BREVKASSEN

Snorkling nær Singapore ? Vi er et par backpackere på ca. 60 år, der kan lide at snorkle et par timer ad gangen i lunt vand og se på farvestrålende fisk og koraller. Vi rejser i ca. en måned ad gangen, hvor vi bruger den ene uge til kultur/storby.

Vi er til strandhytter med bruser, ikke luksushoteller. Vi synes, at overnatning skal koste ca. 150 kr. pr. nat, så ikke Bahama-øer til os. Vi har været ved Det Røde Hav (Dahab), Bali (Padang Bai), Honduras (Utila og Roatan), Filippinerne (Panay), Cuba (Rancho Luna), Sulawesi (Bunakken og Togian-øerne), Thailand (Koh Tao og Koh Mak), Tanzania (Zanzibar og Pemba) og Malaysia (Pehentian Islands).



Vi har tænkt på København-Singapore retur for at snorkle i Riau-øhavet, da vores koral-atlas siger, at der er mange koraller (Palau Mapor, Abang, Pompong, Balang og Natuna Archipelago), men det er svært at finde oplysninger om hytter og priser på nettet. Kan du hjælpe?



Hvordan får vi de billigste flybilletter? Det siges, at Momondo har valgt de billige flyselskaber fra.



Venlig hilsen og tak for en



spændende brevkasse



Anita Seerup og Allan Aagaard



?



! Helt tæt på Singapore er der ingen gode snorkelsteder, men derimod er der flere glimrende snorkelsteder - inden for en overskuelig afstand - langs Malaysias østkyst. Jeg vil især anbefale Pulau Tioman, en smuk og behagelig ø med bl.a. regnskov, vandfald samt gode og billige restauranter i landsbyerne Salang og Tekek - og ikke mindst mængder af koraller og spændende fisk i de koralrev, der omgiver øen, særligt på nordsiden. Hvis I er heldige, ser I også hajer, rokker og skildpadder. Fra Tioman kan I også let komme med båd til små øer i nærheden med god snorkling, bl.a. Pulau Tulai, også kaldet Coral Island.



Desværre er der ikke længere færge fra Singapore til Tioman, men Berjaya Air ( www.berjaya-air.com) flyver fra Singapore til øen fire gange om ugen, regn med ca. 1.200 kr. for en returbillet. Et billigere alternativ er bus fra Singapore til Mersing på Malaysias østkyst og derfra færge til Tioman, en rejse på sammenlagt ca. fem timer. I vil kunne finde billige steder at overnatte på Tioman, f.eks. det blandt rygsækrejsende i alle aldre meget populære Salang Sayang Resort, tidligere kendt som ”Zaid's Place”, hvor de billigste dobbeltværelser kan fås for 70 malaysiske ringgits, ca. 110 kr., mens I må regne med ca. det dobbelte, hvis I vil have varmt vand. Se www.salangsayangresort.com. I kan finde flere oplysninger om Pulau Tioman på www.tioman.com.my. Jeg vil tilråde, at I tidligst rejser i april, når monsunperioden er overstået.



Hvis I synes, at det bliver for meget med tre uger på Tioman, kan I også besøge en anden ø ud for østkysten, nemlig Redang. Der er også billige steder at overnatte. Snorklingen er måske ikke helt på højde med Tioman, men til gengæld er strandene bedre. Det er dog lidt besværligt at komme dertil; først må I med færgen tilbage til Mersing på fastlandet, dernæst med bus mod Kota Bahru, hvor I skal bede chaufføren om at sætte jer af i byen Jerteh, derfra 15 km med taxi til Kuala Besut og endelig med færge derfra til Redang. Læs mere om Redang på www.redangisland.com. Et andet alternativ fra Kuala Besut er Pehentian-øerne, men der har I jo allerede været.



Hvad gælder Momondo, som jeg selv bruger flittigt, forsikrer partner i selskabet Martin Lumbye, at det er en skrøne, at de billigste selskaber bliver valgt fra. Han fortæller, at en lille håndfuld udbydere ikke ønsker at samarbejde eller få vist deres reelle tilbud på Momondo, men at dette sjældent gælder lavprisselskaberne, men snarere de store, klassiske flyselskaber.



»Selv om vi så måske ikke kan vise priserne fra disse sider, har vi valgt alligevel at lade dem komme med i bunden, hvor vi gør opmærksom på, at den søgte rute beflyves af det pågældende selskab. Og vi må så nøjes med at opfordre brugeren til at foretage søgningen manuelt,« siger Martin Lumbye og fortsætter:



»Jeg vil dog ikke afvise, at vi måske mangler nogle af de billige - alene fordi vi ikke har fået dem implementeret endnu. Er det tilfældet, så er folk mere end velkomne til at skrive til vores feedback, hvilke selskaber de synes, at vi mangler i vores søgninger.«



Rejseredaktør Thomas Heine



Skriv til os



Email: rejsebrevkassen@jp.dk



Adresse: "Rejsebrevkassen",



Morgenavisen Jyllands-Posten,



Grøndalsvej 3, 8260 Viby J.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen