Puddersne hos mormonerne

Deer Valley i Utah er kåret som Nordamerikas bedste skisportssted af verdens største skiblads læsere. Explorer har besøgt stedet, der er dejligt, men dyrt.

Under tilrettelæggelsen en skitur til USA fandt vi på internettet en liste over ”Nordamerikas bedste skisportssteder”. Listen var udarbejdet af Ski Magazine, verdens største skiblad, og baseret på over 7.000 læseres erfaringer. På vores breddegrader tager man måske ikke den slags kåringer så alvorligt, men det gør man over there.



Alle skidestinationer, der figurerer på disse lister, bruger kåringerne i deres markedsføring, også selv om det er mange år siden, at de sidst var på listerne. Med op mod 20 kategorier er der mange, der bliver nævnt. Men alvoren illustreres bedst ved, at befolkningen og medierne fra det forrige års vinderdestination i den overordnede kategori, Vail i Colorado, rasede over at være henvist til andenpladsen af det mindre, men lige så luksuriøse skisted Deer Valley i Utah.



Dear Valley ligger ved Park City i Utah, kun 55 km fra Salt Lake Citys internationale lufthavn. Park City byder desuden på to andre skisportssteder, Park City Mountain Resort og The Canyons, og tilsammen har de busforbundne destinationer, 54 lifter og ikke færre end 337 nedfarter. Det er man måske ikke så imponerede over i Vail, men for os var det rigeligt til en uges ferie. At der i området omkring Park City falder op mod 10 m knastør puddersne på en sæson - hvilket i øvrigt er væsentligt mere end i Vail - gjorde ikke valget sværere.



Vores tur faldt sammen med, at Robert Redford havde inviteret filmbranchen og verdenspressen til Sundance Festival i Park City, hvilket gjorde det umuligt at finde et sted at bo i byen til en rimelig pris. Vi slog os derfor ned i Salt Lake City, hvor vi var heldige at finde et hotel med en firepersoners ”suite”, dvs. en lejlighed med køkken og to badeværelser. Det var ikke voldsomt dyrt, og det lå centralt og tæt på motorvejen op til Park City.



Faktisk havde vi inden for 45 minutters kørsel i den lejede firhjulstrækker 10 store skisportssteder. Og over Great Salt Lake dannes det ene snevejr efter det andet, der om og om igen, klæder Wasatch-bjergene øst for byen i hvide dyner af det letteste puddersne. Det er årsagen til, at mormonernes hovedsæde bliver betragtet som Nordamerikas skimekka.



Skiløb for velhavere

I USA er skiløbet for velhavere, og i Deer Valley er det for de mest velhavende. Overalt på bjergskråningerne ligger der luksushuse og -hoteller. Mest luksuriøs var sikkert den legendariske Stein Eriksson-lodge, opkaldt efter Deer Valleys 84-årige, norske grundlægger, men den brændte sidste efterår ned til grunden. Derfor var en del af området skæmmet af store byggekraner, der kørte i døgndrift for at genopbygge et af verdens mest eksklusive skihoteller.



Destinationen er meget lidt amerikansk. På de fleste amerikanske destinationer er højst 10 pct. af området pistet, og alle har brede offpiste-ski. En af de kategorier, hvor Deer Valley blev kåret som nr. 1 i Ski Magazine, var ”bedste pistning”. Det indebar, at vi skilte os gevaldigt ud i liftkøen med vores brede pudderski og rygsække med lavineudstyr. Faktisk smilede liftpersonalet overbærende til os, når vi kom frem til stoleliften.



Men da de brede planker førte os ned gennem den urørte puddersne mellem birketræerne på Deer Valleys skråninger, var vores smil de bredeste i hele Utah.



Det tog et par dage at lægge vores spor om hvert et birketræ i Deer Valley. Og selv om ikke meget kan slå skovskiløb i bundløst pudder, fandt vi også andre positive sider af Deer Valley. Da der i 2002 var olympiske vinterlege i Salt Lake City, lagde stedet pukkelpiste til, og OL-pisten er tilgængelig for alle. Man skal dog lige tænke sig om, før man kaster sig ud over kanten. Pisten er stejl, og puklerne er enorme. En god idé er at finde et andet, knap så vildt pukkelspor i terrænet, hvor man kan få lidt selvtillid inden manddomsprøven.



Trysil på steroider

Vi, der kommer fra et kontinent, hvor mænd i monster-pistemaskiner presser den jomfruelige nysne til noget, der mest ligner autobahns, nærmest inden sneen rammer jorden, kunne alligevel godt blive imponerede og lidt bange for deres amerikanske kolleger i Deer Valley.



Der var masser af brede boulevarder, hvor skiløbere med hvasse carvingski lagde deres knivskarpe spor med næsten kirurgisk præcision. Og selv om pisterne til forveksling ligner de europæiske, er der en verden til forskel. I Deer Valley er det nemlig pistet champagnepudder. Og skønt det i offpiste-løberes ører lyder ret brutalt, er det et fantastisk underlag, hvor selv brede pudderplanker føles som race-carvere. Pisterne er meget mere porøse end den europæiske cement, som vi er vant til. Man kan trykke en knyttet næve 25 cm ned i pisten uden at lægge vægt i. Til gengæld er sneen absolut ubrugelig til fremstilling af snebolde og snemænd.



Ud over de præparerede pister findes der også en håndfuld double diamonds, som sorte pister hedder her, og man har dem - ligesom tilfældet er med skovskiløbet - for sig selv. Især Daly Bowl og Daly Chutes er gode, stejle og totalt upræpererede.



På mange måder kan Deer Valley sammenlignes med danskerstedet Trysil i Norge. Begge steder ligger hytterne oppe i terrænet. Der er ikke en bymidte eller et naturligt centrum, hvor alt er samlet. Det er umiddelbart de brede pister, der dominerer i landskabet. Og man har fornemmelsen af at betale for meget, hver gang man hiver tegnebogen frem.



Men selvfølgelig er der forskelle: Deer Valley ligger i Rocky Mountains. Der er tre gange så meget sne. Priserne for hotel eller hytte er betydeligt højere. Og der må ikke løbes på snowboard.



Westernbarer og røde løbere

Lige over Park City ligger skistedet Park City Mountain Resort. Det er også for et velhavende publikum, men ikke i samme grad som Deer Valley. Og her er der også plads til snowboardere. Faktisk er der så meget plads til new school-freestylere og snowboardere, at stjernerne Tanner Hall og Shaun White begge betragter Park City som deres hjemmebane.



Snowparken er også af en dimension, der vækker opsigt. Her er udfordringer til parknisser i alle aldre og på alle niveauer. Og med Old Town som baggrund mødes historien med de unge adrenalin-junkies på en unik måde.



Old Town er den gamle bydel, der stammer fra USA's histories begyndelse for et par hundrede år siden. Her er saloons og westernbarer i stride strømme, og her er de røde løbere - der har en fantastisk tiltrækningskræft på Deer Valley-husejerne og andre, som gerne vil ses - rullet ud under Sundance-festivalen. Festivalen (i år 15.-25. januar) er med til at skabe en ret vild stemning, og hvis man har kræfter til det, kan man snuppe afterskien her og håbe, at man havner i selskab med ”Sundance Kid”, alias Robert Redford selv.



Park City er mere typisk amerikansk end Deer Valley - på den fede måde. Området øverst oppe ved McConkey's Bowl, Jupiter Peak og Jupiter Bowl byder på masser af svære linjer. Og efter snefald er der muligheder for i flere dage at finde nye linjer i det tørre pudder ved at hike ud på Pinecone og Pinyon Ridges. Her kan man også finde klippedrops i forskellige størrelser.



Heller ikke i Park City Mountain Resort er der mange om pudderet. En del af forklaringen er, at der hverken her eller i Deer Valley er adgang til det såkaldte back country-skiløb, eftersom disse områder ligger på privatejet jord. Dog er der en del af parknisserne, der ved gode forhold gerne kører pudderlinjer og drops oppe omkring Jupiter, så man er ikke så ensom som i Deer Valley. Og der er rigtigt gode forhold for offpiste-løbere, der gerne vil være i selskab med mere dødelige rejsefæller.



Skifilmernes paradis

I det tredje af områderne ved Park City, The Canyons, er der imidlertid masser af spændende utæmmede back bowls. Kun kræfterne til at hike i den bundløse sne kan begrænse mulighederne.



Back country-skiløbet i Wasatch Mountains er verdensberømt pga. den fantastiske sne og de stejle og seværdige bjerge. Ingen af de kendte skifilmproducenter laver film uden at optage i Wasatch, og mange af de amerikanske professionelle freeridere har bosat sig i Salt Lake City, bl.a. ikonet Jamie Pierre. Selv om de fleste filmlinjer ligger lidt længere mod syd i Cottonwood Canyons, er The Canyons et godt alternativ. Det er knap så overrendt af lokale pudderhunde og stadig et eksklusivt område, hvor bjergrestauranten Lookout Cabin får fløjet levende hummere ind fra Maine.



Skulle vejret blive dårligt eller lavinefaren for stor, så det ikke er forsvarligt at køre uden for området, behøver man ikke at aflyse turen hertil. The Canyons er nemlig Utahs største enkelte skiområde. Her har man otte toppe, fem bowls og ikke mindre end 155 nedfarter.



En dyr fornøjelse

Man tager ikke til Utah for at spare penge, men prismæssigt ligger områderne omkring Park City ikke højere end hos konkurrenterne i Colorado. Og selv om Stein Eriksen Lodge tog op til 1.600 dollars (8.800 kr.) for en nat i et dobbeltværelse, før den gik op i flammer, kan mindre også gøre det. Priser fra 275 kr. pr. person og nat, hvis man bor i Salt Lake City, er ikke urealistiske, og ved Park City kan man sagtens finde en hytte eller lejlighed til omkring 400 kr. pr. person og nat.



På mange af hotellerne kan man få gode tilbud på pakker med halvpension og liftkort, der gælder til de tre destinationer, dog kun et sted pr. dag. Hvis man selv skal købe liftkort, løber det hurtigt op. F.eks. koster et liftkort, hvor man løber to dage på hver af de tre destinationer, omregnet 2.450 kr., hvilket er væsentligt dyrere end i Europa.



Leje af ski er også lidt dyrere end i Europa. Et godt eksempel på, at priserne er holdt kunstigt oppe, er, at ejerne af Deer Valley har forsøgt at smide en skiudlejer ud af hans butik, fordi han tog for lave priser.



Udelivet i Utah er overraskende livligt. Tiderne med totalt alkoholforbud er forbi. Mormonerne har opdaget, at skiturister gerne nyder en Budweiser eller en Jack Daniels efter endt skiløb, og de har intet imod at tjene penge. Det eneste levn fra tidligere tiders alkoholpolitik er, at serveringen slutter kl. et om natten.



Den slags spiller dog ikke den store rolle, når man efter skidagen sidder på Main Street i Park City og nyder en Budweiser eller Coke, mens solen spejler sig i solbrillerne, og dagens historier bliver fortalt til ligesindede. Så oplever man en stemning og et miljø, der lige så lidt som skiløbet i det bundløse champagnepudder kan måles i rejsetid eller flybilletpriser.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen