Pas på: Falske Gucci-briller kan koste fængselsstraf
En bøde på flere tusinde euro eller i værste fald fængsel, hvis du køber kopivarer på rejse
Italienerne går nu hårdt ind i kampen mod handel med kopivarer som fx solbriller, tasker, mobiler eller punge.
Køb og salg af kopivarer er strengt forbudt i landet, og såvel køber som sælger straffes hård. Det fastslår Forbruger Europas italienske søsterkontor.
"I Danmark må du gerne købe og bruge kopivarer. Du må bare ikke sælge dem. Men reglerne i Italien er væsentligt strengere end i Danmark, også selvom begge lande er medlemmer af EU," siger Martine Kiding, leder af Forbruger Europa i Danmark.
Nemt at forstå
Reglerne er ikke til at tage fejl af, hvis forbrugerne skulle være i tvivl om, hvad man må i forhold til køb og salg i Italien. Forbruger Europas søsterkontor i Italien skriver følgende i en pressemeddelelse:
"Den, der køber vare, som på grund af kvalitet eller pris indikerer, at varen er en kopi eller af tvivlsom oprindelse, kan blive straffet.
Lad kopierne blive hjemme
Martine Kiding kommer med nogle rå til, hvordan turister skal agere i forhold til kravene. Hun opfordrer i første omgang danskerne til at lade ulovlige varer blive hjemme.
"Hvis du har en kopi af et par Gucci-solbriller på i Italien, så kan det være svært at bevise, at de er købt i Danmark, hvis du står ved siden af en gadesælger, som sælger de samme briller. Det kan godt få dig i problemer," advarer hun.
Hun opfordrer generelt til, at danskerne skal være opmærksomme på, at selvom reglerne er udformet på en lempelig måde i Danmark, så er det ikke nødvendigvis tilfældet i andre EU-lande.