Vandretur på vulkaner

Ø-gruppen Azorerne lokker med herlig hiking og vidunderlige vandreture i vulkanernes verden.

Artiklens øverste billede
Resterne af vores vandregruppe på vej op ad Montanha do Pico.

Azorerne er ikke alene en grøn oase for sømænd og sejlere på tur mellem Europa og Amerika. Ø-gruppen midt i Atlanterhavet tiltrækker også rejsende, som drømmer om en spændende ferie i en spektakulær natur.

Vi er sammen med Bravo Tours taget dertil uden for sæsonen, som går fra april til oktober, men selv på en lille håndfuld novemberdage er Azorerne dejlige.

De ni øer er skabt af vulkansk aktivitet, og det præger naturen. Den næringsrige jord og det tempererede klima gør øerne grønne og frodige. Vulkanernes kratere og størknede strømme af lava skaber et varieret terræn – et terræn, som slet ikke er færdigt. Øerne er nemlig nogle urolige rollinger i geologisk og tektonisk forstand, og så sent som i 1958 voksede øen Faial med 2,4 kvadratkilometer i forbindelse med et udbrud fra vulkanen Capelinhos.Havet og kysten giver gode chancer for at se hvaler eller delfiner omkring Azorerne. Målet for vores tur er dog at være ægte landkrabber, så vandreture på vulkanerne står øverst på listen.

Ind i skoven

Første vandretur starter fra byen Faial da Terra på den østlige spids af hovedøen São Miguel, men allerede den smukke køretur langs kysten fra hovedbyen Ponta Delgada giver os en smagsprøve på Azorernes kontraster. På højre hånd er der udsigt til blå bølger og høj sol. På venstre hånd ser man ud på grønne bakker og stille regn.

Vulkanernes kratere og størknede strømme af lava skaber et varieret terræn, som slet ikke er færdigt. Så sent som i 1958 voksede øen Faial med 2,4 kvadratkilometer i forbindelse med et udbrud.

Langs vejen og mellem markerne vokser tilsyneladende endeløse rækker af hortensia. Det er november, og de fleste er afblomstret, men her og der titter en enkelt lyserød og lyseblå farveklat frem. Det må være et overvældende syn som sommeren, men denne novemberdag må vi nøjes med en lysende regnbue over det friske og fugtige landskab. Med de lokale hundes bjæffen i ørerne bevæger vi os væk fra Faial da Terra og ind i noget, der næsten synes og føles som regnskov – at det skiftevis styrtregner og støvregner det meste af dagen understøtter den oplevelse. Her er klukkende vandløb og brusende vandfald. Her er saftige mosser og dryppende bregner. Her er fjerne lyde af fugle og tunge dufte af blomster.

Ruten er kategoriseret som mellemsvær. Den er ikke specielt lang, faktisk kun 5 kilometer. Der er trampet sti, trukket rækværk og udlagt træbroer. Men højdekurverne ligger tæt på siderne af vandløbet, som vi følger, så der er en smule udfordringer for lårmusklerne.

Omkring halvvejs kommer vi til dagens højdepunkt: Vandfaldet Salto do Prego, som kan ses både fra toppen og fra bunden, hvor vandet samles i en lille sø, inden det løber videre mellem sten og rødder og ender i Atlanterhavet. Her er en oplagt mulighed for at holde pause og mætte både maven og sjælen.

Efter vandfaldet passerer vi spøgelsesbyen Sanguinho, inden turen går ad stejle og glatte, brostensbelagte serpentinersving ned til Faial da Terra – hvor de lokale hunde venter og bjæffer, indtil de opdager posen med cashewnødder, som en deltager på turen tager frem.

Midt i Atlanten

Azorernes placering i Atlanterhavet cirka midtvejs mellem Europa og Amerika giver ø-gruppen stor betydning for fortidens sømænd og nutidens sejlere. Efter dage eller uger vippende og vuggende på bølgernes blå er friske forsyninger i kabyssen og fast grund under fødderne en kærkommen afveksling. Et populært og historisk sted at fortøje skibet er ved havnepromenaden i Horta, hovedbyen på øen Faial. Her finder du endeløse rækker af kunstfærdige illustrationer fra forbipasserende sejlere. Og den legendariske restaurant Peter Café Sport, som blev åbnet i 1918 af den driftige Henrique Azevedo og nu drives af sønnesønnen Jóse Azevedo, som gerne og levende fortæller om familiens og caféens historie.

I stueetagen bag den blåmalede facade spiser man gedigen barmad og drikker en dejlig gin & tonic mellem og under vimpler og flag fra alverdens skibe. Men først skal man en tur op ad trappen. På første sal findes nemlig et fint lille museum med såkaldte scrimshaw. Hva’be’har? Ordet menes at stamme fra hollandsk og betyder noget i retning af døgenigt eller tidsfordriv.

Scrimshaw er et gammelt kunsthåndværk, hvor motiver af flotte skibe eller smukke kvinder ridses ind i en tand fra en hval. Ridserne fyldes med sort blæk, og resultatet minder meget om tatoveringer. Scrimshaw blev oprindeligt praktiseret af sømænd på skibene i pauserne mellem hvalfangst og landlov, men den videreføres nu af egentlige kunstnere på Azorerne – det, der startede som en hyggelig syssel, er nu big business, hvor værkerne sælges for mange tusind dollar.

Op på vulkanen

Vores anden vandretur går til vulkanen Montanha do Pico, som med sine 2.351 meter over havet er Azorernes og Portugals højeste bjerg. Heldigvis starter vandreturen ikke fra 0 meter.

Fra havnen i Madalena kører vi ad rumlende landeveje gennem et knudret og bakket landskab skabt af lava og dækket af lave vækster i grønne nuancer. På markerne omkring os står nogle overraskende adrætte køer og græsser. Bilen bevæger sig det første stejle stykke op ad vulkanens side, og den høje himmel bliver midlertidigt afløst af en massiv tåge, mens vi bevæger os op gennem skyen, som omkranser bjerget.

Efter et kort besøg i informationscenteret, hvor vi ser en obligatorisk instruktionsvideo om sikkerhed på vulkanen, starter vandreturen mod toppen. Vi er 1.223 meter over havet.

Toppen er synlig fra starten. Der kan da ikke være så langt. Men terrænet er stejlt. Og tempoet er højt. Vulkanen viser ingen nåde, og allerede efter den første kilometer bliver vi færre og færre i gruppen. Man behøver bestemt ikke at være bjergbestiger for at gå på Montanha do Pico, men det er heller ikke for alle og enhver.

Resterne af gruppen holder en tiltrængt pause med vand og kiks. Vi er nu 1.721 meter over havet, og udsigten ned ad bjergsiden og hen over skyerne er overvældende. Det er bare med at nyde den, for den bliver ikke bedre på denne vandretur. Vi er halvvejs, men klokken er mange. Færgen venter ikke. Guiden vender om. Turen hele vejen til toppen må blive en anden gang.

Kun en smagsprøve

En anden gang skal der nok blive. Med sine mere end 500 kilometer markerede vandreruter rummer Azorerne forskelligartede naturoplevelser nok til mange besøg.

Azorerne er et eldorado af aktiviteter og oplevelser med en enestående og udfordrende natur som omdrejningspunkt.

Her er simpelthen for meget at opleve, som vi ikke vil gå glip af – ikke kun vandring, men også cykling, sejlads, klatring og canyoneering, hvor man vandrer gennem vandløb og rappeller langs vandfald. Og så er der naturligvis oplevelserne på havet, hvor du har fine chancer for at se hvaler eller delfiner.

Azorerne er et eldorado af aktiviteter og oplevelser med en enestående og udfordrende natur som omdrejningspunkt. Vi har kun fået en smagsprøve, og den giver appetit på mere. Turen omkring tvillingesøerne Lagoa Azul og Lagoa Verde lokker. Turen omkring krateret på vulkanen Caldeira do Faial frister. Og turen til toppen af Montanha do Pico er ganske enkelt uimodståelig.•

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.