Pjækkedag på landkanalen

Vi kan bare slippe pagajerne, tage dem ind i kajakken, og sådan lidt på skift - for der skal være en til at holde øje med, at vi ikke sejler ind i kanalens bløde kanter - kan vi lukke øjnene og lade os flyde med strømmen i den brede Landkanal. Den sydligste af de tre kanaler, som blev anlagt, da man fra 1873 og frem til århundredskiftet inddæmmede 6.000 hektar fjordområde i Odsherred.

Her sejler vi. Ud mod Lammefjorden og ind over Lammefjorden. Ja, for jordområdet hedder stadig det samme som vandområdet, og det går måske hurtigt, måske langsomt, som vi flyder der med strømmen. Nogle gange tager vi fat i pagajerne og øger farten. Ikke så meget for at sætte farten op, men mest for at røre lidt på ryggens muskler og få en fornemmelse af, at vi selv har noget at gøre. Andet end at lade tankerne komme og ordene flyde og fortælle historierne om, ja komme hele vejen rundt om: Bilen, der blev smadret; barnet, der bliver student; katten, der gik hjemmefra.

Vi har masser af tid. Mens hele verden arbejder, for det er en ganske almindelig torsdag, og det er før sommerferieperioden, har vi sat e-mail-kontoen på autosvar og er kørt mod Lammefjorden. Den ene bil parkerer vi der, hvor vi satser på at ende. Den anden bil, den med den gamle foldekajak på taget, kører vi hen til et vandløb. Det vandløb, som vi satser på korresponderer med det, hvor vi har parkeret bilen. Vi ved det ikke helt. Men vi satser.

Tomme veje

Der er tomt på Lammefjorden denne torsdag. Bilerne er få, endda på de større veje, og da vi læsser kajakken af, er det kærkommen adspredelse for nogle murere, der er i gang med at reparere en skorsten. De kommer ned for at kigge med og kan endda tale med om Klepper'en, vores kajak. Jo, sådan en har den tyske murer også. Begejstringen lyser ud af ham, og han ønsker os god tur, og han siger, at det vist nok er den rigtige kanal, vi er landet på. Landkanalen.

Om vi er landet på den ene eller den anden kanal er lidt vigtigt. Tilladelsen, som vi har indhentet på mail fra anlægsforvalteren på Audebo Pumpestation, giver os nemlig lov til at sejle netop på Landkanalen og netop denne dag. Den opfordrer os også til at holde øje med arbejdsbåden og holde afstand og eventuelt helt trække vores båd op på land, når vi møder den. For arbejdsbåden sejler med et roterende knivsæt over og under vandet. Derudover skal vi have et skilt på båden, som fortæller, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, ligesom vi er blevet informeret om, at vi kun må sejle frem til klokken 19, og at vi ikke må bruge nogen form for motor.

Motoren er vi sikker på, at vi ikke har med. Det med tidspunktet har vi lidt sværere ved at vide. For vi ved ikke, hvor lang tid det vil tage at sejle hen til fjorden. Ifølge kanofarernes bibel, Torben Lundø's ”Kanoture - Danmark rundt” er ruten 15 kilometer. Men vi aner ikke, hvad vi vil møde på vores vej. Ligesom vi heller ikke aner, hvor lang tid det vil tage.

Samarbejde og kommunikation

Om vi kan få kajakken i vandet, ved vi heller ikke. Vi har aldrig prøvet det før, og skrænterne ved den lille pumpestation er bratte. Med samarbejde og kommunikation lykkes det. Vi er i vandet …

Turen går nedad strømmen. Kanalen er lige, og der er ingen andre både at tage hensyn til. Vi møder en ung and, der lader benene gå, som om det var det samme sæt roterende knive, som arbejdsbåden er udstyret med. Anden hjuler væk fra os. Vi møder også flere par svaner. De forsvinder også, når de ser os. Køerne og kvierne, der græsser i foldene helt ned til kanalen, kigger på os, som om vi var dagens største adspredelse. Mennesker ser vi ingen af.

Kilometer efter kilometer uden den mindste forhindring. Ikke engang de tætte sivplanter, der har samlet sig under en bro kan stoppe os. Det kan godt være, vi ikke kan komme gennem vandet. Men så kan vi hive båden på land og bære den de 20 meter, det drejer sig om. Vi lægger atter kajakken ned i vandet, og sejler ud. Vi er tilbage på vandet og kan fortsætte vores sejlads.

Efter fire timer, masser af ord, en sandwich og en kop kaffe er vi nået frem til den bro, som vi tror, er vores endepunkt. Vi ved det ikke helt, men der er ikke andet at gøre end at trække kajakken på land og se, om den nærliggende parkeringsplads er den, hvor vi har parkeret bilen. Det var det. På denne sidste del af turen har vi mødt en enkelt lystfisker, har hørt en enkelt barnestemme; ligesom vi begge har måttet tage mobiltelefonen en enkelt gang. Vi kan stadig nås. Dagen efter er vi begge tilbage på den pind, som vi havde forladt denne torsdag - for at tage en enkelt pjækkedag.

LÆS OGSÅ: Prøv kræfter med Gudenå