En jagtnation med hår på brystet

New Zealand har en jagthistorie, som ikke ligner noget andet lands.

Artiklens øverste billede
New Zealand byder på eventyrlig jagt. Fotos: Per Jacobsen og historiske billeder

Hjorten har lugtet lunten! Den bevæger sig i hastige skridt op ad bjerget, halvt dækket af den tidlige morgendis. Afstanden til dyret er 360 meter; det er langt! Situationen er i det hele taget speciel: Jeg er i min lejr, ligger stadig i soveposen, og geværet ligger an på det vildsvin, der var gårsdagens jagtudbytte.

Nysgerrighed får dyret til at standse en sidste gang; jeg placerer min finger omkring aftrækkeren og klemmer til i, hvad der føles som en uendelighed. Et brag smælder gennem dalen, hjorten springer op på bagbenene og falder bagover død ned ad bjerget. Jeg ligger tilbage med følelsen af, at min mest heldige hjort nogen sinde er skudt.

Foran mig ligger godt 14 timers hårdt slæbearbejde med at få vildtet ned ad bjerget til min bil. Hvor er det sindssygt, at en totalt fremmed i New Zealand har mulighed for at opleve sådanne eventyr uden at skulle betale det halve kongerige!

Jagt er et slaraffenland af muligheder, så længe man har penge nok. Men for mig handler jagt om glæde, spænding, fair chase, at ordne vildtet selv og bringe maden hjem til familien. Det har ikke meget at gøre med indhegningsjagt, betalingsgodsjagter, horder af professionelle guider, apportører og hjælpere og bukkejagt med anlæg på kølerhjelmen af en Fiat. Jagt er et instinkt, der ligger dybt i størstedelen af os, og ingen jæger er i tvivl, når instinktet bliver vakt til live.

Hvad ægte jagtinstinkt er - det oplever man i Aotearoa, ”landet med den lange hvide sky”, som er maoriernes navn for New Zealand.
 

Import af dyr

Omkring år 1000 kom maorierne til New Zealand og bosatte sig. De levede uforstyrret indtil 1642, da Abel Tasman opdagede New Zealand, men forlod det igen. I 1769 blev det genopdaget af kaptajn James Cook, og derfra gik det hurtigt. Nybyggere kom til landet i løbet af 1800-tallet, og en traktat, som gav overherredømmet over New Zealand til den britiske dronning, blev underskrevet af maori-høvdingene og den britiske krone. Herefter blev New Zealand genstand for en strøm af mennesker, materialer, planter - og dyr.

Det værste eksempel - men der er mange andre - er New Zealands nationale stolthed, kiwifuglen, der før menneskets ankomst ikke havde naturlige fjender. Den er udstyret med et fladt brystben, som gør den ude af stand til at flyve, så man kan sagtens forestille sig, hvad der skete, når alverdens rovdyr blev sluppet løs i nærheden.

Udsætninger som katte, rotter, lækatte, ildere og grise udnyttede kiwifuglens handicap, og det har resulteret i et kæmpe indhug i bestanden, så i dag er fuglen udrydningstruet. Færre end 5 pct. af kiwierne når at blive voksne.

Modstykket til kiwiens skæbne er possummen, det lokale navn for opossum eller pungrotte. I 1837 blev den indført fra Australien med henblik på pelsindustri, men det skulle vise sig at være en katastrofal beslutning. Dyrenes effekt på den oprindelige natur er voldsom: De har ingen naturlige fjender, de æder de friske skud på de lokale træer - og kiwifuglens æg.

Deer cullers

I 1920'erne blev New Zealands skovstyrelse opmærksom på det voksende problem, og i 1931 annoncerede regeringen efter ”deer cullers”, mænd, der fik betaling for at bo i bjergene og skyde dyr. De var provisionslønnede og blev betalt pr. nedlagt dyr, og et drab var ikke bekræftet, før man havde leveret halen.

