Langrend for begyndere

Pludselig er den der. Det lykkes at lægge vægten skiftevis på højre og venstre ski i nøjagtig det rette øjeblik mens jeg skyder skien frem, og mens armene rytmisk sætter skistavene i sneen ved siden af sporet.

Skiene glider ubesværet frem i sporet. Næsten på samme måde, som jeg har set min barndoms helte, Gunde Swan fra Sverige og sovjetrusseren Smirnov, som man før Murens fald ikke rigtigt kunne få sig selv til at holde af, og senere Bjørn Dæhlie, selvfølgelig. Den norske guldgrossist med otte OL-guldmedaljer på reolen.

De gled over skærmen og imponerede mig med deres udholdenhed og det vuggende, rytmiske løb, når løberne med hver deres stil én efter én gled gennem skovklædt landskab, mens jeg som tilskuer fik pulsen op af blot at holde øje med uret nederst i højre hjørne, der afslørede heltenes dagsform og deres held med smøringen.

Nu glider jeg selv i sporet, endelig langrendsløber.

Alpine færdigheder ikke nok

Pludselig ligger jeg ned. Uden at forstå hvorfor. I absolut stilhed, langt fra den nærmeste langrendskammerat, ligger jeg ved siden af sporet og forsøger at spole min indre film tilbage. Jeg erindrer følelsen af at miste balancen og får ingen hjælp af mine langrendsstøvler til at forhindre faldet, da de kun sidder fast forrest på foden. Liggende betragter jeg tallet for enden af mine ski: 205 centimeter. Og så er de kun få centimeter brede.

Måske det alligevel ikke er så sært, at jeg ligger ned. Langrend er svært. Også for danskere, der mener, at de løber hæderligt på alpine ski.

Det er smøringen, der gør det

Det svære begynder allerede, inden man får skiene på. Langrendsski skal smøres, og de skal smøres på den helt rigtige måde. Vores lærer på langrendsskolen ser på termometeret, der viser, at der er minus fem grader i sneen lige uden for smørerummet. Han finder sandpapir frem, instruerer mig i at slibe det midterste stykke af mine ski, inden han finder to forskellige slags voks frem, som passer præcis til dagens temperatur i sneen. Jeg smører voks på, sliber det, smører igen, sliber. Men kun på det midterste af skien, som skal gøre det muligt at ”sætte af” i sneen, samtidig med at man kan glide fremad.

Den rigtige smøring kan være forskellen på en guldmedalje og en 20. plads ved OL, lærer jeg. Og jeg skal da også have den bedst mulige smøring.

Det er en smule omstændeligt, inden man kommer ud i sporet, og det bliver et projekt i sig selv at komme på ski. Påklædningen går helt forud for smøringen. Lag på lag var rådet fra en bekendt hjemmefra. Så kan man tage tøj af undervejs, når det bliver varmt. Og det er varmt at ”gå på ski”. Alpine skibukser er alt for varme. I fem graders frost begynder jeg med uldundertøj, trekkingbukser og regnbukser samt to fleecetrøjer og en skaljakke. Efter en halv time har jeg taget regnbukser, jakke og en fleece af, og jeg er alligevel gennemblødt af sved efter en time i sporet.

Måske kan det lyde kedeligt at okse gennem en norsk ødemark, våd af sved. Men i bytte for farten på de alpine pister får man naturen og fornemmelsen af, at man i mange år frem i tiden kan udvikle sin teknik, sit glid på de smalle ski. Det er som at lære et helt nyt sprog, for teknikken er en helt anden end i alpint skiløb. Tag ikke fejl, man kan falde, når man står stille og nyder udsigten, når man strider sig op ad en bakke og glider baglæns, når man løber lige ud og bare mister balancen, og især når man forsøger at plove ned ad bakke _ som sagt er skiene 205 centimeter lange, når man selv er ca. 180 cm.

Desto større er tilfredsstillelsen, når man oplever det rytmiske glid i sporet. Og når man, til sin egen forbavselse, har holdt sig på benene flere hundrede meter ned ad bakke.

Min fascination af min nye sport, langrend, bliver ikke mindre, da min skilærer ubesværet glider op på siden af mig og kommenter min hue med påskriften ”OL Sarajevo 1984”, mens jeg knokler for at holde fart i skiene. Det er, som om han kører på en elcykel, mens jeg har fundet en damecykel med to flade dæk. Hvordan kan det lade sig gøre? Det bliver jeg nødt til at finde ud af, når jeg vender tilbage til langrendssporet.

LÆS OGSÅ: Iskold idyl i Røros