Ingen slanger i paradiset

Min oldefar og min bedstefar trillede romtønder ad de smalle gader fra destillerierne oppe i byen ned til havnen, hvor de blev slæbt op på sejlskibene. Tønderne blev så sejlet til Danmark, hvor dine bedstefædre og dine oldefædre kunne drikke rommen.«

En ældre mand fortæller, da jeg et øjeblik står stille i en af de smalle gyder i Charlotte Amalie. Det er ham, der indleder den tilfældige samtale.

Han spørger, om jeg er fra Danmark. Og det spørgsmål får man ikke så tit i ”de varme lande”.

Det viser sig i samtalens løb, at manden hedder Alphonse Stalliard, og at hans forfædre kom til Dansk Vestindien i 1733 i lasten på et slaveskib fra de danske kolonier på Guldkysten i det nuværende Ghana.

Da han gerne vil prikke til Danmarks rolle som slavehandlernation i kolonitiden, spørger jeg:

»Hvis du skal være helt ærlig, er du så ikke meget godt tilfreds med, at du er født her på US Virgin Islands og ikke i et af landene i Vestafrika?«

Han kvitterer for det politisk ukorrekte spørgsmål med et bredt grin:

»Jo!«

Alphonse Stalliard er stolt over at være vestinder. Og han er både stolt over og synes, at det er sjovt, at vi har en fælles historie - den kulsorte mand i Caribien og den store, blege mand fra Nordeuropa.

»Mine forfædre var kun slaver i et par generationer, mindre end hundrede år. Mine forfædre blev fri allerede i begyndelsen af 1800-tallet, før slaveriet blev ophævet for alle,« fortæller Alphonse Stalliard med en vis stolthed.

Han har hørt om den danske konges forordning fra 1830'erne om ”Mulatters og Frinegres Borgerrettigheder” i kongeriget.

Men han vil alligevel ikke helt acceptere min påstand om, at hans oldeforældre og bedsteforældre var frie danskere akkurat som mine oldeforældre og bedsteforældre.

Det er en stump levende undervisning i danmarkshistorien, som leveres af en sort amerikaner på US Virgin Islands.

Fødderne (næsten) i hav et

Denne snak er en af de mange små episoder, man næsten ikke kan undgå at støde ind i, når man besøger det tidligere Dansk Vestindien.

En stor del af befolkningen, der har sine rødder på øerne, kender historien.

Og hvis de lokale har en holdning til danskere, er den positiv. Hver gang.

Her på nogle af verdens dejligste tropeøer hører vi også til, i hvert fald en lille smule.

Hvis man er interesseret i historie, er den fælles arv en af de helt enestående sidegevinster ved at holde ferie i Dansk Vestindien.

Og hvis man ikke er interesseret i historie, bliver man det måske - netop fordi danskere kan føle sig mere velkomne her end på de fleste andre feriemål i troperne.

Men historien gør ikke det hele. Det gør derimod en kop nybrygget kaffe, som er lavet på espressomaskinen i hotelværelsets køkken, og så en tændt cigaret, når man så sætter sig, netop vågnet og kun iført underbukser - godt, at der ikke er billeder af det hele - på den private terrasse, der er til værelset i bungalowen på Hotel Buccaneer på St. Croix, et af verdens bedste hoteller.

Her sidder man næsten med fødderne i Det Caribiske Hav, og man kan vælge blot at nyde udsigten, hvor de store fregatfugle kredser dovent over vandet, eller at springe i havet ved en af de perfekte badestrande, der er overalt langs kysten på St. Croix.

Temperaturen er akkurat under 30 grader. Det er normen på øerne i det, der var Dansk Vestindien. Og en stille, frisk brise fra havet gør, at den konstante sols bagen bliver nøjagtig som de fleste danske gæster kan lide det.

Der er også endnu bedre badestrande. Men det skal vist måles på marginalerne.

Verdens bedste strande

Forleden var vi på en strand på St. Jan - eller St. John, som amerikanerne nu kalder den - som er udpeget af det amerikanske tidsskrift National Geographic til at være en af verdens 10 bedste badestrande. 2 af verdens 10 bedste badestrande ligger på øerne, og resten af strandene er i topklasse.

