Fortsæt til indhold
Rejser

De værste byer til bilferien

TomTom har undersøgt hastigheden i europæiske storbyer. Se hvilke du bør holde dig fra.

Et navigationsanlæg i bilen kan være en stor hjælp, når man skal finde frem til feriestedet, og kombineret med trafikinformationer kan gps'en også finde en alternativ vej, hvis den planlagte rute pludselig er blokeret på grund af en trafikulykke.

Men trafiktætheden og hastigheden i storbyerne kan gps'en ikke trods alt ikke gøre noget ved. Men informationer fra millioner af gps'er kan fortælle noget om, hvilke storbyer man bør undgå i, hvis ferierejsen foregår i egen bil.

Milliarder af data

Det har gps-producenten TomTom analyseret, og på den baggrund har firmaet lavet en liste over de trafikmæssigt 50 værste storbyer i Europa.

TomTom har bearbejdet milliarder af informationer, som brugere af firmaets gps'er har leveret anonymt. Det sker, når TomTom-brugerne forbinder deres gps til TomTom Home, som er en desktopsoftware. Med hjælp af de mange data har TomTom kunnet se, hvor hurtigt trafikken bevæger sig i byerne på forskellige tidspunkter om dagen.

TomTom oplyser, at firmaet har indsamlet mere end 800 milliarder data fra flere end 30 millioner brugere. Derefter er byerne rangeret efter, hvor hurtigt - eller langsomt - bilerne kører på gaderne. Der er kun medtaget byer med flere end 50.000 indbyggere og med mere end 200 km vejnet.

Ifølge TomTom er vejnettet overbelastet, hvis trafikken afvikles ved en lavere hastighed end 70 pct. af hastighedsgrænsen det pågældende sted.

Og den værste er

Og den værste af de europæiske storbyer er Bruxelles. I Frankrig, der er et af de danske bilisters foretrukne, bør man som bilist holde sig fra Lyon, Marseille og Toulouse samt hovedstaden Paris.

Men det er måske ikke så ligetil, hvis familien har besluttet sig for, at den skal en tur i Eiffeltårnet.

Tyskland er også både ferieland og transitland for danske bilister, og her er byerne Hamburg, München, Bonn, Stuttgart, Köln og Essen med på listen.

Vælg andre lande

Skal trafikken være med til at bestemme feriestedet, kan man ifølge TomTom med fordel vælge Spanien, Schweiz, Norge, Ungarn eller Tjekkiet. De lande har hver kun én by med på listen over de 50 mest trafikerede.

Og så kan de københavnske bilister måske trøste sig med, at den danske hovedstad slet ikke er med på listen. Det kan ifølge TomTom skyldes, at trafikproblemerne især er koncentreret om indfaldsvejene til København.

Læs også: Se dig for - før du lejer bilen