Marrakech og marokkansk stil rykker

Marrakech er for vild. For varm. For hektisk. Men alligevel alt for fed. Marokkos næststørste by er en blanding af arabisk middelalder, afrikansk åbenhed og et drys af fransk kolonistemning.

Det unikke sammenkog af kultur og historie kombineret med den høje standard af det traditionelle marokkanske køkken, de høje temperaturer og mange tiltrækkende shoppemuligheder har gennem tiderne gjort Marrakech til et eftertragtet rejsemål for bl.a. Winston Churchill, Yves Saint Laurent, Brad Pitt og Kate Moss. Mens Churchill både brugte byen til at udfolde sine kreative evner ud i malerkunsten og til at holde møder under Anden Verdenskrig, blev byen designeren Yves Saint Laurents andet hjem.

I de senere år er Marrakechs hiphedsfaktor kun vokset. En temmelig lang række af kendisser, der også tæller David Bowie, Nicole Kidman og Georgio Armani, har slået sig ned i palmelundene uden for Marrakech, og når det bliver for koldt til at feste på Ibiza og i Saint Tropez, er det Marrakechs vilde natteliv, der tiltrækker alverdens festglade globetrottere.

En af de hotteste trends inden for indretning, den såkaldte “Moroccan Style”, er ikke kun slået igennem pga. æstetikken, men også pga. den afslappede livsstil med åbne døre, bare tæer, lokaltdyrkede økologiske råvarer og ingen elektroniske interventioner. Livsstilen skildres i coffee table-forlaget Taschens bog “Moroccan Interiors”, der billedliggør, hvorfor Marrakech er så umulig at modstå. Det handler om tilfældighedens æstetik kombineret med kulturhistoriens skønhed, som har sat sit præg på alt fra soukens fintmalede lerkrukker og håndknyttede tæpper til fliserne i en beskidt trappeopgang og farvesammensætningen på en bulet bliktønde. I Marrakech oplever man en lige så stor glæde ved ornamenter, mønstre og legende farvesammensætninger, som der i Norden er mangel på samme. Uanset hvor man kigger hen, skal øjet fordøje en detaljerigdom, som står i kontrast til alt det lurvede, faldefærdige og fordærvede.

Den gamle bydel, medinaen, er omkranset af en rosa bymur og har den berømte og berygtede plads Djemaa el-Fna som midtpunkt. Den nyere bydel Guiliz, som franskmændene byggede op under protektoratet fra 1912 til 1956, skal man søge til, hvis man har brug for europæiske pejlemærker i gadebilledet såsom McDonald's, femstjernede luksushoteller og kædebutikker.
 

Botanisk havebesøg i hestedroske

Den nye bydel skal bestemt også ses, f.eks. på vej til Yves Saint Laurents berømte botaniske have, Jardin Marjorelle, der består af knaldblå pavilloner omgivet af dværgpalmer, pudsigt formede kaktusser og andre sjældne plantearter. Og hvorfor ikke tage turen derud i hestedroske - det er hyggeligt og ganske almindeligt, og en tur på knap 20 minutter fra den gamle bydel til den nye koster blot omkring 60 kr.

Tilbage i medinaen er et besøg på byens store plads Djemaa el-Fna et af de mest mærkværdige skuer: Først på aftenen oplyst af den lyserøde solnedgang og senere af hyggelige glødelamper, fakler og selvlysende lir. Det er om aftenen, det for alvor rykker på Djemaa el-Fna. Når mørket falder på, og varmen stiger til vejrs, og man atter kan trække vejret. Så skal der spises, drikkes, købes og sælges. Og det skønne er, at cirkusset - selv om man ikke skulle tro det - ikke kun finder sted til ære for turisterne. Mens pladsen fyldes op af små madboder med alt fra dampende varme snegle til krydrede salater og marinerede rejer, handler de lokale i stor stil med hinanden, ligesom byens indbyggere slentrer en tur i aftenskumringen og får et glas friskpresset appelsinsaft eller et spyd med marineret lam. Netop appelsinsaften, som sælges overalt i byen på gader som i restauranterne, har ry for at være verdens bedste. Der er nok at tage sig til på pladsen.

Overalt forsøger folk at sælge alt fra krydderier og leopardskind (pletterne er malet på koskind) til tørklæder og skåle, ligesom man hurtigt kan komme i nærkontakt med både mølædte aber og slanger, mens der må fotograferes og betales ved kasse ét. Der er også rig mulighed for at få hevet en dårlig tand ud eller få malet hennamønstre. Der er selvsagt en del turister på pladsen, men aldrig i stil med Marcuspladsen i Venedig. Marrakech opleves langt mere autentisk end overrendt.

