Itureven idyl i Italien

Det er søndag eftermiddag i Vieste, og indenfor på restaurant Il Capriccio ved havnen sidder en syditaliensk familie og spiser en fireretters menu. Med nakken tynget af alder og gigt sidder bedstefaderen for enden af bordet med blikket i dugen. Den kortærmede hvide skjorte er nystrøget, og det gråsorte hår er strøget tilbage med tydelige spor fra kammen.

Børnebørnene taler i munden på hinanden, men når bedstefar rømmer sig og taler til familien i en hæs hvisken, tier både kone, datter, svigersøn og børnebørn og lytter.

Og det er, som om resten af havnebyen Vieste også helt stille venter på, at bedstefar spiser sin guldmakrel i tomatsovs.

Alle skodderne i havnebyen er slået for. Vasketøjet blafrer i vinden mellem de små kantede, hvidkalkede huse, der står i skarp kontrast til det dybblå hav, og den eneste lyd er svalerne, der hviner i kor.

I modsætning til de fleste andre havnebyer har Vieste hundredvis af svaler i stedet for måger. De kommer helt tæt på som sultne flagermus. Og når man senere har glemt alt om dem, sidder de som små sorte pletter i horisonten på billederne og kan nemt forveksles med snavs på optikken.

Langt fra alfarvej

De færreste danske turister kommer forbi Vieste, fordi det ligger så langt fra de traditionelle turistseværdigheder, og fordi det kræver flere timers kørsel fra den nærmeste internationale lufthavn i Napoli.

Det er en skam. Vieste er hovedbyen i området Gargano, Pugliens halvø, der mest af alt ligner en spore på den italienske støvle, og det er et område der fortjener at være en af de faste turistseværdigheder på programmet i Italien.

Halvøen Gargano huser naturparken Parque Nazionale del Gargano, der har store skovområder, og en kyststrækning med dramatiske kalkstensklipper plettet med grantræer og flere hundrede år gamle oliventræer, krogede og duknakkede og ofte tre-fire mand brede.

Saltvandet har gnavet sig ind i klipperne og skabt grotter og klippeøer med fantasifulde former. En af disse er Viestes hvide klippesøjle, Pizzomunno, der ifølge det lokale sagn er en ulykkeligt forelsket fisker, som jaloux sirener har forstenet.

Kysten er også spækket med egnens karakteristiske trabucchi, en galgelignende træstruktur, som fiskerne bruger til at kaste net ud fra, og som sælges i Vieste i miniatureudgaver som den lokale turistsouvenir.

Egen gren af mafiaen

Området har sin helt egen gren af den italienske mafia, ”Den Hellige Forenede Krone” (Sacra Corono Unita), der har prostitution og indsmugling af immigranter og cigaretter som sit speciale. Mafiaen er næppe en turistseværdighed, men det er den kultur, som i dag næsten ligner en kliché fra en Francis Ford Coppola-film.

I Vieste, hvor alle de små brostensbeklædte veje enten fører op mod en middelalderborg eller næsten direkte ud i havet, lever denne kultur i bedste velgående. I hvert fald lidt endnu.

Et jordskælv i 1948 rev mange af gaderne midt over, hvilket giver byen en brat og næsten amputeret hældning mod havet. De lokale spøger med, at turisterne bør se byen, før det er for sent, for med over 60 år siden det sidste alvorlige jordskælv kan det nu snart være Viestes tur igen.

Denne stille søndag er det sen eftermiddag, før bedstefaderen gør tegn til, at familien kan rejse sig fra bordet. Og det er i danske øjne tidlig aften, før beboerne atter slår skodderne op og hiver vasketøjet ind.

Læs også: Idyl og iltre øboere