Pilgrimsmålet ved verdens ende

Vikingetæsk, pilgrimme, fisk og skaldyr samt friske hvidvine. Galicien har det hele.

Artiklens øverste billede
Den første søndag i august angriber vikingerne den lille by Catoira. Men de får tæv, og det er byen så stolt af, at den de seneste 50 år har fejret den vel nok vildeste vikingefest syd for Alperne. Festen samler omkring 30.000 mennesker, selv om det kun er sjov. Foto: Jens Ulrich Pedersen

Der står en mand og blæser i sin sækkepibe på vejen op til Hercules-tårnet i La Coruña. Vinden fejer ind fra Atlanten, og manden har tydeligvis svært ved at overdøve oceanets hylen for at tjene den daglige skærv. Men på disse kanter har mennesket altid måttet kæmpe mod havets kræfter.



Det var ikke tilfældigt, at romerne opførte Hercules-tårnet her i det nordvestligste hjørne af den iberiske halvø for mere end 2.000 år siden. Fyrtårnet, som stadig fungerer som sådant, og som er optaget på UNESCO's verdenskulturarvliste, markerede enden på den kendte verden.

 

Verdens ende

Det var heller ikke tilfældigt, at apostlen Jakobs lig i det 4. århundrede blev sendt her til ”verdens ende”, for det betød, at kristendommen kunne komme til at dominere verden. Liget er sikkert ankommet med skib til den kyst, der blev kaldt ”Costa da Morte” - dødens kyst. Mange tror fejlagtigt, at den fik sit lidet charmerende navn, fordi de stærke strømme og barske bølger har kostet adskillige fiskere og søfolk livet gennem tiderne. Men den kom til at hedde sådan, fordi man dengang troede, at der ud for kysten ikke var noget som helst, kun død. Her endte den kendte verden, og et sted midt på Costa da Morte hedder da også ”Finisterre”.



Den dag i dag er stedet stadig vigtigt for kristne valfartende. De mere udholdende pilgrimme fortsætter helt til kysten ved Finisterre, mens dem, der har fået nok af strabadser og vabler, slutter deres vandretur, når de kommer til Katedralen i Santiago, hvor apostlens rester efter sigende hviler i en fin sølvkiste.



Uanset om man er pilgrim eller ej, er Santiago en stor oplevelse. Byen er opkaldt efter den hellige apostel Jakob (Tiago), og den har altid været meget vigtig for kristendommen. Så vigtig at kort fra det 12. århundrede endog tegnede Santiago større end Rom.

Parfume i kirken

De tre store pilgrimsruter gik og går til Jerusalem, Rom og Santiago, og allerede i den tidlige middelalder kom der 700.000 pilgrimme til Santiago. Mange af dem lugtede forfærdeligt efter at have vandret i dagevis uden at blive vasket, og derfor fandt man på at parfumere kirken med røgelse. Men kirkerummet var stort, så røgelsen blev anbragt i en beholder eller lukket kar, der blev ophængt i et reb under loftet. Røgelseskarret svingede frem og tilbage, mens pilgrimmene deltog i messen og bad ved apostlens grav.



Den såkaldte ”Botafumeiro” er stadigvæk en stor attraktion for de omkring to millioner pilgrimme og ligeså mange turister, der årligt besøger Santiago. Og den kan ifølge byens chefguide Guillermo Proupin holde til otte mands vægt. Så der skulle ikke være nogen fare for, at man får den i hovedet.

Vikingerne fik tæv

Tager man til Galicien i starten af august, må man ikke snyde sig selv for vikingefesten i Catoira, kun en halv times kørsel fra hovedstaden Santiago. Catoira er en lille by med 3.000 indbyggere, der ligger i bunden af Arousafjorden. Her fejrer man, at vikingerne blev slået tilbage for lidt over tusind år siden.



»Vi ved, at vikingerne angreb flere steder på den galiciske kyst. Vi ved også, at de led et af deres sjældne nederlag netop her,« kommer det fra en lettere stolt borgmester Alberto Garcia.



Faktisk fik vikingerne ifølge de lokale krøniker tæsk to gange, nemlig i år 859 og 968 da de forsøgte at komme forbi fæstningsanlægget i bunden af fjorden. Anlægget var bygget for at forsvare det kristne Galicien mod alle former for hedninge, ikke kun vikinger men også muslimer, der på det tidspunkt kontrollerede størstedelen af den iberiske halvø. Og anlægget med to høje forsvarstårne lå her, fordi apostlen var begravet i Iria Flavia tæt ved det nuværende Catoira. Først efter katedralen blev bygget i det 10. århundrede, blev apostlen flyttet dertil.



I ugen op til den første søndag i august kan man opleve vikingespil i Catoira, der har hentet inspiration i sin danske venskabsby Frederikssund. Men den begivenhed, der hvert år trækker op imod 30.000 tilskuere, er ”La Romería Vikinga”, vikingernes angreb på byen om søndagen. I kopier af et dansk og et norsk vikingeskib kommer de udklædte ”vikinger” sejlende ind ad Arousafjorden. Her lægger de deres "drakkar'er" op på stranden, hvor man stadig kan se ruinerne af de gamle forsvarstårne, og kaster sig med hævede sværd og iltre kampråb ind mod menneskemængden. Og så flyder blodet, men i dag kun i form af lokal rødvin, som de hælder ud over hinanden.

Keltiske rødder

På mange måder har Galicien mere til fælles med sine keltiske ”brødre” Irland, Wales, Skotland, Cornwall, Isle of Man og Bretagne end med resten af Spanien. Disse syv områder har ikke kun Atlanterhavet, vejret og geografien til fælles, de har også samme tradition inden for musik (sækkepibe) og byggestil (f.eks. de såkaldte ”horreos”, der er et magasin hævet over jorden for at beskytte de høstede afgrøder fra fugt og rotter).



Som regel holder nedbøren pause i juli og august, og Galicien har nogle af Spaniens skønneste strande. De mest kendte ligger på eller ved øen El Grove i mundingen af Arousafjorden. For eksempel er La Lanzada det nærmeste, man kommer masseturisme i Galicien. Vil man opleve færre turister og mere vild strandnatur, bør man tage til nordkysten til fiskerbyen Viveiro eller 25 km længere mod øst i Ribadeo, hvor man finder Las Catedrales, en af Spaniens smukkeste strande med klippeformationer så store som netop katedraler.

Viveiro

I dag er der gode veje til Viveiro. Men indtil for en snes år siden var byen isoleret. På egnen sagde man, at Viveiro var nærmere England end den spanske hovedstad Madrid. Stort set al handel og transport skete via havet, og Viveiro modtog også mange pilgrimme, der kom med skib til Galicien og vandrede de sidste ca. 125 km til Santiago.



Men der er en særlig grund til at besøge Viveiro i påskeugen, når byen nærmest ånder og lever for sine spektakulære optog. En tredjedel af byens 16.000 indbyggere deltager aktivt i de 45 processioner, der finder sted i alle påskedagene (og nogle nætter også), og som gennemspiller hele Jesu lidelse og opstandelse.



»Viveiro blev grundlagt af franciskanermunke i det 13. århundrede, og da startede traditionen med påskeoptogene. Så mens islam dominerede i størstedelen af Spanien, gik man i kristne påskeoptog i Galicien,« fortæller Viveiros byhistoriker Carlos Nuevo Cal.



Påskeoptogene - der i dag foregår overalt i Spanien - blev især udbredte i det 16. århundrede, sandsynligvis som et modsvar på Luthers reformation.



»I det 17. århundrede var der en striks kontrol med de pilgrimme, der kom sejlende til Viveiro og den galiciske nordkyst. Fandt man ud af, at de var protestanter, blev de passet ekstra godt på, fordi man frygtede, at de kom for at omvende katolikker,« fortæller byhistorikeren.

LÆS OGSÅ: Her er Spaniens smukke hjørne

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen