Mange muligheder til Amalfikysten
Vi er et ægtepar, der gerne vil opleve Amalfi, Capri og Pompeji.
Kan du hjælpe os med at finde et rejsebureau?
Mvh. Gotfred Lund Petersen,
Nærum
- En udmærket liste over danske rejsebureauer, der arrangerer rejser til den klipperige Sorrento-halvø syd for Napoli, findes på Den italienske stats turistbureaus hjemmeside. ( www.enit.dk - klik på "Rejsebureauer" - derefter "Danske Rejsebureauer med rejser til Italien" - efterfulgt af "Amalfikysten". Ifølge listen er der 18 forskellige arrangører, blandt andre Star Tours, Spies og Profil Rejser.
Vagabond Tours står ikke på listen, men bureauet arrangerer også rejser til Amalfikysten i form af en vandretur på fem dage. Amalfikysten er på UNESCO's verdensarvsliste på grund af den spektakulære skønhed med stejle bjergskråninger, afsatser og grotter kombineret med små, hyggelige byer med kalkede huse omgivet af terrasser med vinplanter, citron- og oliventræer. Den aktive vulkan Vesuv samt Pompeji ligger nord for Amalfi ikke langt væk, og ud for kysten mod vest ligger den smukke ø Capri.