Castros Cuba

Cuba er amerikanerbiler, cigarer, nougatbrune mennesker, musik, mojitos og salsa, men det er også forfald, fattigdom og stilstand. Tag med på en rejse gennem Castros kontrastrige Cuba.

CUBA

Jeg har engang været på Cuba. Det var fedt. Solen pumpede, og der var mojitos. De blev lavet på alle mulige måder af nougatbrune mennesker, og det er jo ikke helt til at fatte, at de både kunne smage så godt og så forskelligt: Rom, is, mynte og sukker. Hvor svært er det lige? Men hånden på hjertet de smagte forskelligt overalt, og det er jo stærkt befordrende for ens eventyrlyst: Derhenne på hjørnet, henne i den der snask! Det må vi da prøve! Og så får man en god oplevelse, eller også har man mistet 2 kr. Russisk roulette uden døden til følge. Og der var musik overalt. Og fede cruise-turister og damer fra Heidelberg på 53 med Miguel under armen. Flot, godt scoret. Pataya rules! Med omvendt fortegn, for Miguel er 22 og har ærmeløs, kropsnær t-shirt på. På en måde er det kvinde-lige-berettigelse... og så alligevel ikke.

Jeg har engang været på Cuba. På alle udfaldsveje fra Havanna var der store skilte i vejkanten. Alle næsten 5 x 2 meter. Det er stort! Ligesom budskaberne: »Fidel er god, USA er dum!« Noget i den stil, overalt. Af og til var der et billede af Che, men det var sikkert mest for kvindernes skyld. Manden har jo været død i årtier, og var det ikke for det der seje billede på alle mulige t-shirts og postkort, så var han sikkert glemt. Viva la revolution!

Jeg har engang været på Cuba. Det var smukt. Der var gamle hyperlækre biler overalt. Amerikanske, fra 1950erne. I flotte farver. I elegante rustnuancer. Cruisende op og ned af Malecón. Med knægte og lækre damer overalt på det sprukne læder, bag de sammenflikkede vinduer og de sammentapede døre. Mekanikerkundskab; og hvem er det lige, der husker på at anerkende den færdighed? Indrømmet, det er en kundskab, som jeg ikke normalt tænker det store over, for så her at stå ansigt til ansigt med et bevægeligt museum af hæderkronet automobildesign fra en tid før vindtunnelerne ødelagde enhver bilmæssig formgivning. Der var dengang, da en kofanger gerne måtte fylde halvanden vejbane, og man var en svans, hvis ikke man havde et trinbræt op til sit sæde og et logo udført i 3D på køleren.

Nu er en halvt nedkørt Audi fra 96 »a nice car, its from Germany.« Og hvis man er omkring de 18 og f.eks. hedder Santos og kommer fra Vinãles, og man har levet et helt liv med far og to-tre onkler i døgndrift ude i garagen med hovedet nede under kølerhjelmen på en auberginefarvet Buick fra 1948, og den alligevel aldrig henter smukke kvinder hjem, hvem kan så betænke en avlsdygtig knægt i at få en halvfed på ved at sidde bag rattet på en europæisk udlejningsbil i de fem minutter, det tager at køre hen til den overvågede p-plads. Jeg kan ikke.

Jeg har engang været på Cuba. Og jeg har været på salsa-bar med min søn på 16. Det var oplysende. Først i god tid at købe billetter til kl. 15 (det er godt at være sikker på at få plads), for så at få oplyst ved lugen, at dørene først åbnes kl. 16.30, for dernæst at finde ud af, at de først åbnes kl. 16.15 - hvornår ellers? Og så alligevel finde ud af, at de først sådan for alvor bliver åbnet kl. 17.15. Okay, det er jo Cuba, og det er jo smadderlokalt og dejligt. Så vi venter. Og søreme! Kl. 17.45 lukkes vi ind, og det hele er vældigt. Vi sætter os lidt diskret ude til siden (vi er jo bare med på en kigger), men efter to minutter har to gæve knægte slået sig ned og beværter os på sympatisk vis og med entusiastisk kvartforståeligt engelsk. Det er faktisk ret hyggeligt og stadig smadderlokalt, og vi drikker et par lokale Crystal øl, men det hele ryger hurtigt ud af en tangent, da vi gør forståeligt, at »ja okay, min kone er hjemme på hotellet og min søn er rigtignok hærget af løse kønshormoner, men det er ikke helt det samme, som at vi er parate til parring, altså dans med lokale tøser.«

Det fatter de simpelthen ikke, og de tror vist ikke helt på, at vi er far og søn. De opgiver os, og samtalen sander til.