Et smut tilbage i tiden

Souken dækker over et virvar af snirklede handelsgyder i den arabiske bydel, medinaen. Nogle af gaderne er delvist overdækkede, og overalt er der et mylder af mennesker, muldyr, cykler og knallerter. Der er gader, hvor der fortrinsvis sælges tæpper, smykker, keramik, parfumer, krydderier osv., ligesom der er hele kvarterer i souken, hvor garverierne, mekanikerne, systuerne og sølvsmedjerne holder til.

Her får man færten af middelalderstemning, når en djallaba-klædt kvinde kommer gående med en klat dej på et træfad for at få bagt sit brød i den nærmeste ovn. Når slagterens fluebefængte kødstykker ligger frit fremme ved siden af en flok blodige kalveklove, mens en æselkærre kommer rystende forbi med ladet fuldt af rødløg. Når en radmager kattemor fyldt med åbne kødsår basker ud efter sin lige så mistrøstige killingeflok, der slænger sig foran fiskehandleren, og når en øde gyde lugter så ramt af urin, at man får kvalme. Som når krydderihandleren prøver at få opmærksomhed ved at stikke sin kamæleon frem i hovedet på de forbipasserende eller stolt viser sin samling af knapt levende skildpadder frem, der ligger i lag i en frønnet papkasse ved siden af samlingen af skildpaddeskjold.

Har man brug for et pusterum, kan man med fordel bevæge sig ned i den jødiske souk, melahen. Der er kun én indgang, og efter at have gået 500 meter kommer man på højre hånd til en lille oase kaldet Den Røde Kamel eller Art de vivre oriental. Den tre etager høje bygning midt i souken er et danskejet, unikt forretningskompleks med lokaler, der lejes ud til udvalgte kunstnere med noget særligt at byde på. Således kan man få blandet sin egen parfume og få en indgående introduktion til diverse krydderier og naturlige skønhedsprodukter med hjælp af engelsktalende og meget vidende marokkanere. Her er også en fin smykkebutik med håndlavede sølvsmykker, og på første sal en lille eventyrlig salon med børnetøj og mulighed for at kreere sin egen perlehalskæde. Huset byder også på myntete, hjemmebagte sandwicher og andet godt.

Små, kølige oaser

Skal man bo så autentisk som muligt i Marrakech, bør man opsøge en af byens utallige riader. En traditionel riad er et intimt butikshotel typisk bygget op i en gammel velhavervilla med rum indrettet ud mod åbne haver med høje palmetræer. Ofte er der kun få værelser, hvorfor oplevelsen føles mere personlig og privat end på et regulært hotel.

Vi boede på riad Dar les Cigognes, som betyder storkenes hus. Hotellet ligger i den gamle by op ad kongepaladset, hvis mure er toppet med storkereder og storkefamilier, hvis knebren sætter prikken over i'et på hotellets tagterrasse.

En af folkene bag hotellet er globetrotteren, nomaden, kokken og forfatteren bag flere kogebøger, Eben Lenderking, og hans forkærlighed for de marokkanske retter fornægter sig ikke på menukortet og tallerkenerne.

Hotellets værelser er gennemført chikt indrettet, og alt fra håndsæbe til shampoo og lotion er af lokal fabrikation og en nydelse at bruge. Der er kælet for stemningen og samtlige detaljer i de smukke, kølige og en smule dunkle rum, hvilket er tiltrængt efter en dag i medinaens hede, støvede kaos.

En anden riad, som kan anbefales, er Riad Ifoulki, som ligeledes ligger centralt i medinaen. Det er en lysere og større riad med en lille pool og en særegen historie. Den er ejet af den danske globetrotter Peter Bergmann, som faldt for Marrakech på samme tid som Jimi Hendrix, Bob Marley og andre i 1960'erne.

Han købte senere ejendommen, og gennem årene blev det en fast tradition, at vennerne kom og hang ud, når Peter Bergmann var i byen, ligesom han selv kom hos folk som Yves Saint Laurent og dennes kæreste, Pierre Bergé. På et tidspunkt fik Peter Bergmann ideen at leje værelserne i Ifoulki ud, når de nu alligevel altid var beboet af venners venners venner, og den idé udviklede sig langsomt til det, der i dag er en ganske særegen perle af en riad. En forkærlighed for sjældne antikviteter sætter et særligt præg på indretningen, hvis hyggelige bibliotek bl.a. er møbleret med en cembalo og naturligvis udstyret med flere af de mange romaner, som forfattere har fundet ro til at skrive på riaden gennem årene. En del internationale stjerner har frekventeret refugiet Ifoulki, men det er dog ikke noget, Peter Bergmann selv ønsker at fremhæve, da det er riadens særkende, at mennesker, der gerne vil være i fred, kan bo inkognito og ikke blive forstyrret af fotografer eller nysgerrige turister.

LÆS OGSÅ: Mystiske, magiske Marokko