Selv om solen bager ned, bliver strandsandet ikke glohedt som på en dansk strand. Sandet i Danmark er kvartssand. Men i Caribien er det koralsand, der for en stor del er skabt af døde koraller. Det porøse materiale bliver ikke nær så varmt som kvarts.

Men når der er vand som i Caribien, skal man ned i det i stedet for at være ved det.

Gå tur på havbunden

Og udover de enestående badestrande og mulighed for snorkling giver et besøg på St. Thomas mulighed for en oplevelse, der er helt speciel.

Man kan gå en tur på havbunden - som en rigtig ”gammeldags” dykker med en gevaldig dykkerhjelm, der dels giver udsyn, dels er forbundet med en slange med lufttilførsel. Og samtidig er hjelmen så tung, at man bliver holdt nede ved havbunden trods opdriften.

Coral World på nordsiden af St. Thomas har eksisteret i mange år. Men kun få andre steder i verden kan man som helt uforberedt amatør få mulighed for at dykke på ”gammeldags maner”.

Vi er i USA, så der er fokus på sikkerheden og på eventuelt ansvar, hvis der sker en ulykke.

»Vi mister ikke mange turister,« siger manden fra Coral World, der står for sikkerhedsinstruktionen.

Nul er nemlig ikke mange!

Bemærkningen er med til at understrege, at en vandretur som dykker på havbunden rummer en risiko. Og man skal følge de erfarne instruktørers ordrer. Samtidig lærer man signalgivning, så man kan blive hjulpet op med det samme, hvis man ikke har det godt.

Den halvtimelange gåtur på havbunden, hvor koralhavets tropefisk svømmer rundt om os, er en helt anden oplevelse end at snorkle i tropisk hav.

Når man går på havbunden, har man ikke den samme kontrol over sine ben og resten af sin krop, som når man går på landjorden. Opdriften i vandet giver en fornemmelse af delvis vægtløshed, så der skal arbejdes med hvert skridt og hver vending af kroppen.

En spadseretur på havbunden giver både et blik på livet blandt fisk, søstjerner, søanemoner og andet liv, der er enestående, samtidig med, at kroppen arbejder på en måde i det våde element, som man altid vil huske - for det gode.

Mad og drikke

Mens man er på havbunden, kan man se nogle af de dyr, der ender som kulinariske specialiteter på spisebordene. Konkylier er på mange af de vestindiske restauranters menukort. Og veltilberedte konkylier er en delikatesse.

I Vestindien krydrer man konkyliekødet på forskellig vis, og besøgende kan vælge imellem bl.a. conch-creole, der er forholdsvis stærkt krydret, conch-curry og restauranternes specialiteter. Og så er der naturligvis fisk på spisekortene.

Oksekød er der også. Bl.a. fra Hans Lawaetz' store kvægbrug på St. Croix.

Lawaetz-familien, der kom fra Danmark i 1800-tallet, er stadig meget aktiv på øerne, især på St. Croix, både inden for landbrug, politik og kunst.

Desserten er ofte rødgrød. Et levn fra danskertiden, som er lyslevende på spisekortet. Og den caribiske variant er god!

Øl er en populær drik i det lune vejr, og ”El Presidente”, der er importeret fra Den Dominikanske Republik, falder i de fleste danskeres smag.

Og så er der rommen.

Cruzan Rum er det eneste destilleri, der blev tilbage, da sukkerproduktionen styrtdykkede i forbindelse med slaveriets ophævelse i 1800-tallet.

Selskabet er for nyligt solgt til en af de store internationale koncerner, Fortune Brands, men familien Northrop, der har drevet virksomheden siden 1760, er stadig med. Northrop'erne har både skotsk, engelsk og dansk blod i årerne.

Da vi besøger virksomheden, møder vi Karen Northrop, der stadigvæk modtager besøgende på destilleriet, selv om hendes far har solgt virksomheden.

Da hun bliver spurgt, hvorfor hun stadigvæk er på Cruzan Rum, selv om virksomheden er solgt, kommer svaret prompte:

»Prøv at snit mig i armen. Der kommer ikke blod ud. Det er rom, der løber i mine årer.«

Og rommen fra St. Croix er mindst lige så god som den bedste Jamaica-rom.

Mange blander rommen med alverdens frugtsaft. Prøv engang at hælde en vellagret brun Cruzan op i et snapsglas. Den er blandt verdens fineste alkoholiske drikke.

