Sydafrikas smukkeste jagttrofæ

Spændingen var næsten uudholdelig, da oryx-tyren skulle eftersøges med lokale eksperter.

Artiklens øverste billede
Ikke kun skytten er i fokus; her var det en samlet holdbedrift, der skabte den store oplevelse. Fotos: Michael Koch

Farmen i Sydafrika få kilometer fra grænsen til Botswana hører ikke til de største. Med sine 1.000 hektar skulle man tro, det var et lille revir, men med skiftende åbne arealer og tæt bush er den rigeligt stor til en uges jagt. Endda mere end rigelig, når en oryx-tyr er skudt, men alligevel går langt med sit dræbende skud.

I en åben Land Rover kørte vi reviret rundt som optakt til en krævende pürsch i bushen. Den ene dag efter impala, den næste dag efter blue wildebeest. Den professionelle hunter Neil Smit havde øje for sit vildt. Han vidste, hvor dyrene gik, og selv om det var vinter i Sydafrika, var der blade på træer og buske, hvilket gør det svært for en begynder i sydafrikansk jagt.

Det kræver mere end en uge at kunne spotte dyrene ordentligt, når de står 50 meter inde i revirets tætte buske. Finde dem, det kunne Smit, og udpegning og omhyggelig søgning med kikkert gjorde da også, at vi forlod bilen - for at pürsche klassisk, stille og med vinden helt rigtig i forhold til dyrene.

På turens anden dag krydsede en oryx vejen. Hvilket syn: Med sine lange horn, de specielle hvide og sorte farver i smukt mønster i hovedet og den majestætiske fremtoning med den stærke, grå krop. Flere gange siden så vi oryx, og hver gang steg pulsen - og kameraet kom hastigt frem fra bilens bund. Men hver gang rystede Smit på hovedet, vinden var forkert, eller oryxen var ikke gammel nok til afskydning. Hans selektion afkrævede respekt. Vi kunne jage i længere tid for så at afbryde - trofæet skulle udvikle sig et par år mere.

Erfaringen med at se dyrene - ud over de, der krydsede vejen foran os - voksede langsomt, og efter at have leveret både impala og blue wildebeest efter nervepirrende pürsch, som heldigvis tog sin tid, stod der bleesbuck på ønskesedlen. Vi kørte ud til farmens flyveplads - en lang, bred og åben grusbane i bushen. Her gik en aldrende bleesbuck stolt og med klar territorial bevidsthed. Men at komme tæt nok på ham, at få ham til at stå rigtigt - det var ikke nemt. Vi brugte timer, vi kørte, vi gik. Neil Smit havde konstant tanke for vinden, og utallige gange gik han ud af bilen, lyttede og skrabede det tørre støv op med en støvlespids for at teste vindretningen. Og jagtlykken ville ikke en bleesbuck den dag. Dagen skulle i stedet vise sig at byde på noget andet: Min største jagtoplevelse og farmens folk i en opvisning i ekspertise, jeg aldrig vil glemme.
 

Den rigtige tyr

Med ét kom oryx-tyrens hoved til syne langt foran os, med kroppen helt skjult i buskene. Et par hundrede meter fra os gik han langsomt frem, og der blev stille i selskabet. Et blik mellem jæger og hunter blev udvekslet, og Smit nikkede stille og bestemt. Her var han, den rigtige tyr.

Han var ikke helt fri af buskene, afstanden var nu omkring 180 meter. Riflen blev lagt op, og der var klarmelding til skud. Han stod ret op og ned og gloede lige mod os. Jagten var forbi, og skuddet faldt.

Han tegnede stærkt, og Neil Smit udbrød spontant, at den var hjemme. Men det vidste tyren ikke. I et voldsomt spring satte han af og forsvandt mellem græs, træer og buske. I Land Rover'en kørte vi frem, og der var ingen tegn på, at han var ramt. Det eneste var dybe spor efter hans spring.

Besindigt gik først Neil Smit ind i bushen og derefter resten af selskabet for at lede. Vi ledte i en god time, men så intet, og Smit besluttede, at der skulle specialister til. Kort efter kom traktoren med en flad trailer. Sydafrikanerne dannede en gruppe, og vi blev efterladt. Uden mange ord gik gruppen ind, ganske langsomt, med en anfører, der stift fulgte spor, som vi andre ikke kunne se.

At se det usynlige

Sydafrikas eksperter går ikke med hund, for som de siger: Den bliver træt, mister koncentrationen og taber sporet. Her skal der mennesker til; nogen, der kan se det usynlige. Skiftevis omkring hvert 10. minut tog de føring, for det er krævende for krop og sind at skulle søge på den måde. Vi ventede i timer ved bilen, og det var faktisk ikke sjovt med al den tid til at tænke.

Fra en helt anden retning kom hunter Neil Smit med sin storkaliberriffel over skulderen sammen med en af sine folk. Uden den mindste ansigtstrækning, der kunne antyde noget om eftersøgningens resultat, kom han langsomt gående mod os, og først da han stod ansigt til ansigt med den skælvende skytte, flækkede hans ansigt i et stor smil, og hånden kom frem ledsaget af et stort tillykke.

Seks kilometer havde de gået efter tyren. Og det var først efter anslået to kilometer, at den var begyndt at efterlade sig schweiss. Vinden havde drillet dem, så tyren vidste, de var efter den - men døden indhentede den, og de fandt den.

I en stor bue på reviret havde de fulgt den, og nærmest overmenneskeligt havde de holdt sporet. En oryx kan med uhyggelig præcision styre sine horn; som min rejsekammerat sagde: »Den kan slå aske af din smøg med spidsen af et horn.« Derfor havde Neil Smit givet den et sikkert skud og sikret sig, at tyren var stendød.

Hastigt kørte vi hen til den, og nu viste det sig, hvorfor den kunne gå så langt. Skuddet var gået korrekt ind - hjertet sidder meget lavt på oryx - men tyren havde ikke stået helt vinkelret på os, og derfor var kuglen ikke vandret optimalt gennem dyret.

Men her var han: imponerende, smuk og ganske betagende. En jagtdag, der for altid ligger som et dobbeltminde: trofæet, men i særklasse også de lokales beviste evner i eftersøgning på minimale spor.

LÆS OGSÅ: Fasaner i overflod i Tjekkiet

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.