Kold krig på Stevns
En magisk stemning råder i de dybe, klamme gange på Stevnsfortet, hvorfra militæret under Den Kolde Krig holdt et vågent øje med Warszawapagtens skibstrafik.
I 46 år, fra 1954 til 2000, var Stevnsfortet bemandet 24 timer i døgnet, og under storpolitiske kriser var helt op til 250 mand på vagt, 18 meter ned i klinten på Stevns.
Disse 18 meter adskilte det civile Stevns fra den strenge militære disciplin, der herskede i de lange gange og de forskellige kommandocentraler. Og ikke mindst i de to kanontårne, hvor 45 kilo tunge granater kunne sendes af sted så langt som til Sverige, 23 km væk, med en hastighed på 875 meter i sekundet.
I forlængelse af Natos etablering i 1949 holdt Danmark et vågent øje med skibstrafikken gennem Øresund og aflyttede radiokommunikationen. Frem for alt fartøjer fra Sovjetunionen og de øvrige lande i Warszawapagten blev holdt under skarp observation. Sundet var nemlig en af få muligheder, som Warszawapagten havde for at få fartøjer ud i Atlanten.
Et klamt univers
Men i år 2000 var det slut. De sidste officerer slukkede for radarskærmene og hængte øretelefonerne på plads. Siden har hele fæstningsværket stået urørt, og den magiske stemning i de dybe, klamme gange giver begrebet ”Den Kolde Krig” en anderledes og nærværende betydning.
Det er et univers, som vi nu alle kan få adgang, eftersom Stevnsfortet er lavet om til et koldkrigsmuseum med offentlig adgang. Bl.a. kan man opleve de 1,6 km lange gange, de yderst spartanske indkvarteringsrum, maskincentralerne, det centrale O-rum, et ligrum samt elevatorerne, der bragte granaterne op til affyring i de to kanontårne, hvortil der også er adgang.
Altsammen garneret med information om livet i dybet, som det formede sig for marinesoldaterne og officererne, der ofte var på vagt i flere uger i træk.