Underholdende guide

André Toussaint er chauffør og guide med universitetsgrader fra New York.

Da der ikke var et ordentligt job til ham oppe nordpå, tog han hjem til St. Croix, hvor hans far har biler, der kører med turister. Og den kæmpestore, kulsorte André Toussaint er blandt kandidaterne til prisen som en af de bedste turistguides i Caribien.

Da vi går rundt på en nedlagt sukkerplantage på St. Croix, fortæller han indlevende om livet for de sorte arbejdere i gamle dage, og det hele foregår med et glimt i øjet.

Han ved også meget om botanik, og i den botaniske have i tilknytning til plantagen fortæller han om planter og træer, så alle lytter - og morer sig.

En plante har velsmagende frugter.

»Og hvis du spiser dem, får du så ondt i maven, som du aldrig har prøvet det før.«

Et andet træ har store bælgfrugter, hvis frø rasler i frøkapslerne i den lette brise.

»Det træ hedder ”kvinders tunge”. For man kan høre det, før man kan se det,« siger André Toussaint. Og i hvert fald hans mandlige publikum morer sig.

Dyrelivet er blandt andet specielt ved, at øerne er fri for slanger.

I 1872 indførte man desmerdyr fra Indien for at fange rotter. Det duede ikke, men en af desmerdyrenes livretter er slanger, og dem er der ingen tilbage af på øerne.

Fordragelige folk

Attraktionerne i Dansk Vestindien er talrige. En af de største er befolkningen. På øerne er der et utal af religiøse samfund. Kristne af enhver afskygning, muslimer og jøder - og nogle hinduer.

Og øerne er tilsyneladende helt blottet for diskrimination. Alle er mennesker, og alle lever i tilsyneladende fordragelighed.

Det jødiske samfund har i øvrigt flere elementer, der gør et besøg i synagogen på St. Thomas interessant.

En af dem, der var med til at grundlægge synagogen, var den handlende Abraham Pissarro, der var af en portugisisk-jødisk familie.

Hans søn var maleren Camille Pissarro, der blev en af grundlæggerne af den franske impressionisme.

Camille Pissarro var imidlertid ikke fransk, som det ofte påstås; han var dansk og havde dansk pas hele livet, til han døde i Paris i 1903.

Han fik sin første regulære kunstundervisning af den danske maler Fritz Melbye, der kom til St. Thomas i 1850'erne. Pissarro og Melbye malede en del på St. Thomas og rejste senere sammen i Venezuela.

I Pissarros barndomshjem i Dronningens Gade i Charlotte Amalie er der i dag kunstgalleri - dog ikke med kunst i verdensklasse.

Men der er Pissarro-billeder på øerne, selv om det Pissarro-museum, som er blevet diskuteret på St. Thomas i årevis, ikke er blevet til noget.

I Government House, hvor guvernør Peter von Scholten en overgang boede, hænger der både nogle malerier og nogle tegninger af Pissarro.

Der er ikke almindelig adgang til huset, men hvis man spørger vagten, kan man være heldig at få lov at se disse skjulte mesterværker af en af de største mestre i fransk og dansk malerkunst.

Dumme, danske høns

Der er også andre levende minder fra danskertiden end mennesker.

For en, der er inficeret af interessen for historie, farer tankerne tilbage, når man sidder en stilfærdig søndag formiddag ved fortet Christiansværn på St. Croix.

Den lette brise fra havet får de rustne hængsler i de åbentstående døre til at knirke. Ellers er der stille - bortset fra den dovne brænding, der bryder ved fortets fod.

Her har været i hundredvis af danske soldater i de 250 år, fortet var den beskyttende bastion for indsejlingen til Christiansted, den store udskibningshavn for sukker og rom.

Her er ikke andre end mig. Og så hønsene.

Det er brune italienere, efterkommere af de høns, som danske soldater og kolonister havde med for længe siden, så de kunne få friske æg, som de plejede.

Hønsene lever nu vildt, og hvis man leder efter deres reder rundt om fortet, kan man få frisklagte hønseæg af gammel, dansk landrace.

»De danske høns er dumme,« fortæller en af de lokale.

»De har været her i flere hundrede år, og alligevel har de ikke fattet tidsforskellen, så de galer klokken halv tre i den sorte tropenat hver eneste nat,« siger han.

LÆS OGSÅ: Til Dansk Vestindien på 10 timer