Jeg har engang været på Cuba. Og der så jeg et omvendt Pataya. Hånd i hånd kommer de slentrende. En dame på 60 med en græsk statue i hånden. Statuen er mulat og tjener en god skilling for sine tjenester. Jeg tager mig et sekund i at blive forarget (helt ærligt - jeg er født i Vestjylland og har mit at slås med), men tænker så: Ja, det kan da godt være, at det er noget værre noget, og det da på en måde er lidt vammelt, men værre er det jo heller ikke. Krop for penge. Det koncept er jo ikke ligefrem helt nyt. Det virker bare mere synligt, når den person, der har pengene, taler hollandsk og bliver kaldt honey af en nøddebrun fyr med dreadlocks og olympisk kropsbygning og som er 35 år yngre.

Jeg har engang været på Cuba. Og det var som at se på billeder af huse i Dresden fra sommeren 1945. Næsten. Og det er Havanna, jeg tænker på. Her står man i en by, der flasher fordoms storhed og trumfer det hele med nutidens forfald. Her er huller i vejene, der ved arkæologiske udgravninger kan dateres til primo 1960erne. Her er afskallet puds i moderigtige okkerfarver, der med kulstof 14-analyser kan dateres til januar 1976. Og overalt er der et totalt fravær af vedligehold. Og det er jo fedt, når man som turist slentrer forbi og betages af forfaldets æstetik og synes, det er henrivende originalt at se børn blive vasket i en plastbalje på fortovet, at beundre en særlig fotogen fugtskade i et bevaringsværdigt hus fra den spanske kolonitid eller nyde den herlige folklore, der udspiller sig i den smuldrende semi-slum, hvor kvinder hænger vasketøj til tørre hen over gaderne, som om de tror, de bor i Napoli, og mænd reparerer gamle biler, store piger henter vand fra store tankbiler, fordi vandsystemet igen er nede, og alle raske drenge spiller baseball på gaderne. Det er et fantastisk skue, men jeg skal jo heller ikke leve mit liv her.

Jeg har engang været på Cuba. Og det var ensomt. Vores bil var smart og sølvgrå, og det gik derudaf i frækt tempo. Men vi var de eneste. Det var som at være i Nordkorea på en af landets mærkedage, hvor alle landets indbyggere var i staden for at posere for diktatoren, og resten af landet lå hen i stilhed og varmedis. Sådan er det at drøne ud af den cubanske motorvej el autopista der løber i hele landets længde; hvor motoren hoster over den grumsede andenrangsbenzin og en eller anden lampe i instrumentbrættet hele tiden fortæller »you need to clean the filter.« Men bevares, bilen var da flot og relativt velholdt, og vejen var vores med en trafik, der ville få en dansk bilfri søndag i 1970erne til at ligne et rent bilhelvede. Man kan gøre, som man vil, køre råddent, holde tissepause overalt, køre søndagskørsel. Ingen andre biler bliver generet: Næsten deprimerende, for vejen er jo pænt anlagt og ligger der og venter på at blive kørt skæv og få huller og vise, at landet har gang i en helt masse udvikling. Men det hele bliver afsløret herude på betonvejen; helt alene i en udlejningsbil: På Cuba sker der ikke en skid! Der er nul udvikling, ingen penge i omløb, ingen driftig igangsætteriver. Hvis ikke det var fordi, planterne og træerne i vejkanten røbede det hele, så kunne man tro, at man kørte på motorvejen til Hjørring en eftermiddag i weekenden. Men nu er det onsdag lidt over middag, og der er ikke engang en æselkærre at se.

Jeg har engang været på Cuba. Her boede jeg hos familien Lopez og hos det ældre ægtepar Rodriques og ungkarlen Santos og hos familien med de tre børn, som jeg aldrig fandt ud af, hvad hed. Men de var alle sammen flinke. Jeg fik deres soveværelse sammen med min kone, og mine unger fik en opredning i stuen. Og de lavede mad, og vi spiste det hele i deres køkken, og vi var lokale på en næsten autentisk måde. Det var cubansk, og det var skønt. Selvfølgelig var der penge blandet ind i det hele, men alligevel. At bo i et hus med en sokkel, der smuldrer. At sove i et soveværelse, hvor væggene er fyldt med private billeder, og konens sminkebord står fyldt med flakoner og ting og sager. At opleve nabokonen komme forbi med en pose løg og et dusin æg. At spise i et køkken, hvor sønnens pokaler fra Cienfuegos-mesterskaberne i højdespring står side om side med postkort fra den emigrerede onkel i Australien, og hvor morlil serverer flodkrebs i hvidløg der er man et skarn, hvis ikke man bliver forelsket. Forelsket i et land, der aldrig har fået en chance; i et folk, der har haft modet til at stå imod.

Jeg har engang været på Cuba, og jeg er glad for, at jeg nåede det, inden Fidel døde.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.