KORT NYT

Flere holder aktiv ferie Daseferie ved en strand går nok aldrig af mode, men flere og flere vælger en aktiv ferie, hvor musklerne prøves af.

Nu foregår det i stigende grad med vandrestøvler og rygsæk, oplyser Tema, der er en afdeling af Star Tour med speciale i netop et anderledes afbræk fra hverdagen. »Tema har solgt 20 pct. flere vandreferier end på samme tidspunkt i fjor,« siger salgsdirektør Stig Elling fra moderselskabet Star Tour. »Også andre former for aktiv ferie, eksempelvis cykelferier, vinder frem.«



Grækenland hitter



Grækenland cementerer år efter år sin position som danskernes foretrukne sommerrejsemål med fly, fastslår Skibby Rejser, der er en del af MyTravel-koncernen.



I 2004 holdt godt 211.000 danskere sommerferie i landet, i fjor steg tallet til 267.982, hvilket var 82.000 flere end i Tyrkiet. »Og væksten holder i den kommende sommer, da vi venter, at over 280.000 danskere besøger det klassiske ferieland,« siger Bente Dyhr, der er chef for Skibby Rejser, som netop har specialiseret sig i Grækenland. Mens de store rejsearrangører sender tusindvis af gæster til populære Kreta og Rhodos, har Skibby gjort det til en dyd at finde nye og uspolerede græske øer. En nyhed i den kommende sommer er Telendos, som ligger blot 10 minutters sejlads med fiskebåd fra Kalymnos. Livet på den otte kvadratkilometer lille ø har sit eget tempo. Her er kun én bil, som de lokale hotelejere bruger til at transportere gæsternes bagage med. Selv om der blot bor 50 mennesker på Telendos, findes der 10 tavernaer. www.skibbyrejser.dk



Luftbro til varmen



Som altid på denne årstid er der stor trafik mellem Billund og De Canariske Øer, i år således ikke færre end 21 ugentlige afgange fordelt på øerne Gran Canaria, Tenerife, Lanzarote og Fuerteventura.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen