Fortsæt til indhold
Rejser

Flot natur i vidunderlige Vermont

Vermont er en af USA's mindst kendte delstater, men byder på spektakulære seværdigheder.

JESPER MØLLER, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

Den store gård med den rødmalede lade ligger på toppen af bakken omgivet af høje træer på to af siderne. På de to øvrige sider breder store græsfolde med heste og køer sig. Gården ligger i smukt kuperede omgivelser, og den landlige idyl er som taget ud af et rejsekatalog. I baggrunden rejser runde, skovklædte bjerge sig, og man føler sig i den grad ude på landet. Velkommen til delstaten Vermont, som er en del af regionen New England, der omfatter USA's seks nordøstligste stater. I modsætning til mange andre lokaliteter i USA er Vermont ikke et sted, som man besøger for at opleve gigantiske storbyer, tårnhøje skyskrabere, skønne strande eller store forlystelsesparker. Her kommer man for den smukke natur, de idylliske landsbyer og de uspolerede omgivelser. Vermont er en bid af det ægte Amerika, der ikke har fokus på at servicere turister i hobetal, men hvor man oplever the real deal i form af amerikanernes dagligliv.

Små byer

Vermont er en af USA's mindste stater og er i areal lidt mindre end Jylland. Med blot 625.000 indbyggere er staten relativt tyndt befolket, og den største by, Burlington, har blot 40.000 indbyggere. Det er således de små byer, der præger staten. De ligger spredt ud med lind hånd og ligner i høj grad hinanden. Træhuse med pick-up trucks i indkørslen og en hvidmalet kirke med et højt, spidst tårn er faste ingredienser. Mange af byerne har ikke forandret sig i årtier, og Vermont er bestemt ikke det sted i USA, hvor udviklingen går hurtigst. Interessante eksempler på landsbyer, der er som taget ud af en tidslomme, er Newfane Village og Grafton i statens sydøstlige hjørne. Hvad Vermont ikke har i storbyer, har delstaten til gengæld i natur. Small towns, big countryside er et særdeles rammende, lokalt motto, og det er en sand visuel fornøjelse at køre gennem statens smukt kuperede landskab. De flotteste naturscenarier oplever man ved at følge den 340 km lange Route 100, der gennemskærer delstaten fra syd til nord. Ruten er formidabel at køre langs med sine bløde rullende bakker, og ikke mindst området omkring landsbyen Waitsfield i den centrale del af staten er vidunderligt. Route 7 i den vestlige del af Vermont er også meget naturskøn.

Landbrugsstat

Vermont er flere gange blevet kåret til den mest landlige stat i USA, og de mange gårde bidrager til dette. De lokale producenter er kendt for deres mange gode landbrugsprodukter, der markedsføres som Vermont wonders, og blandt andet ahornsirup og æblecider er oplagte souvenirs at hjembringe. Bjergkæden Green Mountains løber gennem den centrale del af staten, og den lever i høj grad op til sit navn om foråret og sommeren. Det skyldes, at størstedelen af bjergområdet er dækket af skov, og faktisk er der skov på over halvdelen af Vermonts areal. Green Mountain National Forest er navnet på to store skovområder, der rummer et spændende dyreliv med blandt andet bjørne, elge og ørne. Her er der tillige mange gode vandrestier og mountainbike-ruter. Vermont rummer også mange floder med bidelystne fisk, så området er i høj grad et godt tilbud til friluftsmennesker.

Turistby

Staten grænser op til Canada mod nord, og ikke langt fra den canadiske grænse ligger Vermonts eneste deciderede turistby, Stowe. Byen ligger nedenfor Mount Mansfield, der med sine 1.340 meter er statens højeste bjerg. Om vinteren er Mount Mansfield State Park Vermonts bedst besøgte skisportssted, og i sommerhalvåret tager mange gondolbanen til toppen for at nyde udsigten og de mange vandrestier. Hvis du er på disse kanter, så kør endelig også en tur forbi Mount Mansfield op gennem passet Smugglers Notch. På den anden side af de stejle serpentinersving ligger et ualmindeligt smukt bagland omkring landsbyerne Cambridge, Fairfax og Jeffersonville. Stowe udmærker sig arkitektonisk ved at have en lang række huse, der er bygget i alpestil, og byen kaldes da også for ”et lille stykke Østrig i USA”. Lige uden for byen ligger i øvrigt Trapp Family Lodge, der er som taget ud af Tyrol. Bygningen er ejet af den østrigske familie Trapp, som for år tilbage inspirerede til musicalen ”The Sound of Music”.

Langstrakt sø

De fleste seværdigheder ligger i den centrale del af Vermont, men der er også noget at komme efter andre steder. Mod øst er det værd at besøge Quechee Gorge, der med vanlig amerikansk sans for overdrivelse bliver markedsført som ”Vermonts Grand Canyon”. Kløften er langt fra så spektakulær som den ægte vare længere mod vest, men omvendt er Quechee Gorge faktisk ret smuk og bestemt værd at besøge. Det samme gælder den langstrakte sø Lake Champlain, der udgør hele Vermonts nordvestlige grænse mod nabostaten New York (ikke at forveksle med byen New York). Explorers udsendte boede langs søen på familieresortet Basin Harbor Club, der gennem fire generationer og i 126 år har været i Beach-familiens eje. Resortet ligger tæt på byen Vergennes og er medlem af Historic Hotels of America. Basin Harbor Club tilbyder alverdens aktiviteter - heriblandt golf, svømning, sejlads på Lake Champlain samt alverdens børneaktiviteter. Man kan bo på værelser i den statelige, gamle hovedbygning eller i hytter langs søbredden. Det er dog hverken aktiviteter eller værelser, der gør Basin Harbor Club til noget særligt. Det er derimod den traditionsrige stemning, som hviler over stedet. Her holder man stadig ferie på en måde, som var meget udbredt i USA i 1950'erne, 60'erne og 70'erne, hvor overklassen ofte tilbragte et par uger i sommerhalvåret ved et resort á la Basin Harbor Club.

LÆS OGSÅ: USA's naturskønne hjørne

LÆS OGSÅ: Prøv en bid af Boston