sapas brogede marked. Et kæmpemæssigt, men forholdsvis stilfærdigt virvar, der breder sig op og ned ad en række stejle gader. De handlende falbyder deres kram enten direkte på jorden eller fra lave træborde eller småkasser, og der er meget at vælge imellem: sære fisk, røgede hunde, kæmpetomater, lime, eksotiske frugter med løjerlige navne, slanke hvide blomster, nødder i sække, høje aluminiumsgryder og brede wokpander, bittesmå myldrende krabber i plasticbaljer, fede, sprællende larver, risvin i flasker med døde slanger på bunden, kokosnødder, æg, flåede kyllinger, indigo, friske krydderier, ris i tonsvis, tøj og nudler og en masse andet, der hører til på et eksotisk marked.

Man kan sagtens få det meste af en dag til at gå med at drysse rundt på markedet, men vi skulle videre.

Massiv frodighed

Efter en solid vietnamesisk frokost, indtaget traditionelt med spisepinde, var vi klar til at udforske landskabet anført af en lokal guide. Det var en let rute, men blev alligevel en mageløs bjergvandring.

Først gik det ned, ned og ned ad bjergstierne, og vi blev omgående overvældet af den massive, grønne frodighed.

Risterrasser på skråningerne så langt øjet rakte i alle retninger. Dramatiske udsigter, der ændrede sig, næsten for hver meter vi gik.

Bøfler og sorte svin

Floder, der snoede sig gennem dalen. Forsigtige vandfald og sammenflikkede hængebroer, der gav sig og rokkede faretruende, når man vovede sig over dem.

Her og dér landsbyer beboet af spraglede montagnarder med plasticsandaler. Snavsede børn med snotnæser og store smil.

Muddertilsølede vandbøfler, der traskede rundt eller stirrede ubegavet frem for sig. Sære sorte svin med voluminøse hængemaver, der slaskede helt ned i de våde rismarker, når de vraltede af sted.

Sidste etape var en stejl opstigning til områdets eneste vej. Efter fire-fem timers vandring var vi svedige, beskidte og trætte, og vi var mere end klar til at blive samlet op af de ventende firehjulstrækkere og fragtet tilbage til luksushotellet i Sapa - til et velfortjent bad og en kølig forfriskning.

Vietnams højeste bjerg

Havde vi haft bedre tid, kunne vi i stedet have gennemført den klassiske vandring til Fan Si Pan, Vietnams højeste bjerg. Turen kan kun gøres til fods, men selv om afstanden er kort, bjerget ligger kun 19 km fra Sapa, tager vandreturen frem og tilbage normalt tre-fire dage. Bjerget er 3143 meter højt, terrænet er vanskeligt og vejret ofte dårligt med regn, tåge og kulde. Det kræver en vis kondition at gennemføre sådan en tur, og det tager sin tid. Man kan gøre det på to dage, men det er absolut kun for hardcore-trekkere.

Men hvad med økohotellet? Jo, vi fik da set det og kan bekræfte, at det ligger både smukt, øde og højt i terrænet, at hotellets mad er autentisk, og at stedet bestemt er et godt udgangspunkt for en vandreferie. Men panoramaudsigten, den har vi til gode.

kim.pauli@jp.dk

Jyllands-Posten var inviteret til Vietnam af Singapore Airlines, rejsebureauet Topas og Gouda Rejseforsikring.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen