Guevaras Cuba

Revolutionshelten Che Guevara, hvis melankolske ansigt har prydet titusindvis af teenageværelser i Vesten, dyrkes stadig som en afgud i Cuba.

Den ældre dame ved indgangen ser mistroisk på mig. Selv om jeg har ladet såvel rygsæk som kamera være i bussen, bliver jeg bedt om at vise, hvad jeg har i lommerne, før jeg allernådigst får lov at gå ind.

Indenfor bliver jeg straks grundigt tysset på, fordi jeg formaster mig til at tale med min rejsekammerat, som senere får en reprimande for at stoppe op i gravkammeret.

Sikkerhedsforanstaltningerne og højtideligheden forekommer i første omgang vildt overdrevne - som om man er på vej ind i det allerhelligste. Men det er man faktisk efter lokal målestok, idet vi befinder os ved revolutionshelten Che Guevaras mausoleum i byen Santa Clara i den centrale del af Cuba.

Monument

På den store revolutionsplads i byens udkant knejser et kæmpestort bronzemonument af den faldne kriger ved siden af en lang mur med relieffer, der viser hans gerninger.

Nedenunder ligger bygningen, der dels huser Ches jordiske rester, dels er et museum over hans liv og rolle i den cubanske revolution.

Ches lig blev i 1997 under stor ståhej gravet op af en massegrav i Bolivia og fragtet til Cuba, hvor revolutionshelten fik en statsmandsbegravelse og sit eget mausoleum. Det er i dag at betragte som en national helligdom, og det besøges årligt af over 150.000 besøgende - langt de fleste cubanere.

Afgørende slag

Det er langtfra tilfældigt, at mausoleet blev placeret i Santa Clara. Under revolutionen ledede Che Guevara kampene i dette område, og det var her, at regeringstropperne i december 1958 led et afgørende nederlag. Kort tid efter opgav diktatoren Batista kampen og flygtede til Den Dominikanske Republik, hvorved revolutionen var fuldendt.

Santa Clara er hovedbyen i provinsen Villa Clara. Byen har ca. 220.000 indbyggere og ligger 270 km øst for hovedstaden Havana. Santa Clara er centrum for raffineringen af de tonsvis af sukkerrør, som der dyrkes i provinsen.

Udover Ches mausoleum indeholder byen ikke meget af interesse for turister.

Afgudsdyrkelse

Mausoleet er højdepunktet i den gennemførte afgudsdyrkelse af Che Guevara, som man oplever overalt i Cuba. Selv om Che har været død i næsten 40 år, pryder hans kontrafej tusindvis af mure og husfacader landet over.

Det samme gælder hans revolutionære slagord, hvoraf klassikeren "Hasta la Victora Siempre" - altid på vej mod sejren - er det mest berømte. Parolen står bl.a. med store bogstaver uden på indenrigsministeriets bygning i Havana - lige under et enormt portræt af Che.

På revolutionsmuseet i Havana er en hel afdeling dedikeret til Che, og blandt de udstillede ting er hans berømte sorte baret med stjernen, som han også bærer på næsten alle portrætter.

I 2003, da Che ville være fyldt 75 år, blev han fejret med pomp og pragt i hele landet.

Den store martyr

Mens Che Guevara fejres som nationens store helt, ser man næsten ingen portrætter af landets leder Fidel Castro - Ches våbenbroder fra revolutionen.

Det er et meget bevidst valg af Fidel, der i modsætning til mange andre socialistiske ledere ikke har haft behov for at promovere sig selv. Tværtimod har han set en interesse i at gøre Che til en martyr.

I håb om at få det hårdt prøvede cubanske folk til at glemme en ofte trist og miserabel hverdag, har Fidel Castro konsekvent brugt Ches minde til at fremelske et billede af, at vejen mod revolution og socialisme er fyldt med ofre.

Og det virker tilsyneladende. Som en gammel mand, der selv havde kæmpet side om side med Che under revolutionen, sagde til mig under besøget i Santa Clara:

»Når Che kunne give sit liv for revolutionen, kan vi andre også leve med afsavn i dagligdagen.«

soendag@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen