Kør med på Norges flotteste veje

I bussen er vores lille selskab vildt imponeret af hårnålesvingene op ad Trollstigen. Den smalle vej kryber op og op på det nøgne fjeld. Men da vi når toppen, siger chaufføren, der har kørt turen ofte: »Så skulle I se, hvor overraskende det er, når man kører modsat: Hen over højfjeldet, og pludselig er der bare en kant og et uendeligt fald ned. Dét er imponerende.« Op eller ned - i hvert fald har vi nu stiftet bekendtskab med Geiranger-Trollstigen, en af Norges 18 nationale turistveje, som har været under etablering siden midten af 1990'erne, men som først officielt indvies nu til sommer, og som ventes helt færdige i 2020 med prikken over i'et: Et kunstværk i international klasse på hver vej.

Funktionel arkitektur

Per Ritzler, der er assisterende projektleder ved den norske stats vejvæsen, forklarer: »Udover kunstværkerne anbringer vi funktionel arkitektur af høj klasse langs turistvejene. Det bliver deres særpræg, og det unikke ved de norske turistveje vil være, at her kører man for at se spektakulær arkitektur i storslået natur, ikke som i andre lande for at komme fra by til by og se på slotte og borge.« På Trollstigen stifter vi bekendtskab med den moderne arkitektur, som benyttes. Et større område med udsigt, parkering, raste- og servicefunktioner er indrettet til at ”håndtere” den halve million mennesker, der hvert år kommer i løbet af tre sommermåneder. Anlægget til udsigt er imponerende. Beton, glas og stål, som får lov til at ruste, er ført ud over fjeldsiden, så udsigten ned over bjergvejen med de mange hårnålesving, som vi kom op ad, er optimal. Har man højdeskræk, skal man ikke gå for langt ud. Det nøgne fjeld øverst, den grønne dal længere nede, længst borte sneklædte tinder og de små byer Sogge Bru og Åndalsnes ved Romsdalsfjorden: Norge, når landet viser sig fra sin smukkeste og mest kraftfulde side. Vi fortsætter over højfjeldet og bemærker, at det er blevet moderne at efterligne de varder, der før i tiden viste vej gennem ødemarken. Nu om dage synes i tusindvis af besøgende, at de skal stable nogle sten, så man kan se, at de har været her. »Det er blevet et visuelt problem,« siger Per Ritzler.

Fos og landskabshotel

Snart kommer vi til Gudbrandsjuvet, hvor endnu et par aspekter af meningen med turistvejene åbenbares. Først et udsigts- og spadsereanlæg - igen i beton, rustbrunt stål og glas - over og på kanten af en buldrende fos (et vandløb med kraftig strøm og fald). Denne gang ikke så svimlende højt som på Trollstigen, men ganske tæt på klipper, træer og vand. »Fjeld, fjord, fos og kyst - det er nøgleord for turistvejene,« siger Per Ritzler. »Og formålet med vejene og den udbygning af deres faciliteter, som vi foretager, er at skaffe flere turister, primært vejfarende, som giver grobund for næringsliv og bosætning.« Vi får straks syn for sagen, da vi begiver os den korte vej fra Gudbrandsjuvet til Juvet Landskappshotell. Her har Knut Slinning, der stammer fra Ålesund på kysten, med udgangspunkt i en gammel gård investeret 20 mio. kr. i syv fritliggende småhuse, som hver udgør et rummeligt dobbeltværelse med bad og entré. Byggeriet blev fuldført i 2010. Man kan diskutere, om husene i sig selv er smukke, men det er indiskutabelt, at den udsigt, der er fra værelsernes langside, som er ét stort panoramavindue, viser natur i verdensklasse. Skrænten ned mod Valldøla-elven er stejl, stenet og uvejsom og bevokset med birk, asp og fyr. På afstand ser man gårde med bl.a. jordbær og frugttræer, fordi Golfstrømmen sikrer et mildt og forholdsvis lunt klima i dalene, og længere væk er det høje, nøgne fjelde med fosser, is og sne, der dominerer synsfeltet. Den slags oplevelser får man ikke gratis. Et dobbeltværelse med morgenmad koster 2.500 kr, og Knut Slinning insisterer på, at gæsterne tager mindst to overnatninger, så de har en hel dag til at stifte bekendtskab med områdets oplevelser. Til gengæld er der mulighed for at sove i samme seng, som Norges statsminister, Jens Stoltenberg, og hans kone gjorde i sommeren 2011. Det er værelse nr. to regnet fra hovedbygningen. Det har tilmed den flotteste udsigt.

