Paris på nettet

Store hotelsøgebaser ligger på nettet og venter på den individuelle rejsende. Aldrig har private og virksomheder haft bedre mulighed for at være sit eget rejsebureau og spare en masse penge. Men at finde og reservere en seng på nettet er ikke uden faldgruber. Det viste erfaringen fra arbejdet med at finde et dobbeltværelse i Paris.

De skal ud og rejse.

Måske en romantisk weekend i Rom, en indkøbstur til London, et par dages badeferie i Nice eller en konference i Stockholm. Under alle omstændigheder ligger Deres rejsemål, rejsedage eller ønsker til overnatningsstedet udenfor charterbureauernes tilbud.

I den situation havde De tidligere tre muligheder:





  • 1. At gå til et af de rejsebureauer, der sælger billetter til rutefly. Til i hvert tilfælde de mest populære rejsemål kan bureauerne som regel arrangere overnatning på navngivne hoteller. Men det er en service, der skal betales for, udvalget er begrænset, og særlig de billigste hoteller er ofte dårligt placerede på det pågældende rejsemål.

  • 2. At konsultere en af rejsebøgerne for individuelle rejsende så som "Let's Go", "Lonely Planet" eller "Rough Guide", der har pålidelig information om billige og centrale hoteller på de fleste rejsemål. Bøgerne satser dog først og fremmest på de mest økonomiske muligheder, så hvis man har særlige ønsker eller ser frem til lidt luksus, må man søge andre steder. Det kunne for eksempel være hos det pågældende steds turistbureau, men under alle omstændigheder kræver alle disse løsninger, at man kan kommunikere direkte med de aktuelle overnatningssteder. Telefonregningen kan blive lige så stor som de sproglige vanskeligheder, og for eksempel betaling af depositum kan blive en indviklet affære.

  • 3. At rejse afsted uden arrangeret overnatning og håbe på det bedste. Det kan være vældig charmerende, hvis man turer rundt i Europa i en måned. Har man derimod kun tre dage til rådighed, er det rigtigt bittert at spilde tid og energi på at rakke rundt efter et sted at bo.





Heldigvis er der nu en fjerde mulighed. Alle internetbrugere har adgang til det stigende antal hotelsøgebaser, der giver let adgang til et kæmpe antal hotelværelser, særlig i amerikanske og europæiske storbyer. Det giver den individuelle rejsende hidtil usete muligheder for at være uafhængig af rejsebureauer, sprogkundskaber, tidsforskelle mv.

Reservationen klares ved en hurtig indtastning, og depositum er ikke nødvendigt, hvis man har et internationalt kreditkort. Da proceduren er nem og billig for såvel den rejsende som for hotellet, har hotellerne ofte særlige internettilbud, ligesom særlig de store kæder og dyre hoteller afsætter ubesatte senge til lavpris.

Der kan være mange penge at spare, men beløbet afhænger dog af, hvordan man prissætter sin egen tid. Der kan nemlig bruges mange timer på at finde de rette sider og shoppe rundt mellem de forskellige tilbud. Og bedst som man tror, man har fundet det perfekte værelse, og reservationen er fuld gang, dukker der alle mulige ekstraskatter op, der gør det gode tilbud til en dyr løsning.

Man skal altså have øjne på stilke og lyst til at surfe rundt i nogen tid - eller være heldig og ramme plet i første søgning og så være i stand til at trykke på reservér-knappen i stedet for lige at skulle se, hvad en søgning mere kan føre til. Det viste erfaringen fra arbejdet med at finde et dobbeltværelse i Paris fire dage i begyndelsen af august.

Enkelt og centralt

Vi var et par, der skulle bruge et middelklassehotel til rimelig pris. Første prioritet var en central placering, da vi havde et tæt program og ikke ville spilde tid på transport. Da vi ikke regnede med at opholde os ret meget på hotellet, havde vi ikke brug for alle mulige snedige faciliteter. På den anden side skulle stedet fungere, og vi ville have bad og telefon på værelset.

Hos rejsebureauerne lå hotellerne enten alt for langt væk i forhold til vores aftaler, eller også var prisen alt for høj. Nogle tilbud kombinerede ligefrem de to ting, for eksempel var de store, internationale hotelkæder forbløffende dyre taget i betragtning, hvor langt væk de lå fra de centrale strøg.

Så vi gik på nettet, og startede hos en gammel kending: www.hoteldiscount.com Her kan man først og fremmest finde nedsatte priser på hotelværelser i USA, men også i en lang række af Europas største byer. Udvalget i Paris var stort, mere end 150 hoteller er stillet op i et overskueligt skema, hvor man med et klik kan få flere oplysninger, billeder, placering på bykort med videre.

