På ski mellem isbræer

Nogle trives bedst med en drink ved en swimmingpool. Andre vil helst knokle, så sveden springer og pulsen banker. Dette er beretningen om en ferietur i den sidste kategori.

Sveden haglede ned over ansigtet, mens pulsen var oppe at ringe i det kritiske felt. Alligevel bredte en følelse af velvære sig i kroppen, efterhånden som vi kravlede op af fjeldsiden med højt humør og god sne under skiene.

Og følelsen af velvære steg yderligere i takt med, at udsigten over dalen, hvor vi nogle timer tidligere havde begivet os ud på årets mandetur, bredte sig ud for vore fødder. Dalen lå nu badet i det flotteste solskin.

Men en stigning på 800 højdemeter på blot nogle få kilometer var alligevel ved at tage pippet fra min norske kammerat, Knut, der sled voldsomt med sin elendige form og sine 106 kilo.

To af turens deltagere var nybegyndere på ski, men klarede sig alligevel fantastisk, selv om Mogens, der har løbet syv maratonløb, næste morgen måtte erkende, at han var mere træt end efter et maratonløb.

Årets mandetur startede dagen før med bus fra Oslo til Sota Sæter i det fjeldområde ved foden af Norges største bræ, Jostedalsbreen, der ikke overraskende har fået navnet Breheimen.

Og allerede i bussen blev grunden lagt til en fantastisk naturoplevelse, da vi på det sidste stykke vej ind til turisthytten først traf en los og siden tre elge.

Træt

En skitur på fjeldet kræver både en rimelig kondition og rimelige kundskaber på ski. På vejen op af det første fjeld fik vi testet konditionen, der ikke var imponerende - og på vejen ned kom vore evner på ski til at stå deres prøve. Vore to nybegyndere faldt naturligvis meget, men da Anders tilmed fik ødelagt sin ene skibinding, blev skiene umulige at styre, hvilket mangedoblede antallet af styrt. Konstant måtte han ned og bide i sneen, så han til sidst knap kunne stå oprejst.

Endelig nåede vi bunden. Totalt dehydrerede, segnefærdige og med ønsket om blot at komme frem. Men vi måtte kæmpe endnu to-tre kilometer, før vi kunne vælte ind af døren på Nørdstedalseter. Dagens 23 kilometer føltes nærmere som 53.

Klokken var så mange, at alle andre gæster for længst havde kastet sig over middagen, så vi blev i stedet bænket ude i forgangen. Men middag fik vi. Og selv om vi var så trætte, at vi knap kunne spise, sørgede personalet for en sublim betjening.

Efter middagen fik vi sammen med 20-30 andre tildelt en plads på sovesalen oppe på loftet, mens de gæster, der kom endnu senere end os, måtte tilbringe natten ude i bruserummet sammen med hundene.

Natlig redningsaktion

Næste dag var vejret ikke med os. Tunge skyer og tung sne gjorde de første kilometers skiklatring opover et nyt fjeld temmelig barske. Efter et par timer mødte vi et par leveglade nordmænd, som vi aftenen før havde truffet med øl og hånden og cigar i munden. Nu havde de sat sig i sneen, fordi den ene havde ødelagt sin binding. De havde bedt nogle forbipasserende give besked på den næste hytte om at sende en snescooter ud for at hente dem, og sad nu blot og ventede på at blive reddet, mens de drak kaffe og spiste af godterne fra rygsækken. De burde naturligvis have begivet sig tilbage til den hytte, de havde forladt to timer tidligere, da budbringerne havde adskillige timer foran sig.

Vi passerede de to uheldige skiløbere lidt efter klokken 12,00 - og var

FORTSÆTTES SIDE 2

FORTSAT FRA FORSIDEN

først fremme ved vores næste hytte Sognefjellhytta efter klokken 20,00. Og her var der endnu intet sket, fordi ingen havde haft tid til at begive sig ud på snescooter. I mellemtiden var vejret imidlertid blevet værre - det sneede kraftigt, og vinden var blæst op.