Fjordnorge

Den sydlige ende af Geiranger-Trollstigen byder også på formidable udsigter, når man nærmer sig Geiranger-fjorden. Ved Ørnesvingen er anlagt en holdeplads - igen i beton, stål, glas og uhyre funktionel - med kig ned over fjorden og byen i bunden. Her er der rig mulighed for selv at fotografere det klassiske motiv: krydstogtskib i norsk fjord. For Geiranger, der kun har 220 fastboende indbyggere, er Norges tredjestørste krydstogthavn efter Oslo og Bergen. Byen modtager årligt en halv million turister. De, der ikke bor på krydstogtskibene, kan indkvartere sig på fire hoteller, alle fra før 1900, eller benytte en af de campingpladser, der ligger tæt i området. At naturen er i særklasse understreges af, at Geirangerfjorden og Nærøyfjorden er på Unescos liste over verdens naturarv.

De højeste bjerge

Jyllands-Postens tur på de norske turistveje omfattede også Sognefjellet og Aurlandsfjellet. Begge går primært over højfjeld, der ligner et månelandskab, hvor det menneskelige islæt mest består af enkelte vandrere og så de føromtalte ”varder”. På Sognefjell kører man langs det berømte bjergmassiv Jotunheimen med Norges højeste bjerge, Galdhøpiggen på 2.469 meter og Glittertind på 2.465 meter. Vejen blev anlagt på to år af unge arbejdsløse og åbnede i 1936 for varetransport og fjeldturisme. Den blev Norges første turistvej i 1997. De ting, der nu er føjet til anlæggene, er rastepladser, toiletter, et kunstværk på Mefjellet, hvorigennem man i godt vejr kan se de højeste bjerge, og ved Nedre Oscarshaug et udsigtspunkt. Her skal en glaskonstruktion vise, hvilke tinder man ser i området, men det var desværre udsat for hærværk og derfor nedtaget under Jyllands-Postens besøg.

Udstoppet bjørn

Aurlandsfjellet skal man ville - ellers kommer man nemt til at vælge verdens længste vejtunnel, den 24,5 km lange Lærdalstunnel mellem Lærdal og Aurland. Den dobbelt så lange vej over fjeldet kaldes også snevejen og eventyrvejen. Den er anlagt så sent som 1969, og udover at forbinde byerne på hver side af fjeldet gav den også indbyggerne nemmere adgang til fjeldets jagt (især ren), fiskeri (især ørred) og bær (blåbær, tyttebær, multebær). Græs og mos er eneste vegetation højest oppe, men længere nede er der sætere med får og geder, som bl.a. giver mælk til Norges berømte, brune gedeost. Jorden er i privateje til 800-900 meter over havet, derover er den statsejet. Ved Vedahaugane anbringes et kunstværk, der har givet lokal debat. I en grotte placeres en udstoppet bjørn omgivet af det moderne samfunds affald: plastic, flasker og emballage. Ved Flotane er et futuristisk toilet installeret i en betonkonstruktion, som med vilje står noget skævt. Det folkelige danske udtryk ”væltet lokum” ligger lige for.

650 meter ned

Den sidste, fabelagtige udsigt får vi ved Stegastein på nedkørslen til Aurland. En udsigtsplatform, delvist i limtræ, er ført ud fra fjeldsiden til et svimlende kig mod fjorden 650 meter nede. Her er der fjord, fjeld og fos for alle pengene. Platformen er konstrueret, så den kan minde om den nederste del af en skihopbakke. Yderst, hvor skihopperne ville sætte af, er der kun en glasplade (dog af svær kaliber) til at hindre én i at styrte i afgrunden. Et yndet fotomotiv er at læne sig op ad den skrå glasplade, så det ser ud, som om man er på vej baglæns ned i dybet. Dermed nåede vi til Aurland og den maleriske lille stations- og havneby Flåm, hvorfra Europas stejleste normalsporede jernbane, Flåmsbanen på kun 20 km, går op til Myrdal 867 meter over havet. Men det er en helt anden historie, som vi fortalte i Explorer den 29. oktober 2011. Find artiklen herom på www.jp.dk ved at skrive flåm i søgefeltet øverst til højre.

LÆS OGSÅ: USA’s fem smukkeste køreture