Priserne gik fra omkring 350 til 1500 kr. for et dobbeltværelse per nat, og det er ikke dyrt i Paris, når lavest rangerende hotel har to stjerner. Her er altså ikke deciderede budgetsteder men en masse mellemklassehoteller og førsteklasseshoteller.

Ved at søge på www.yahoo.fr fandt vi nogle af de nævnte hotellers hjemmesider og kunne konstatere, at Hoteldiscount lever op til deres garanti om lavere priser. Nogle af rabatterne var større end andre, og det var meget forvirrende, at nogle priser omfattede morgenmad, mens det andre steder kom oveni. Ligeledes var de lokale skatter og afgifter ikke inkluderede på discountsiden, og det er værd at tage med i betragtning.

Det glemte vi at gøre, da vi lod os friste af et førsteklasseshotel lige ved Louvre, der på papiret ikke var meget dyrere end andre steder i området i en lavere kategori. Prisen for et værelse var hos Hoteldiscount omkring 500 kr. lavere per nat end på hotellets hjemmeside. Men her var skatter og morgenmad inkluderet, så til sidst var prisforskellen skrumpet ind til omkring 200 kr., og så blev det eksklusive hotel for dyrt til vores smag.

Den rigtige beliggenhed

Vores erfaringer med Hoteldiscount har været bedre i USA, hvor besparelserne var mere markante. Bemærk, at man ved søgninger på nettet kan falde over noget, der præsenterer sig som Hotel Guide Online Reservation. Det ser vældig interessant ud, men i realiteten er det bare et andet navn for Hoteldiscount, der i øvrigt også går under navnet Hotel Reservation Network.

Et andet sted, vi ledte, var på www.resnet.co.uk

Her kan man tjekke priser på over 500 hoteller rundt omkring i Europa, heraf 20 i Paris. Hvis man går ind under 'hotel information", får man en let gennemskuelig oversigt over mulighederne i det aktuelle område. Med et klik er der adgang til nærmere beskrivelse, billeder, placering på kort, priser mv.

Det var udelukkende to- og trestjernede hoteller til priser mellem 400 og 1000 kroner for et dobbeltværelse.

Resnet har desuden den fordel, når det handler om Paris, at hotellets beliggenhed (hvilket arrondissement) slås fast allerede i oversigten. For på det her tidspunkt var det gået op for os, at definitionen af "et centralt beliggende hotel" er meget fleksibel. Derfor havde vi fundet et kort over Paris med vejregister, som vi møjsommeligt slog alle potentielle hoteller op i.

Det førte os frem til et af Retnets hoteller i 4. Arrondissement, der så ud til at have yderst rimelige priser, 250 kroner for et værelse. Først sent gik det op for os, at priserne på Resnet er per person og ikke per værelse. Desuden er de i engelske pund, ikke amerikanske dollars, og hvorvidt skatter og morgenmad var inkluderet, kunne vi ikke umiddelbart finde ud af.

Så vi gik videre til www.benecom.com/ der formidler hotelværelser i Frankrig, Luxembourg, Belgien og Holland. Under Paris var der 33 muligheder, der meget praktisk var fordelt efter arrondissement. Benecom har i forhold til andre udbydere et relativt større udvalg i de første, mest centrale parisiske arrondissementer, og det er generelt et sted for de mere eksklusive hoteller.

Måske som følge heraf har Benecom meget udførlige beskrivelser af hotellerne med mange billeder og mulighed for at vælge mellem værelser i forskellige standarder, hvor de fleste andre udelukkende opererer med den billigste løsning. Benecom regner i euro og har en særlig kategori for gode tilbud, men på bundlinjen var de relevante hoteller alligevel for dyre til vores budget.

Det er stedet, vi vil gå hen, når vi en dag vil tage os råd til en luksustur. Dog vil vi til den tid også tjekke Hotel Net, der i Paris har adressen www.paris-france-hotels.net

Hotel Net er en af de helt store formidlere af overnatning på nettet med hoteller i såvel Europa og USA som i Asien, Australien og Afrika.

Bare i Europa er 20 lande med, herunder Danmark, hvor man til orientering kan sikre sig et dobbeltværelse med morgenmad på SAS Scandinavia-hotellet i København for ca. 1300 kr. I Frankrig er seks byer repræsenteret, og i Paris er der 2-300 hoteller til rådighed med priser startende ved 300 kr.

Hovedvægten ligger dog ved hoteller med tre stjerner, men udvalget af firestjernede steder er ligeledes imponerende. Om man er til Hilton eller Ritz, Crillon eller Plaza Athene - de er der alle sammen. Vær dog klar over, at selv med discount starter prisen for en dobbeltværelse på for eksempel Ritz ved 3500 kr.

