Fortsæt til indhold
Rejser

Norwegians lavpris-stunt undersøges

Returbilletter til New York for 2.000 kr. lyder godt. Men var der billetter nok?

Da det norske lavprisselskab Norwegian i sidste uge annoncerede med flybilletter fra Oslo og Stockholm til New York eller Bangkok med en pris på helt ned til 2.000 kr., fik det ikke bare selskabets hjemmeside til at bryde sammen.

Stuntet fik også det norske forbrugerråd, Forbrukerombudet, til at løfte øenbrynene.

Billetterne med den meget lave pris blev nemlig udsolgt så hurtigt, at Forbrukerombudet nu vil være sikre på, at der var nok. Eller om Norwegian lokkede kunderne ind på hjemmesiden med lave priser, som kun få endte med at få glæde af.

Det skriver Afteposten.no.

Reel chance

Ifølge den danske lov om prismarkedsføring skal en erhvervsdrivende, der i forvejen ved, at det ikke vil være muligt at imødekomme efterspørgslen, tage et forbehold i markedsføringen.

Hvis antallet er meget begrænset, skal det oplyses i annoncen, hvor mange eksemplarer der er tilgængelige.

Fagdirektør for afdelingen for rejser hos Forbrukerombudet, Jo Gjedrem, siger:

"Vi har en aftale med aktørene om, at der skal være tilstrækkeligt mange billetter tilgængelig før, at det skal kunne markedsføres som et tilbud. Der skal være en reel chance for, at de fleste får fat i dem. Der blev hurtigt udsolgt hos Norwegian i torsdags, og det er en sag vi interesserer os for."

Fra København

I forbindelse med at de billige flybilletter blev sat til salg i sidste uge, sagde Norwegians informationschef, Johan Bisgaard Larsen, at selskabet også satser på at tilbyde de lave priser på ture fra København til New York.

Sandsynligvis fra slutningen af næste år.

Den billigste returbillet fra København til New York med afrejse i morgen og hjemrejse 12 dage senere koster ca. 4.600.