Fortsæt til indhold
Rejser

Historien bag Dansk Vestindien

Det var danske plantageejere, der grundlagde de dansk-vestindiske øers enorme skatkiste, men det var slaver og sukkermøller, der til sidst sled øerne op.

Af CHRISTIAN NØRGAARD Jyllands-Postens udsendte medarbejder

Caribien

I mere end 100 år snurrede sukkermøller på de tre øer, St. Thomas, St. John og St. Croix, mens de slaver, der overlevede den daglige tortur, arbejdede sig ihjel på sukkerplantager. I dag, hvor det er lidt over 100 år siden, at øerne blev solgt til amerikanerne, er de tre øer velsmurte, caribiske turistperler.

De tre øer ligger øst for Puerto Rico i Antillerne og blev erhvervet af Dansk Vestindisk Kompagni ved erobring af St. Thomas i 1672 og af naboøen St. John et par år efter. Først i 1733 købte Danmark den sidste af øerne, St. Croix.

Tyngdepunktet var St. Thomas med Vestindiens bedste havn, Charlotte Amalie, hvor slaverne blev solgt på kajen, og millioner af tønder sukker blev skibet til USA og Europa.

Men i takt med, at naboøerne importerede slaver og ligeledes slog sig på sukkerproduktionen, faldt priserne dramatisk, og da slavehandlen samtidigt blev ophævet i slutningen af det 18. århundrede, var der ikke længere økonomi i og interesse for øerne. Da de blev solgt i 1917, var de så forgældede, at de dybest set ikke var noget værd. Nu overtog amerikanerne øerne, og de mange slaver, der nu havde deres frihed - men ingen nævneværdig uddannelse - blev igen ofre for en kynisk menneskehandel.

Dansk historie

De fleste mennesker, der besøger de tre øer, begynder på hovedøen, St. Thomas.

Her ligger hovedstaden Charlotte Amalie, hvor man mødes af danske gadeskilte og bygninger som for eksempel Haagensens Hus.

Huset ligger på den ene af St. Thomas' tre bakker, der ses ved indsejlingen til Charlotte Amalies nøglehulsformede havn. Enhver, der når gennem dette smukke levn fra det, der engang var et dansk skatkammer, må føle sig hensat til tidligere tiders storhed.

Huset, der var beboet af en kendt, dansk familie, er i dag museum og fremstår intakt som dengang i 1700-tallet med sine kølige mahognigulve, det rejste tag, de rødbrune skodder, senge redt op med datidens linned, daglig- og spisestueinventar fra dengang, danskere bebyggede og beboede øen, og en svalegang med bløde, slidte marmorklinker og verandaer med udsigt over havnefronten og resten af Charlotte Amalie. Bygningskonstruktionen, som går igen i mange af de huse, danskerne opførte i øens storhedstid, har overlevet adskillige voldsomme orkaner. Det skyldes den specielle tagrejsning, de skyggefulde arkader samt skodderne, der nat som dag lader rejsevinden fra Portugal svale beboerne.

Haagensens Hus ligger for enden af "De 99 trin", der i 1700-tallet blev lagt af tilfragtede danske røde og gule mursten, og som strækker sig fra Kongensgade og hele vejen op til Haagensens Hus. Her ligger også det stadigt aktive hotel fra 1829 med blot 12 værelser, og den gamle guvernørbolig ligger på en anden af bakkerne - øst for de 99 trin.

Dansk vestenvind fra St. Croix

Isoleret og lidt overset ligger St. Croix for sig selv et par timers sejlads - eller 20 minutter med vandflyveren - fra St. Thomas.

Så snart man sætter foden på molen i Christiansted, fornemmer man forhistoriens pust.

Roen er heller ikke til at tage fejl af. En tur op gennem gaderne, hvor alle gadenavnene er danske, ligesom på St. Thomas - det er som at træde 100 år tilbage i Danmarkshistorien; selv gadelamperne minder om noget, man sidst lagde mærke til i "Matador".

Her er mange uberørte strande, som det kræver enten båd, bil eller en god klatretur at komme ud til.

Alle former for vandsport, men specielt snorkling og dykning omkring revet ved Buck Island, lokker, mens et besøg på de gamle velrestaurerede sukkerrørsplantager skal bruges til en hovedrystende konstatering af slavernes urimelige vilkår. Det ideelle på St. Croix er at bo ud til havnefronten i Christiansted, hvor man i løbet af dagen kan følge med i skibenes anløb af havnen og de handlende, der køber og sælger alt fra smykker til friskfanget hummer.

Nationalparken St. John

St. John ligger blot 20 minutters sejlads fra St. Thomas. Den er den mindste, den frodigste og mindst udviklede af de tre øer.

Det skyldes øboeren Laurence Rockefeller, der opkøbte det meste af øen i 1956, fordi han frygtede, at den ville udvikle sig til et kæmpe feriekompleks.

I dag er to tredjedele af øen fredet og fremstår som nationalpark i en frodig regnskov. Det betyder ikke, at man ikke kan bo på øen, men hoteller og bed & breakfast-steder er relativt dyre, og derfor besøger mange St. Croix på en endagstur for at tage til Tunk Bay, som er blevet kåret til at være en af verdens smukkeste badestrande.

De færreste kan forestille sig, at det netop var her på St. John, at det største af alle slaveoprør blev slået ned med hård hånd af danske soldater. I flere dage kæmpede slaverne mod overmagten, og til sidst søgte de til den nordlige del af øen, hvor de begik kollektivt selvmord - hellere dø med æren i behold end dø i sukkermarkerne.

explorer@jp.dk