Der er nu også mere overkommelige muligheder. Et værelse for to på et af de gamle fine hoteller i Paris, Lotti nær Place Vendôme, kan fås for omkring 1400 kr. Informationerne om hotellerne var til gengæld ret magre på Hotels Net, og siderne er mindre indbydende end andre steder.

Ligeledes skrabet er www.travelhero.com - til gengæld er her adgang til hoteller i alle mulige store og små byer i hele verden. Hvor ellers kunne man finde overnatning i Brunei Darussalam? Udbudet er helt overvældende, men præget af de store amerikanske hotelkæder.

Så er www.francehotelreservation.com - som navnet antyder - et rent fransk foretagende. Her er mange franske byer og hundreder af hoteller i Paris. Formidleren her udmærker sig med mange billeder, mens der er mange gengangere fra andre hotelsider. Generelt ser det ud til, at mange hoteller er tilknyttet flere forskellige internetformidlere. Der er dog variationer i priserne, der gør det værd at shoppe.

Grav dybere

Tag for eksempel førnævnte Ritz. Den danske rejseside - www.rejsefeber.dk - har et tilbud på Ritz med priser for 2700 kr., ligesom Rejsefeber tilbyder hoteller i mange andre byer. Andre rejsesider som www.travelnow.com er også en mulighed, men generelt er rejsesiderne knap så overskuelige og hurtige som de rene hotelsider.

Skulle de store formidlere trods udvalget ikke ramme plet, kan man altid selv grave dybere. Prøv for eksempel at søge på "hotels, paris" på den førnævnte www.yahoo.fr

Her er noget at arbejde med: En masse hjemmesider til enkelte hoteller eller mindre sammenslutninger af parisiske hoteller, hvor en del har særlige internettilbud. Det er også stedet at søge, hvis man har fundet et hotel gennem én af de store udbydere og gerne vil have lidt mere information eller vil sammenligne priser, inden man beslutter sig.

Endnu en vej til det perfekte hotel er de rejseguides, der findes på nettet som for eksempel www.fodors.com

I guiden over Paris er for eksempel Hotel Champ de Mars særlig favorabelt omtalt, og søger man efterfølgende gennem yahoo eller på www.goggle.com finder man hotellets egen hjemmeside med omfattende beskrivelse, mange billeder og lave priser.

Desværre var Hotel Champ de Mars ikke centralt nok for os, så vi vendte tilbage til hotelsiderne og fandt et foretagende, der tilsyneladende ikke har noget samlet navn, men som for Paris kan findes på www.paris-hotels-shop.com/

Fra den side er der i bunden links til hoteller overalt i Europa, USA og Rusland.

I hvert land har forretningen sit eget navn, og udvalget varierer, men i Paris fejler valgmulighederne ikke noget. Siden er blevet ændret noget, siden den dag da vi endelig besluttede os for at reservere et værelse på Hotel Duminy Vendôme lige ved Louvre. Layoutet er ændret, og Duminy Vendôme er ikke længere en del af udvalget, men prisniveauet og reservationsproceduren er tilsyneladende det samme.

Værelse til 900 kr.

Vi fik et nyrenoveret, trestjernet hotel med mindst mulig afstand til vores aftaler og diverse attraktioner og lige ved et metrostop for små 900 kr. per nat inklusive en stor morgenmadsbuffet. Da først beslutningen var truffet, tog reservationen ingen tid. Det rette beløb blev trukket fra kontoen, og vi modtog en voucher, vi kunne aflevere ved ankomst til hotellet. Også her gik forretningen smertefrit og uden uventede udgifter, ja vi havde endog den fornøjelse at se prisen for et dobbeltværelse annonceret på hotellets pristavle til et beløb meget højere, end hvad vi havde betalt.

Af pristavlen fremgik desuden en pointe, som er værd at have med i baghovedet, før søgningen på nettet begynder. Alle hoteller har høj- og lavsæsonen. Sandsynligheden for et godt tilbud er naturligvis størst i lavsæsonen. I storbyer og andre områder med mange forretningsrejsende er det typisk ferieperioder samt weekender. I badebyer er det lige omvendt.

Hvis man er fleksibel med hensyn til rejsens tidspunkt, kan det betale sig af afprøve prisen på forskellige ugedage og perioder. Det er også værd at tjekke valutakurser. De forskellige søgebaser opererer som sagt med forskellige valutaer, og der kan være en del at spare ved at handle med den ene fremfor den anden møntsort.

lone.olsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen