Fortsæt til indhold
Rejser

Vejen til Nordkap

Vi er et par med to børn, som overvejer en tur til Nordkap. Vi kan bruge op til tre uger på turen. 1. Hvilken rute bør vi tage? (vi overvejer Sverige/Finland op og Norge ned).

Ved VIGGO LEPOUTRE RAVN

2. Hvilke seværdigheder er der undervejs? 3. Hvor lange dagsrejser bør vi tage? Vi ønsker at holde rejsefridage, så der kan slappes af, fiskes o. lign. Vi har ikke kunnet finde bøger om rejsen til Nordkap eller andet som kan give inspiration.

Venligst, Per Stouby, Holbæk

Hej Per Stouby og familie!

De fleste busture varer 14 dage og kører mod uret, fordi Finlands mere monotone natur og fastlandsklimaet er en stor kontrast til det milde kystklima på Norges unikke vestkyst. Med tre uger skulle I således være godt dækket ind med mulighed for fisketure, vandreture med videre.

I Stockholm kan I lægge ud med en spadseretur gennem Gamla Stan, mens I glæder jer til den imponerende sejltur ud gennem skærgården med kurs mod Helsinki.

Havneområdet i Finlands hovedstad er et spændende sted med den russisk ortodokse Uspenskij katedral med de tolv spir - ét for hver discipel - som et højdepunkt. Når I bliver træt af storbyen, kan I sætte kursen mod sø og skov i det uendelige, via Jyväskyla og Oulo, også kaldet byen ved vandet. Den kendte finske arkitekt Alvar Aalto har sat sit præg på byen, og hvis rejsen foregår i sommermånederne, kan I allerede nu fornemme de lyse nætter.

I Laplands hovedstad, Rovaniemi, byder det flotte museum Arktikum ( www.arktikum.fi) på udstillinger om livet på Nordkalotten. Et kort stykke længere mod nord krydses Polarcirklen, hvor ungerne kan lade sig fotografere med julemanden og aflevere ønskesedlen til den direkte ansvarlige, hvis det skulle have interesse.

Efter et visit til Frilandsmuseet om samerne i Karasjok følger I rensdyrenes sommerrute mod nord til Nordkap. Her handler det hele om at følge midnatssolens bue over Nord-Ishavet.

Honningsvåg er et yndet overnatningssted, hvis I ikke lige har held med vejret den første eller anden aften.

Norges vestkyst er én stor seværdighed i sig selv, og det er umuligt at fortælle om alle mulighederne her. Skriv dog roligt helleristningerne i Alta, en sejltur på den snævre Trollfjorden og et par dage i Lofotens kombination af barsk og mild natur bag øret. På Lofoten kan I leje jer ind i små hytter ud til vandet, og så er det bare frem med fiskestangen. De norske elve er også gode til fiskeri - de fleste steder kræves fiskekort.

E6 gennem Norge er hurtig, men tillad jer selv at tage afstikkere, for eksempel på riksvej 17, som fører fra Bodø til Steinkjer nord for Trondhjem. (Detaljerede kort kan købes hos Nordisk Korthandel i København).

Bestil i god tid

Vil I benytte Hurtigruten undervejs for at se kysten fra havsiden, skal der bestilles i god tid.

Længden af dagsrejserne kan I variere alt efter, hvilke veje I bestemmer jer for, hvor meget ungerne kan holde ud og hvilke seværdigheder, I vælger undervejs.

Med hensyn til overnatning kan I søge inspiration på nedenstående links. Der er masser at vælge imellem i alle priskategorier, men husk på, at der i juli er stor risiko for at blive ædt af myg, hvis man overnatter i telt tæt på vand.

Overraskende nok findes der ikke megen litteratur om Nordkap ud over de gængse rejsebøger. Men prøv børnebogen Rejsen til den kolde zone (kommenteret af Sten Wijkman Kjærsgaard) om den italienske franciskanerpræst Francesco Negris rejse gennem Sverige, Danmark og Norge i 1600-tallet.

Gode links til turens forberedelse:

www.norge.dk, www.northcape.no , www.campingnorge.no, www.campingsverige.se, www.vildmarksliv.dk, www.visit-sweden.com, www.visitfinland.com og www.visitnorway.com, som er sprængfyldte med information og inspiration til rejseoplevelser i de nordiske lande.