Og nu blev der pludselig hektisk aktivitet. Redningsfolkene sammenkaldte alle, der havde set de to, og bad os på et kort udpege præcis, hvor vi havde set de to mænd. Herefter blev der taget kontakt til politiet - eller lensmanden, som det hedder heroppe på fjeldet - og Røde Kors, der koordinerer den slags redningsaktioner. Lynhurtigt blev to mænd sendt af sted på ski fra den anden hytte, mens der blev gjort klar til at sende en snescooter af sted fra vores hytte.

De uheldige helte blev fundet ude i snestormen klokken to om natten - kolde, men ved godt mod. Heldigvis havde de haft en vindsæk, de var kravlet ind i.

Selv om vi ikke skulle reddes, blev vores dag også både hård og fyldt med dramatik. Først var vi ved at falde ned i en fem meter dyb afgrund, hvorefter vi kun med nød og næppe fik slæbt én af vore to nybegyndere i mål. Men efter knap 10 benhårde timer og 21 kilometer på ski var vi ved otte-tiden endelig fremme. Trods trætheden kom kortspillet frem efter middagen - og så blev der ellers tærsket kort (mausel) til klokken halv to om natten.

Nye følgesvende

Næsten morgen stod vi op til den glade nyhed, at de to forulykkede skiløbere var blevet reddet. Herefter måtte vi gennem en længere diskussion om dagens rute. Nogle ville gå den ene vej, andre ville tage en rolig dag på hytten, og så tage lidt tidligere hjem - i lyset af de seneste to dages strabadser - samt vinden og sneen der stadig gjorde livet udenfor til en barsk oplevelse.

Efter et par timers snak besluttede jeg mig for at fortsætte uden mine kammerater - og i stedet slå følge med en flok norske arkitekter.

Dagens tur var kun på cirka 15 kilometer - og det meste af vejen gik det nedad. Så jeg forudså en let dagsmarch. Jeg måtte imidlertid erkende, at man ikke uden grund siger, at nordmænd er født med ski på benene. Selv om jeg var i bedre form end flere af arkitekterne, var det mig, de måtte vente på. Jeg faldt ganske vist kun et par gange, men havde især de sidste par kilometer svært ved at klare mig i den dybe og efterhånden våde sne.

Men allerede klokken 16,30 kom belønningen, da vi nåede frem til Skogadalsbøen, en fantastisk flot fjeldhytte, og kunne sætte os udenfor i solen og nyde en iskold fadøl. Sjældent har en øl smagt så godt.

Undervejs fandt jeg ud af, at det var en flok særdeles erfarne fjeldfolk, jeg havde givet mig på tur med. De fleste havde en fortid som bjergklatrere, og undervejs fik jeg levende beskrivelser af fordele og ulemper ved at bestige de forskellige fjelde, vi passerede. Men det var særdeles hyggelige folk.

Flot opstigning

Skogadalsbøen ligger i skovkanten nede i bunden af en dal. Så næste morgen bød igen på opstigning. Men når solen skinner, vejret er kanon - og konditionen er ved at få det bedre - betyder det ikke noget.

Ved vores første hvil blev vi overhalet af to superfreaks, der havde planer om at gå 45-50 kilometer inden solnedgang. Da vi lidt senere passerede dem, var de i færd med at smide næsten al tøjet for at fortsætte kun iført T-shirt og korte bukser. Sommerlooket holdt dog ikke så længe, da vinden på toppen var iskold.

Et stykke oppe i dalen var der gået et stort sneskred - mindst 200 meter bredt og adskillige hundrede meter langt. Lavinen, der blot var et par dage gammel, var rullet ind over den kvistede løjpe, så vi måtte gå over et lille bjerg af tætpakkede sneblokke. Også andre steder i dalen var der gået mindre skred, så vi løsnede ski, stave og rygsække og gik forsigtigt fremad med god afstand - bare for en sikkerheds skyld. Heldigvis skete der ikke noget.

Turisterne dukker op

Efterhånden som vi kom ind i hjertet af Jotunheimen, begyndte "turisterne" at dukke op. Herinde tæt på flere af Norges største turisthytter tilbringer mange mennesker påsken som faste gæster på en turisthytte - hvis de da ikke har deres egen hytte placeret her mellem nogle af verdens flotteste fjelde.

