Fasaner i overflod i Tjekkiet

Stil, elegance og opdrættede fugle går op i en højere enhed med 1.000 fugle på paraden.

Artiklens øverste billede
Heftig skydning med to hjælpere til at genlade bøsserne. Fotos: Steen Andersen

Der er en loader til rådighed, så medbring blot parbøsserne. Beskeden i den e-mailede invitation er let at forholde sig til, men den åbner for et perspektiv, som jeg aldrig tidligere har skullet forholde mig til: Fasaner i så stort et antal, at man er nødt til at have hjælp til at lade haglbøssen!

Jagten foregår i Tjekkiet. Vi flyver til Wien i Østrig og kører til reviret. Næste dag skal vi ombringe 1.000 fasaner og returnere til middag og natklub i Wien.

Dette er ikke mit niveau. Parbøsser, loadere og jagtmiddag i smoking er ikke bare nyt og uvant. Det er også uvirkeligt. Man kan godt diskutere, om det er jagt at fælde over 1.000 fasaner, men det er en oplevelse ud over alle grænser.

Vi ankommer i mørke til et kæmpemæssigt og velholdt slot. Indenfor står fuldmonteringer af kæmpeorner, brølende hjorte og skrydende mufloner i kø for at tiltrække vores opmærksomhed. Alle mand bliver indkvarteret på enkeltværelser, og drinks inden middagen serveres i et smukt pistaciegrønt rokokokabinet på størrelse med svømmehalen i en mellemstor provinsby.

Middagen består af så mange vildtlækkerier, at ingen kan huske fra næse til mund, da kaffen bliver serveret. Midnat indhenter os, før vi aner det, og selskabet går modstræbende i opløsning.

Selv om søvnen minder om besvimelse, vågner jeg oplagt og frisk. Sneen ligger knæhøj, og alt virker romantisk i skærende kontrast til de forestående fasandrab.

Hornblæsere og sang

Jagtmesteren byder os velkommen. Vi lines op over for knap 20 uniformsklædte jægere. To hornblæsere sætter tonen og stilen. Det midterste vers af velkomsten synger de. Sneen daler fortsat.

Hver jæger bliver parret med en loader og en loaderassistent, som tager en kasse patroner under armen. Loaderen tager bøsserne. Mine er forsvarligt gemt af vejen i transportkufferten, og jeg noterer mig med glæde, at alle de andre også bærer deres våben i foderaler. Ingen opdager derfor, at mine to våben ikke har kostet over 8.000 kr., og at de ikke på nogen måde er ens. Bortset fra loaderen og hans assistent naturligvis, men de er diskrete folk med pli.

Så bliver der blæst på. Fuglene letter øjeblikkeligt. Skud, skud, og jeg knækker bøssen. Loaderen kigger bebrejdende på mig og forklarer, at det skal han skam nok gøre. Skud, skud, jeg står og fægter med våbnet. Han tager det forsigtigt fra mig, mens han stikker det andet i min venstre hånd. Jeg skyder yderligere forbi til et par fasaner og lærer i mellemtiden load-rutinen. Som højrehåndsskytte afleverer man til højre. Med højre hånd om det afskudte gevær. Så stikker man venstre hånd frem, og det ladte våben lægges deri, så man allerede har grebet om forskæftet. Efter en snes skud går den side af sagen glimrende.

Heldigvis debuterer jeg på en hjørnepost, hvor der ikke er helt så travlt som midt for, hvor de høje fasaner fældes i enestående flot skydning. De lave fasaner - som der ikke er ret mange af - antastes overhovedet ikke. Kun de, der er oppe i de gamle bøge- og egetræers toppe, beskydes. Og falder i lange, døde dyk.

En halv snes fasaner får jeg ram på på denne første post, og i forhold til mine tidligere fasanoplevelser er det yderst tilfredsstillende.

Såten blæses af, og jagtens største overraskelse åbenbarer sig: Ud af skoven træder 60 drivere; nogle med hunde, de fleste med kæppe.

Det ligner en scene fra en film, der foregår i Første Verdenskrigs skygge, hvor et bombardement er indstillet, og flygtningene kommer ud af deres skjul i skoven. Det er åndeløst på sin egen overvældende måde, og med loadere og hjælpere ender personalet til denne jagt med at runde 100 for at få 12 jægeres dag til at lykkes.
 

Munden løber over

Værten tager ordet under den overdådige frokost. I formfuldendte vendinger takker han for, at vi har gjort turen med ham her til dette vildtrige revir. Selvironien er ikke til at tage fejl af. Han forklarer også, at vi har gjort det så godt, at vi blot tager en enkelt såt efter frokosten, som derfor kan forlænges med en ekstra kop kaffe. Samtidig opfordrer han skytter, der endnu ikke helt har oplevet suset, til at melde sig, så de kan blive placeret optimalt på finalen.

Jeg taler, før jeg når at tænke mig om, og meddeler, at jeg da gerne vil have mere action. Først da ordene er ude af munden på mig, går det op for mig, at nu vil alle de andres øjne være rettet mod mig og ikke mindst min skydning og uens bøsser.

Reviret omfatter næppe mere end 60 hektar, og fuglene vælter om ørerne på os. Vi ved fra jagtarrangøren, at der på slottets revir udsættes 130.000 fasaner, og når dagens sidste såt om en times tid er overstået, har vi nedlagt over 1.000 af dem. Tætheden er så høj, at fuglene nødvendigvis bliver lukket ud af driverne, når de passerer voliererne, der må stå inde i de tætte skovtykninger.

Der blæses på. Og jeg skal love for, at jeg er kommet til at stå midt i strålen. Skud, skud. En enkelt fasan styrter død til den snedækkede jord. Ingen ænser, at jeg ikke fik den anden fugl, jeg skød til. Alle andre har travlt med at forsvare deres heftigt overfløjne poster. Skud, skud. Blanke forbiere. Jeg er meget vred på mig selv. Er måske blevet sløv oven på frokostens herligheder. Skud, skud. En fasan. Okay, jeg dropper doublé-forsøgene og skyder nu kun en fugl ad gangen. Det virker, og hvis første skud ikke er optimalt, anvender jeg det andet til at dødskyde fasanen.

Jeg har skudt 38 fasaner på min effektive, men langsomme måde og ender med at blive noteret for i alt 68 fugle på dagen. Christopher, som står ved siden af mig, skyder 168 på én såt! Dagens uden sammenligning mest effektive jæger.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.