Etna har dårlig ånde

Den tætte røg får os til at hive efter vejret. Det svier i øjnene, og de fleste hoster, når ildelugtende gasser og kraftige svovldampe søger ned i lungerne. Røgen blander sig med skyerne, og i nogle korte øjeblikke er det umuligt at se mere end et par meter frem.

Derfor bliver vi stående, for vi nærmer os krateråbningen på vulkanen Etna i 3.315 meters højde. Det er gennem dette kæmpestore hul med direkte forbindelse til jordens indre, at Etna udspyr røg og damp. Mange tager et halstørklæde eller et par handsker op foran mund og næse i et forsøg på undslippe Etnas dårlige ånde, men det lykkes kun kortvarigt.

Til gengæld kan vi være glade for, at Etna er i mildt humør for tiden. Europas største vulkan er nemlig særdeles aktiv, og det sker jævnligt, at vulkanen er i udbrud. Så er det gloende lava og kæmpestore skyer af aske, der spyttes ud af krateret med stor kraft.
 

Uventede udbrud

I disse perioder er vulkanen naturligvis lukket for gæster, men Etna er lunefuld. Vores guide, Pietro, fortæller, at han for nogle år siden havde en gruppe med til toppen, hvor vi befinder os. Få timer efter deres tilbagekomst gik vulkanen overraskende i udbrud. Trods de seismologiske måleinstrumenter rundt omkring på Etnas bjergsider kom udbruddet uventet og med stor kraft.

Denne dag er det kun vejret, som ikke er til at stole på. Da en gruppe af forventningsfulde vandrere mødes til heldagsudflugten om morgenen, er der skyfrit, og den karakteristiske kegleformede spids af Etna ses tydeligt.

Det er køligt, men solen varmer, så vi bliver noget overraskede, da guiden meddeler, at vi har alt for lidt tøj på. En fleecetrøje og en tynd jakke er ikke tilstrækkeligt, vurderer han. Heldigvis kan vi låne jakker af guidevirksomheden, og det bliver vi glade for nogle timer senere.

Op i stor højde

Turen tager sit udgangspunkt ved Rifugio Sapienza eller Nicolosi Nord i 1.910 meters højde. Det er omdrejningspunktet for den efterhånden omfattende turisme omkring Etna. Her er kæmpestore parkeringspladser, der i højsæsonen hurtigt bliver fyldt med turistbusser og lejebiler.

Butikker med souvenirs og vulkanske lavastykker forarbejdet til ure, brevholdere, navneskilte og meget mere ligger side om side. Der er også cafeer, som sælger sandwich, frugt, energidrik og chokolade.

Det er også her, kabelbanen bringer turisterne op i 2.500 meters højde, og fra kabinens vinduer er der udsigt til den størknede lava, der flød ned ad bjergsiden senest i 2003. Der er også master til de stolelifte, som om vinteren bringer skituristerne rundt i terrænet. Det må være fantastisk at stå på ski i disse omgivelser med udsigt til Middelhavets blå bølger.

Fra kabelbanens endestation kører der specialfremstillede Mercedes Benz-køretøjer, som er en hybrid af en jeep og en bus, videre op i 2.910 meters højde til Torre del Filosofo. Det er endestationen for langt de fleste, og man kan gå ad ruter med god udsigt til flere kratere i området samt naturligvis til Etna.

Men vi har valgt den store tur, som bringer os helt til toppen. Gruppen bliver delt i et hold af italienere og en engelsktalende delegation, og så begynder trekkingen gennem et goldt og sort lavalandskab. Vi vandrer nu i mere end 3.000 meters højde, og det kan mærkes på åndedrættet, der er en smule tungere end normalt.

Nogle steder går vi i blødt lavagrus - hver gang vi kommer to skridt frem, glider vi ét tilbage. Andre steder går vi på hård is, og vi forcerer også strækninger med klipper og store sten.

Imens tager blæsten til, og skyerne nærmer sig hastigt. Da vi når et lille plateau nær den øverste kraterkant, går vi midt i tætte skyer, som blander sig med dampene fra jordens indre. Her er råt og gråt og meget fascinerende. Dampen kommer op af små huller, og vi strækker de kolde hænder for at få del i varmen. Men tæt på hullet er dampen nærmest kogende, og vi gyser lidt ved tanken om de stærke naturkræfter lige under os.

Flere steder er jorden helt gul af ophobet svovl, der har samlet sig i små bunker. Pietro guider os hen til kraterkanten og det 400 meter dybe kraterhul, men vi kan ikke se bunden på grund af dampe og skyer.
 

Hurtigløb i lava

Guiden har travlt, for vejret er for alvor ved at skifte, og det er på tide at begynde nedstigningen. Det begynder at hagle kraftigt, og i løbet af få minutter er den mørke lava dækket af hvide hagl.

Vi havde på forhånd været bekymret for nedturen fra 3.300 meter til 1.900 meter. Det kan være hårdt for knæene at gå nedad, og 1.400 højdemeter er temmelig meget. De første par hundrede meter er da også barske for benene, men så kommer vi til lange skrænter med dyb lavagrus.

De fleste er lidt bekymrede for, hvordan vi kommer ned ad de stejle bakker, men Pietro viser vejen. Han slår armene ud til siden og begynder at løbe ned ad skrænten i fuld fart. Vi følger efter, og det er en lækker fornemmelse at løbe og glide nedad i det eftergivende lavagrus.

Det minder om at løbe ned ad en kæmpestor sandklit, men forskellen er, at den porøse lava er blødere og giver bedre fodfæste. Det går som en leg, og på den måde får vi tilbagelagt adskillige hundrede højdemeter. Som en ekstra bonus får vi alle varmen af det kvikke tempo.

Snart kan vi se Rifugia Sapienza, kabelbanen og den enorme parkeringsplads. Vi har svedt og frosset, set ned i krateret på Europas højeste vulkan, hostet af den dårlige ånde og betrådt den varme jordoverflade. Nu venter cafeen med en kop dampende varm cappuccino og en af Siciliens søde kager.

LÆS OGSÅ: Vandring på vulkaner