Rejsen under jorden

En beretning om indvendig bjergbestigning 200 meter under Wales' overflade.

En efter en rapeller vi ned i mørket. På turen ned opfanger lyset fra min pandelygte glimtvis våd glinsende klippevæg. Turen ned ad linen tager måske et halvt minut, men føles meget længere. Dels fordi min rapellesele ikke sidder optimalt, men også fordi der er noget helt utrolig skræmmende over at rapelle ned i det ukendte. Til sidst rammer mine gummistøvler vandoverfladen, og jeg står sammen med mit hold i iskoldt vand til maven og tænker det samme som de andre:

»Hvorfor gummistøvler?«

»Fordi de kan tømmes og alligevel holde fødderne varme,« oplyser vores instruktør, da hun som den sidste er rapellet ned til os.

Masser af drypsten

Vi bevæger os fremad i en lang række, og da vandet på et tidspunkt når op til det punkt, hvor man naturligt begynder at tage svømmetag, kommer vi til en sprække i klippevæggen. Vi klemmer os igennem, og efter lidt asen og masen står vi pludselig med fast grund under fødderne i et kæmpe underjordisk rum med klippestykker i alle størrelser liggende hulter til bulter. I midten og så langt, pandelygterne rækker, hvilket vil sige 30 meter, løber et brusende vandløb. Fra gulv til loft vil jeg skyde på, at der er mindst 10 meter. Vi står fuldstændig lamslået over det fantastiske i, at der kan ligge en så stor grotte skjult under jordoverfladen.

Efter at have sundet os bevæger vi os en efter en langs med vandet, og ved en tilfældighed kommer jeg til at gå forrest. Langt fremme kan jeg høre en lav brusende lyd som et kraftigt indre vandfald, og efter at have fulgt strømmen i cirka ti minutter i tiltagende øredøvende larm kommer vi da også til vandets udløb, der bliver til et vandfald og fortsætter videre ned i dybet under os. Jeg vender mig begejstret for at meddele bagud, at vi er kommet til et vandfald, og mødes der af et næsten ubeskriveligt smukt syn. For bag mig er hele holdet trukket ud til en lang række med nogle meter mellem hver, og det eneste, jeg kan se, er lyskeglerne fra deres pandelygter, der på grund af den høje luftfugtighed og dis i grotten virker helt magiske. Billedet er som taget ud af Jules Vernes fantastiske fortælling om rejsen til Jordens indre. Og hvad jeg ikke havde lagt mærke til før, så omkranses hele rummet af myriader af drypsten, og lyset fra lygterne får drypstenene til at trække eventyrlige skygger ud i rummet.

Da alle er vel fremme ved vandfaldet, som bruser dybt under vores fødder, smider Melanie den næste bombe.

»Der er tolv meter ned, og den eneste måde, vi kommer videre på, er ved at springe.«

Jeg kan se på de andre, at de har det ligesom mig og står og kigger med vantro, fortinnede øjne ned i det brusende mørke under os. Men så slår vores instruktør ud i en latter.

»Jeg laver sjov med jer, I skulle altså bare se jeres egne ansigter.«

Latteren spreder sig lidt anstrengt i gruppen.

»Vi skal denne vej,« siger Melanie stadig munter, hvorefter efter hun lægger sig ned på alle fire og peger ind i et meget lille hul for vores fødder.

»I lægger jer på ryggen med armene oppe over hovedet og hjelmen i hænderne, på denne måde kan I pege fremad med pandelygten.«

Postkassen

Da vi har kravlet lidt i vandet, går det langsomt opad igen, men det ved vi allerede, for den forreste meddeler sig altid til den næste. Lidt ligesom i cykelløb, når der kommer en helle midt på vejen. Men vi er ikke ude at cykle.

Vi er dybt under jorden i det sydlige Wales og arbejder os langsomt og møjsommeligt gennem små huler og gange. Batterierne, som vi har i et vandtæt etui om maven, og som ikke fylder mere end en halv mursten, flytter vi møjsommeligt rundt om livet, alt efter hvilken vinkel hulerne kræver, at vi har kroppen i.

Efter at have kravlet i noget, der føles som en evighed, kan vi endelig møve os op på hug i en smal passage. Vi sidder meget tæt, faktisk skulder ved skulder, og foran os er en sprække i klippen.

»Her er det, vi kalder The Mailbox,« fortæller Melanie.

»Nu skal vi se, om I kan postes. Hvis I sidder fast, gælder det om at puste ud og flytte sig, mens lungerne er tømte. På den måde kan man rykke sig nogle centimeter ad gangen.«

Vi bevæger os fra klippe til klippe, og langsomt kan jeg ane et svagt lysskær øverst oppe i grotten. Det bliver stærkere, jo længere op vi kommer. Pludselig kan jeg se konturerne af klipper i dagslys, og lyset fra pandelygten bliver unødvendigt. Da vi kravler op af hullet i jorden og smider os udmattede i græsset med udsigt over de solbeskinnede walisiske bakker og dale, er det med følelsen af at have præsteret noget ganske særligt - at have været til Jordens indre og tilbage igen.

explorer@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen