Som en trold i Sverige
Skaraborg er ukendt terræn for de fleste danskere, men der er masser af aktiviteter.
Der findes uendeligt mange måder at overnatte på.
En af de mere spektakulære finder man i den lille by Lyrestad langs Sveriges blå landevej - Götakanalen.
Her har kreative sjæle opført to troldehytter maskeret og kamufleret som træstubbe.
Ideen til designet stammer fra de enorme nordamerikanske sequoia-træer, der kan blive op til 15-17 meter i diameter.
Træstubbene er uden lige linjer og udstyret med små vinduer og falske døre. Indenfor kører den gennemførte fantasistil videre med skæve vægge beklædt med træ, et fuglehus på sengestolpen, træstole og udskårne figurer.
»Man træder ind i et eventyr, når man går ind gennem døren til en af hytterne. Hvis man er høj, skal man sno sig ind,« siger Malin Johansson, der driver Norrqvarn Hotell & Konferens, som udlejer hytterne.
Børnene elsker hytterne, der skriger på højtlæsning og historiefortælling.
Træstubbene er indrettet spartansk og smalt og er helt sikkert sjovere for børn end for voksne at overnatte i. Vand og toilet findes i et nærliggende anneks i den samme troldestil. Man kan bo der i en enkelt nat eller en hel uge, hvis man gerne vil helt i eventyrland.
Ved det samme hotel finder man et minikanalsystem opført af to driftige pensionister. De har skabt et minilandskab af kanaler, sluser, huse, kirker, og det er alt sammen til fri afbenyttelse for børnene.
Giv børn, i den mindste ende af skalaen, rindende vand og en træbåd med snor, så bringer de selv fantasi nok til timevis af leg, mens de voksne kan slappe af langs kanalen og fascineres af bådene og kanalens historie.
På cykel langs vandkanten
Götakanalen er en af Sveriges største turistattraktioner. Et imponerede byggeri, som vi danskere faktisk kan tage en stor del af æren for uden at have fjernet en eneste skovlfuld jord.
Det var nemlig Øresundstolden, der fik svenskerne til at tænke kreative tanker.
De var trætte af at betale skat til danskerne, hver gang de skulle passere med skib gennem Øresund. I stedet ville de skabe en vandvej fra Göteborg på vestkysten gennem de store søer Vänern og Vättern til Söderköping ved Østersøen og dermed slippe for danskernes dumme told og tunge kanonkugler.
58.000 mand blev sat i sving, og det tog 22 år at bygge kanalen, der stod færdig i 1832. Kanalen blev aldrig en kommerciel succes, for imens svenskerne knoklede med at sprænge klipper og fjerne jord, blev jernbanen opfundet i England. Det var meget nemmere og billigere at transportere gods og passagerer med tog, der også kunne køre om vinteren, når vandet frøs til is.
I stedet har turister i båd og på cykel i dag overtaget vandvejen.
Hvis man ikke er i båd, lokker Götakanalen nemlig med en glimrende cykelrute, fri for biler og byens larm. Kun den åbne natur og bådene glider forbi. Cykelstien løber bogstaveligt lige langs med vandet, og derfor skal børn være sikre cyklister, inden man slipper dem ud på egen hånd, da de risikerer at køre i vandet.
Alternativt kan man leje en cykel med en såkaldt efterløber med hjul, sadel og pedaler, så lidt større børn kan hjælpe med at sætte fart på uden at køre i vandet.
Har man flere dage i området, kan man løse billet til en af de mange turbåde, der sejler op og ned ad kanalen med turister. Så får man lov til at opleve slusesystemet på egen krop.
Konceptet er simpelt, men man bliver ikke træt af at se på fra bredden, når bådene bliver løftet op og ned af vandet.
Ofte er det underholdende med en snert af dramatik, panik og ægteskabelige konflikter, når de store, dyre tursejlere skal tøffe ind i de smalle sluser uden at ramme de andre både eller kajkanten.
Hvert lille strå bliver plejet
Attraktioner med appel til børn er der nok af i området Skaraborg, der ligger mellem Vänern og Vättern i kort køreafstand fra Danmark, hvilket gør området egnet også til kortere ferieture.
Man løber tør for penge, før man løber tør for ideer, når der er vandland, sommerland, piratland, middelalderland og eventyrland i nærheden.
Sverige minder naturligvis på mange måder om Danmark om sommeren. Vejret skifter fra hedebølge til regn. En af de mest markante og iøjnefaldende forskelle er standarden på parker og blomsterbede i provinsbyer som Lidköping og Skövde.
I Sverige bliver parkerne passet ned til mindste græsstrå, nærmest efter engelsk forbillede, og der flyder ikke med affald. Det giver en rar, rolig, afstressende fornemmelse i kroppen, når man går rundt i byerne. Her kan danskerne lære meget.
Attraktioner i Skaraborg
Skara Sommarland
En svensk udgave af de mange danske sommerlande. Masser af karruseller, attraktioner, miniradiobiler. Et stort vandland, der var proppet til randen, da vi besøgte parken en fantastisk sommerdag. I Skara Sommarland skal man ikke i bad, inden man hopper i vandet!!! Mest imponerende var et udspringsshow. Fra et opbygget piratskib med bassin på dækket hoppede piraterne i vandet på kryds og tværs fra to master.
Indgang voksne/børn: 289 svenske kr. (245 kr.), børn under 1 meter gratis.
Eventyrlandet Kinnekulle
Et ældre, flot middelalderland med bueskydning, fægteskole og hesteridning, peppet op med en ny piratafdeling med hoppeborge og legeplads i plastikmaterialer. Et af de lande, hvor alt er betalt bortset fra skattejagten, hesteridning, minibiler, ekstra pile osv., osv., osv. Imponerende lækker buffet i middelaldertelt.
Indgang voksne/børn: 120 svenske kr. (100 kr.), børn under 1 meter gratis.
Arena Skövde Upplevelsebad
Et vandland med masser af underholdning til store og små i mange timer. Rutsjebaner, klatrevæg, bølgebad, boblebad, kanaler med stærk strøm og et udendørs bassin med rundgående strøm.
Indgang: Voksne 100 svenske kr. (85 kr.), børn 0-2: gratis, 3-9 år: 55 svenske kr. (45 kr.), 10-17 år: 75 svenske kr. (65 kr.).
Läckö Slott
Et middelalderslot på bredden af Väneren. Underholdende at kigge på våben og fangekælderen, men ellers ikke noget ekstraordinært. Børn fra syv år kan komme på en rundvisning ad slottets snirklede gange til mørke og hemmelige rum, hvortil de voksne ikke har adgang.
Pris: Voksne 75 svenske kr. (65 kr.), børn og unge op til 26 år har gratis entré.
Rörstrand Center
En nedlagt porcelænsfabrik, i dag lavet om til museum og diverse butikker. Blandt andet et outlet, der sælger mærker som Iittala, Rörstrand, Hackman, Höganäs Keramik, BodaNova, Arabia og Fiskars. Imens mor shopper, kan børnene dreje en skål, male en kop eller få et knus af en mummitrold.
Pris: Gratis adgang
LÆS OGSÅ: Vildmarkstur i bjørneland