Deer cullerne var mænd med hår på brystet. De levede i halve år ad gangen i bjergene, hvor de fik tildelt en dal, som de skulle rydde for krondyr. I starten trængte de ind og slog selv spor, så de kunne komme frem og tilbage omkring deres lejr. Nogle gange var de heldige at kunne bruge hest.

Lejren bestod ofte af gamle kanvasstoffer spændt op omkring træer og med åbent ildsted. Senere fik deer cullerne tilladelse til at bygge hytter, og der blev bygget 750 af disse hytter og flere end 100 km vandrespor formet af deer cullerne i løbet af den periode, de opererede i bjergene. Fra 1930'erne og frem til midten af 1960'erne dræbte deer cullers mellem 8.000 og 92.000 krondyr om året - til fods!

Venison rush

I 1960'erne blev kommercielle operatører involveret i udryddelsen af klovbærende vildt. En af dem, sir Tim Wallis, lejede i 1965 en helikopter med tilhørende pilot, hvormed han opsamlede sine nedlagte krondyr. Han opdagede hurtigt, at der var store penge i at fragte de døde dyr til slagteren via helikopter, så han anskaffede sin egen helikopter og lærte at flyve. Han begyndte at skyde dyrene fra helikopter, og derefter gik det hurtigt. I 1970 sås omtrent 60 helikoptere flyve rundt i bjergene med en skytte i og nedlagte dyr hængende underneden.

Det var en god forretning: En helikopter, pilot og skytte kunne nemt skyde og fragte 100 stykker kronvildt ud om dagen, og det kunne blive helt op til 200 stykker.

Det satte gang i the venison rush - hjortefeberen. Uautoriserede helikopterpiloter støvsugede bjergene for krondyr, men de blev også selv jaget vildt. Rapporter om, at helikoptere blev beskudt fra jorden, brandstiftelse mod hangarer, sabotage i form af sukker i tanken, kæder, der blev kastet over roterende rotorblade, samt korporlige slagsmål på toppen af bjergene ryddede forsiderne. Til sidst måtte regeringen sætte luftvåbnet ind for at sætte en stopper for den eskalerende venison-krig.
 

Hop fra helikopter

I 1969 tillod en lov at farme krondyr, og adskillige helikoptere blev konverteret fra krigsmaskiner til tilfangetagelses-helikoptere. Den tidlige metode blev kendt som bulldogging: Raske unge mænd kastede sig ud fra helikopteren for at lande på et løbende stykke kronvildt, fælde det ved at tvinge dets hoved rundt, binde benene forsvarligt sammen og til sidst anbringe det i en kanvaspose. I mange tilfælde missede jægerne springet, og det betød mistede tænder, flænger og brækkede knogler.

Helikopternes indsats gjorde et stort indhug i den newzealandske vildtbestand, og gradvis forsvandt de gamle deer cullers. Efter mere end et halvt århundrede var dyrene under kontrol, men naturen var stadig påvirket, ikke kun af dyrenes aftryk, men også af menneskets. Skrald, byggematerialer, landingsbaner i bjergene, kollapsede hytter, gamle, forladte miner, kæmpemæssige jordskred m.m. betød voldsomme ændringer i landskabet.

Department of Conservation, DOC, har gjort en stor indsats for at genoprette naturen og bringe den tilbage til det, den var inden menneskets ankomst. Nu om dage sker der stadig jævnlige helikopterreguleringer for at holde dyrebestanden nede, og særlige giftampuller bliver lagt strategiske steder med det formål at dræbe possummer og andet skadevildt.

At leve og overleve

Jagten i New Zealand er i dag en skygge af, hvad den var i de glade deer culler-dage. Ikke desto mindre får landet besøg af mange jægere fra nær og fjern. For selv om der er længere mellem dyrene, rykker den særlige newzealandske jagtform i jægere verden over. Det er en livsstil, der handler om at stole på sig selv og om at tage ansvar. Om at leve og overleve i bjergene, respektere naturen og at værdsætte det ægte jagtinstinkt.

LÆS OGSÅ: Bjergjagt i det næste store jagtland

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.