Blandt de skiløbere, vi traf, var en familie med tre mindre børn, der var på telttur. Andre var unge familier på tur med de mindste spændt bagefter i en pulk (en lille, speciel slæde) eller ældre ægtepar på en hyggelig dagstur i det flotte vejr.

Vi tilbragte en hyggelig aften ved pejsen på Fondsbu, én af turistforeningens nyeste hytter, hvor jeg blandt andet lærte en masse om forskellen mellem dansk og norsk arkitektur.

Årets skitur til Breheimen og Jotunheimen sluttede med en flot tur over Tyinvannet. En enkelt af arkitekterne slog følge med mig, mens de andre valgte den mere komfortable model og blev kørt ud af fjeldet med bæltebil - en såkaldt Viesel.

Fremme ved Tyin Højfjeldshotel nåede jeg min bus - med kurs mod Danmark - og foråret.

Men på torsdag går turen atter nordpå mod kulminationen på årets skisæson.

Det er endnu ikke for sent.

lars.from@jp.dkDen Norske Turistforening, DNT, er én af verdens førende organisationer, når det handler om naturoplevelser på naturens egne præmisser. Foreningen, der bl.a. driver 391 hytter inde på fjeldet - og har et tæt samarbejde med en række private hytteejere - har med over 190.000 medlemmer aldrig været større. Mange er danskere.

Udover de mere end 5000 kilometer kvistede løjper på fjeldet sørger DNT sammen med Norges Røde Kors for et omfattende rednings-beredskab, så man hurtigt kan blive hentet ud af ødemarken enten med snescooter eller helikopter, hvis uheldet skulle være ude. Er man medlem af DNT, får man store rabatter både på ophold i hytter, mad og rejser. Et medlemskab giver også ret til at få udleveret en nøgle, så man selv kan låse sig ind og ud af DNTs mange selvbetjeningshytter. Her sørger man også selv for betaling for både overnatning og mad. Turistforeningen, der ikke har meget at gøre med en turistforening i traditionel forstand, bygger i udpræget grad på tillid til gæsterne.

DNT arrangerer også transport til og fra påskefjeldet, ligesom foreningen hvert år står for ca. 2500 fællesture og kurser både i Norge og i udlandet - med alt fra bjergklatring til overnatning i snehuler og lign.

Medlemskab af DNT: Første medlem i familien 375 kr. om året, derudover 155 kr. for hvert medlem i husstanden.

Tlf. DNT: 00 47 22 82 28 00

Internet: www.turistforeningen.no

Jyllands-Postens påsketur til Breheimen var arrangeret i samarbejde med Stena Line

LANGREND I NORGE





  • Den Norske Turistforening, DNT, er én af verdens førende organisationer, når det handler om naturoplevelser på naturens egne præmisser. Foreningen, der bl.a. driver 391 hytter inde på fjeldet - i tæt samarbejde med en række private hytteejere - har med over 190.000 medlemmer aldrig været større. Mange er danskere.

  • Ud over de mere end 5000 kilometer kvistede løjper på fjeldet sørger DNT sammen med Norges Røde Kors for et omfattende rednings-beredskab, så man hurtigt kan blive hentet ud af ødemarken enten med snescooter eller helikopter, hvis uheldet skulle være ude. Er man medlem af DNT, får man store rabatter både på ophold i hytter, mad og rejser. Et medlemskab giver også ret til at få udleveret en nøgle, så man selv kan låse sig ind og ud af DNTs mange selvbetjeningshytter. Her sørger man også selv for betaling for både overnatning og mad. Turistforeningen bygger i udpræget grad på tillid til gæsterne.

  • DNT arrangerer også transport til og fra påskefjeldet, ligesom foreningen hvert år står for ca. 2500 fællesture og kurser både i Norge og i udlandet - med alt fra bjergklatring til overnatning i snehuler og lign.

  • Medlemskab af DNT: Første medlem i familien 375 kr. om året, derudover 155 kr. for hvert medlem i husstanden.

  • Tlf. DNT: 00 47 22 82 28 00





Jyllands-Postens påsketur til Breheimen var arrangeret i samarbejde med Stena Line

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen