Velkommen til Explorer

Dette er det første i en lang række af rejse-avismagasiner, der hver lørdag vil være at finde i Morgenavisen Jyllands-Posten. Vi vil bestræbe os på både at skrive rejseartikler for dem, der gerne vil inspireres til selv at tage ud i verden, og for dem, der bare vil lade tankerne vandre.

Ud over denne korte introduktion vil vi på redaktionen lade avismagasinet tale for sig selv.

Vi hører hjertens gerne fra læsere med ris, ros eller gode ideer. Bare skriv.

I dette nummer har vi valgt at bruge en del plads på en billedserie fra Indonesien. For dem, der ikke har rejst i landet, vil den måske give lyst til engang at opleve den storslåede natur og forskelligartede folklore, man finder på de kanter. For dem, der har rejst i landet, vil den måske vække minder.

Selv kom jeg til at tænke på en 50 timer lang bustur, jeg og en gammel kammerat engang havde fornøjelsen af. Turen gik gennem en god bid af Indonesien: Hele vejen ned gennem Sumatra over Java til Bali. Fem minutter gik der, tror jeg, før den første af vores medpassagerer brækkede sig ud i bussens midtergang. Kort efter fulgte flere andre hans eksempel. Når vi holdt pause, gik chaufføren ned gennem bussen med en vandslange og spulede sølet væk. Der lugtede så sløjt, at jeg blev nødt til at begrave næsen i min rejsekammerats (meget uvaskede) hår for at kunne falde i søvn om natten.

Bussen var i øvrigt fuld af høns og ældre damer, der sang hele natten. Ubærligt mens det stod på, men en sjov oplevelse at tænke tilbage på. Og de ting, vi så undervejs, kan jeg aldrig glemme igen, tror jeg. Gå gennem ild og vand for den gode oplevelse! Så lover vi at gøre det samme for at levere et spændende avismagasin til dig hver lørdag.

Jonas.rathje@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen