Masseturisme og specialturisme

Tunesien og Marokko er to vidt forskellige turistlande i Nordafrika. Solnedgangens lande kaldes de såkaldte maghreb-lande vest for Egypten og nord for Sahara.

Paris

Fælles for dem er, at selv om de kun ligger et Middelhav og få timers flyvning fra Europa, byder de udover lavere priser end i Europa på mødet med arabisk kultur og islam i en moderat udgave.

Desværre er det ikke muligt at køre i bil langs den sydlige del af middelhavskysten fra Tunesien til Marokko. Grænsen mellem Marokko og Algeriet har været lukket i de sidste mange år på grund af striden mellem de to lande om det vældige ørkenområde i Vestsahara.

Desuden har størstedelen af turismen været indstillet i Algeriet under sikkerhedsstyrkernes kamp mod væbnede islamiske grupper siden begyndelsen af 1990'erne. En undtagelse har været de sydlige ørkenområder. Men også her vidner bortførelsen af flere grupper af europæiske turister sidste år om, at man skal bevæge sig med varsomhed.

Europæernes legeplads

Det er en skam, for Algeriet er måske det smukkeste af de nordafrikanske middelhavslande. Men også Tunesien og Marokko er højst interessante, og de byder på vidt forskellige tilbud.

Tunesien har i årtier været masseturismens land. Det begyndte på øen Djerba med fortrinsvis franske turister. Men i dag breder store hotelkomplekser fra et til fem stjerner sig langs hele kystlinien, som i de varme måneder er legeplads for fem millioner turister fra hele Europa.

Udover sol, strand, couscous, kurbade og rideture på kameler er her også kulturelt lidt for enhver smag. Tunesien har gjort op med islamiske dogmer og forbud. Kvinder har opnået ligeberettigelse, og selv om vandpiber stadig er lokalbefolkningens foretrukne rusmiddel, har myndighederne et afslappet forhold til alkohol, dans og kasinoer. Turistbyerne ligner til forveksling højborge for masseturisme i Sydeuropa og på middelhavs-øer.

Arabisk marked

Side om side med turiststederne lever det rigtige Tunesien. Hver by har sit eget arabiske marked, en soukh, med tæppehandlere og smykkesmede, og landets omskiftelige historie har efterladt et rigt spekter af multikulturelle træk i arkitekturen.

Det kan anbefales at slå et smut omkring fiskerbyen Bizerte med smalle gyder, den højt beliggende by Sidi Bou Saïd ved kysten nord for hovedstaden Tunis, det nye in-sted for rige europæere Hammamet, den tilbagelænede Monastir, fødeby for det moderne Tunesiens grundlægger, Habib Bourguiba eller Mahdia, hovedstaden i det hedengangne Fatimide-dynasti.

Mange turister vælger ekskursioner ind i landet og sydpå til sandklitter, oaser og femstjernede hoteller i Tunesiens begrænsede del af Sahara. På vejen kan man gøre stop i Kairouan, centrum for tunesisk tæppevævning. Det er en arabisk by og den eneste by i Tunesien, hvor andre kulturer ikke har blandet sig i arkitekturen.

Det er også værd at gøre en omvej til den enestående by, Matmata, hvor berberne byggede deres huse ind i klippesiderne for bedre at kunne forsvare sig mod araberne.

Hash-knudepunkt

Marokko satser mere på specialturisme end masseturisme. Bortset fra feriebyen Agadir ved Atlanterhavskysten lejer turister i Marokko typisk firehjulstrækkere for at drage ud i landskabet for at opsøge befolkningen og Marokkos mange kulturskatte.

Langs kysten har Marokko dog også flere interessante byer. Havnebyen Tanger er, som en rigtig havneby skal være. Rå, beskidt og pulserende. Den gamle bydel, medinaen, byder på et stort marked med et virvar af gader, som man let kan fare vild i. Men som porten til Europa og sin beliggenhed tæt ved canabis-produktionen i Rif-bjergene har byen også større problemer end mange andre marokkanske byer. Den er et knudepunkt for hashsmuglere, illegale udvandrere og islamiske grupper, der hverver disciple i de fattige kvarterer.

Essaouira nord for Agadir er også et besøg værd. Skærmet af mure ligger byen højt over en klippekyst og det frådende Atlanterhav. I 1970'erne og 1980'erne blev Essaouira "opdaget" af hippier og rockstjerner. Med dem fulgte kunstnere, restauranter, hoteller og gallerier.

Ned i Middelalderen

Udover navnet er der ikke meget eksotisk over Casablanca. Den moderne kæmpeby omgivet af store slumområder er Marokkos industrielle og økonomiske hjerte. Kontrasten er enorm mellem den hektiske og forurenede dagligdag i storbyen og livet på landet udenfor.

At besøge de rige og velbevarede kulturbyer som Fez og Marrakech er som at dumpe ned i scener fra Middelalderen. Fez har en af Marokkos ældste og mest velbevarede moskeer med 11 indgange. I de smalle gyder i medinaen, hvor den foretrukne taxi er æsler, arbejder håndværkere som for hundreder år siden.

Ikke for ingenting knyttes der ofte beskrivelser som 1001 nats eventyr til markedet Djemaa el Fna i Marrakech. Komplet med slangetæmmere, historiefortællere og spåkoner er det især om aftenen en eksplosion af liv, larm og lugte under den afrikanske stjernehimmel.

Før Rabat var Marrakech hovedstaden i Marokko. Efter sin grundlæggelse i 1062 blev der konstrueret en 12 km lang mur rundt om byen, og Marrakech udviklede sig til en rig handelsby som knudepunkt for kamelkaravanerne mellem syd og nord. I den maleriske gamle bydel står mange paladser stadig intakt, og Marrakech rummer mange turistattraktioner.

Væk fra byerne

I Marokko er det en god ide også at søge væk fra de større byer. Atlasbjergene, der strækker sig som en skærm mod Sahara i den sydlige del af landet, rummer masser af muligheder for oplevelser. Marokkanere er et meget gæstfrit og venligt folk, og ved enhver lejlighed bydes gæster på et glas te.

Selv om marokkanernes kørsel set med danske øjne til tider kan virke hasarderet, er vejene farbare også de fleste steder i bjergområderne. På vej ned mod den støvede by Ouarzazate kan det anbefales at gøre afstikkere til Rosernes Dal og til Dadès-dalen. Det er frodige, grønne oaser fyldt med dufte og blomster i et ellers goldt landskab.

For turister, for hvem et besøg i Marokko også er en chance for et bekendtskab med ørkenen, ligger den kæmpemæssige Sahara parat til udforskning syd for byen Zagoura lidt syd for Ouarzazate.

Adskillige kamel-rejsebureauer tilbyder vuggende ture på fire ben ud over klitterne. Alt fra en dag til flere ugers ekspedition. Forfatteren bag denne artikel anbefaler at begynde med en enkelt dag.

For selv om det ser indbydende ud, gør det efter få timers ridning meget ondt et vist sted at være kamelturist.

jorgen.ullerup@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.