Sporene gør historien levende

Et besøg på D-dagskysten i Normandiet rører ved følelserne og sætter gang i fantasien. Sporene af verdens hidtil største landgangsaktion fortæller om liv og død, vindere og tabere. Og en strategi, der forandrede verdenshistorien.

Han hænger der endnu.

Forbløffelsen er stor, da vi standser foran kirken i Sainte-Mère-Église, en lille by tæt på kysten i Normandiet i Frankrig. På kirketårnet flagrer en faldskærm, og nedenunder hænger en mand. En dukke, viser det sig at være, i soldateruniform. Den skal forestille den amerikanske soldat John Steele. Natten til den 6. juni 1944 var han en af de allierede faldskærmssoldater, der blev kastet ud over Normandiet. Ved et uheld greb hans faldskærm fat i kirketårnet, og i flere timer hang han fast. Mange af hans kammerater døde i kamp på jorden, men han reddede livet. Klokken 4.30 kontrollerede amerikanerne Sainte-Mère-Église. Den første by var indtaget.

Sætter gang i fantasien

D-dagskysten i Normandiet strækker sig over cirka 80 kilometer og er et besøg værd. Konkrete spor vidner om den største invasion, historien hidtil har set. I løbet af en time blev 135.000 mand og 20.000 køretøjer sat i land i en militær operation, der ændrede verdenshistorien.

Fra Sainte-Mère-Église fortsætter vi mod kysten gennem flad marsk. Tyskerne havde i 1944 oversvømmet store dele af området, så mange faldskærmssoldater mødte druknedøden, da de landede her.

Vi følger vejen langs den brede, hvide sandstrand, Utah Beach. Her gik de første amerikanske soldater i land fra vandsiden. Klokken 6.30.

Ruinerne af bunkers fortæller om tyskernes forsvarsværker. Vi passerer monumenter og flere museer. Mange museumsgenstande er så store, at de står i det fri. En kampvogn, en mobil foldebro og et landgangsfartøj, der både kan fungere i vand og til lands.

Begravet i bombekratere

Næste stop er Pointe du Hoc. Beliggende på 30 meter høje klinter var stedet et strategisk vigtigt punkt. Herfra kunne nazisterne dække flere kilometer til Utah Beach mod vest og Omaha Beach mod øst. Stedet blev gennembombet af de allierede både fra luften og fra skibe.

En obelisk yderst på pynten står som eftermæle, men ellers taler sporene for sig selv.

Sønderskudte bunkeranlæg med fundamenter til store drejekanoner og dybe, græsbevoksede bombekratere, der får overfladen til at ligne et arret månelandskab.

225 specialuddannede soldater, de amerikanske rangere, skulle forcere klinterne. På kanten foroven understreger sammenrullet pigtråd, hvor vanskelig opgaven har været. Området er i dag erklæret for gravplads, fordi mange soldater, der aldrig er fundet, formodentlig ligger begravet her.

Efter Pointe du Hoc føles det naturligt at besøge den amerikanske kirkegård, Cimetière St-Laurant på Omaha Beach. Fra indgangen virker rækkerne af hvide marmorkors uendelige. For hvert skridt danner de et nyt mønster i det lysegrønne veltrimmede græs.

9.386 amerikanske soldater ligger begravet her, mens de jordiske rester af 14.000 andre er bragt til USA.

Ved indgangen giver et stort kort overblik over, hvordan invasionen skred frem dag for dag.

Sammenklappelig havn

Vi fortsætter langs Gold Beach til byen Arromanches-les-Bains. Her gik englænderne i land klokken 7.25. I vandet ud for byen markerer betonanlæg en flere kilometer lang halvcirkel. Det er resterne af en midlertidig havn, som englænderne i samlesæt transporterede over Kanalen og benyttede, indtil de fik kontrollen over havnen i Cherbourg længere vestpå godt tre uger senere. En model viser, hvordan forsyninger blev bragt i land, og sårede transporteret retur til England.

Efter Arromanches er strandvejen bebygget og leder os til Quistreham, den største by langs invasionskysten. Her løber floden Orne ud i Den Engelske Kanal. Klokken 4.30 landede tre svævefly med engelske faldskærmssoldater på flodbredden. I løbet af få minutter indtog de Pegasusbroen, en vigtig forbindelse over Orne.

Det forlyder, at Cafe Gondrée ved siden af floden er det første franske hus, der blev befriet. Pegasusbroen er i dag kommet på museum. Også den står under åben himmel, sammen med et af de lydløse svævefly.

Mørket er ved at sænke sig. Dagen har budt på stærke indtryk, der har rørt ved følelserne og sat gang i tankerne.

Dukken af John Steele hænger stadig i kirketårnet i Sainte-Mère-Église som en livsbekræftende historie fra en dag, der bød på alt for meget død.

soendag@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen