På det yderste rev

I den anden beretning fra Mikronesien i Stillehavet fortæller langfartskaptajn Troels Kløvedal om forgængernes hårde betingelser på verdenshavet. Og så går turen ned på havets bund, hvor spændende skibsvrag venter...

Grunden til at Stillehavet fik sit fredelige navn, skyldes den portugisiske opdagelsesrejsende og kaptajn i Spansk tjeneste Fernando de Magellan, der krydsede Stillehavet i 1521.

Han sejlede en smal vestlig kurs tæt på ækvator efter at have opdaget det stræde, der forkortede turen rundt om Kap Horn med 260 sømil og som nu bærer hans navn. Magellan pejlede få øer over sit simple hovedkompas på denne kurs og sigtede kun Puka-Puka, en nu ubeboet mini atol i Fransk Polynesien, og så det nu nærliggende Guam her i Marianerne den 6. marts 1521.

Der var nu kun tre skibe tilbage af de fem små skibe, han forlod Spanien med, deriblandt hans flagskib "Trinidad", der var det største på kun 31 meter i længden. Beundringen bliver ikke mindre af at fantasere sig til, hvordan det måtte have været at sejle på rådden mad i månedsvis, med skørbug, bylder og alskens andre sygdomme, uden søkort og mulighed for en stedbestemmelse, da der stadig var et par hundrede år til opfindelsen af søuret og dermed muligheden for at bestemme en længde til søs.

Skibene har været utætte og halvrådne, og af de 270 sjæle, der påmønstrede i Spanien, kom kun 17 hjem om bord på "Vittoria", så her passer navnet Victoria (sejr) virkelig.

Det skib var kun mellem 15 og 20 meter langt, altså på størrelse med "Nordkaperen" i længden, men havde alligevel en så umådelig rig last med hjem af de eftertragtede krydderier, at det fuldt ud betalte rejseomkostningerne, plus at hjemkomsten med et slag afgjorde en helt ny verdensorden, økonomisk, naturvidenskabeligt og psykologisk.

"Vittoria" anløb Guadalguivir-flodens udløb i Cadizbugten uden sin skipper om bord, da han blev dræbt i et hurtigt sværdslag på den Filippinske ø Mactan. Han havde fået den noget overilede ide, at han i en fart ville kristne de lokale. Så hurtigt gik det nu heller ikke. Men Filippinerne er katolsk den dag i dag og havde ikke været det uden Magellans jordomsejling.

Om bord på "Vittoria" befandt der sig Magellans kammertjener. Han blev verdens første jordomsejler, fordi han allerede havde været kloden rundt, da resterne af Magellans flåde anløb Malacca, hvor hans berømte kaptajn tidligere havde befæstet den portugisiske krones position som den største handels- og sømagt i Asien. Kammertjeneren var født på Malacca-halvøen og var der påmønstret Magellans daværende flåde. De, der vendte hjem til Europa, fortalte, at deres afdøde kaptajn havde kaldt Stillehavet for "det rolige hav" efter det portugisiske 0 Pac'ifico, dermed navnet.

Vi kan kun give ham fuldstændig ret, for på denne årstid i nordlige Stillehavs sydvestlige hjørne, rører der sig ikke en vind. Passatvinden, der ellers trofast blæser jordomsejlerne kloden rundt, tager sig et hvil i nogle efterårsmåneder, da vi nærmer os Asien, og hvor SW monsunen får lov at dø ud. Det betyder derimod også tyfon-sæson, så vi holder godt øje med skibets weather fax, der fra Honolulu giver os daglige meddelelser om, hvor orkanerne er i fremmarch.

Men vi er på så sydlig breddegrad, at vi føler os sikre. (Så sikker som man nu kan blive, når man med et lille skib begiver sig ud på verdenshavet.)

Tyfoner

Vi er der, hvor tyfonerne opstår i det 29 grader varme ocean (havvand skal være 27 grader varmt for at en tropisk cyklon kan gå i den frygtede roterende og ødelæggende omdrejning med dagtemperaturer på 33 grader i skyggen). Engang imellem ryger vi ind i en thunderstorm, en mindre depression, der muligvis vil udvikle sig til en tropisk depression, der bliver til en tyfon, når den tager fart og går nordover for at blive til et forfærdeligt vejr oppe langs Japan-kysten.

Men de meteorologiske love ved ækvator siger os, at en tyfon her i nordlige stillehav altid vil gå vest- og nordover. De planetare vindsystemer holder kloden på plads for os. Jeg sover stadig godt, selv om vi på aftenhimlen for et par dage siden tydeligt så den store tyfon-spiral på nordvesthimlen, som varslede en "tropical forstyrrelse" og vinde i stor højde, der kan udvikle sig til en tyfon. (Det blev til en tyfon, der bevægede sig nordover mod Guam.)

Vi er bound for Chuuk i Mikronesien, elleve øer, der er omkranset af et af verdens største koralringrev og hvor japanerne under Anden Verdenskrig havde opbygget et af imperiets sværeste flådebaser. Stillehavets Gibraltar kaldte amerikanerne Truk (nu Chuuk) efter angrebet på Pearl Harbor.

Sådan nogle militariserede steder i Stillehavet har et dårligt rygte, hvad enten det er her tæt på Bikini-atollen, hvor amerikanerne havde deres testcentrer for prøvesprængninger lige efter krigen eller på de franske atom-atoller Hao, Muroroa og Fangataufa i Fransk Polynesien. Uanset at en lille ø er besat af franskmænd, japanere eller af amerikanere, så kan man være sikker på at et måske smukt velfungerende og ældgammelt kulturmønster er slået i smadder. Når så små samfund pludselig bliver centrum for nogle af menneskehedens mest kostbare eksperimenter, ja så er det svært igen at dyrke sine taro-rødder, tække sit tag med sindsro eller fange sine fisk på traditionel måde i den blå lagune.

Munterhed og hjælpsomhed

Den store verden, en virkelighed som er meget større end noget, man kan begribe, noget, der er for stort og for fremmedartet til at fordøje. En så stor og afmægtig virkelighed, der for altid ødelægger den uskyld, der ligger i at være fuldstændig uvidende. Den uskyld, som man fratager det naturlige naive menneske, der kun ville det gode.

Derfor blev Chuuk en begivenhedsrig oplevelse for os, fordi vi havde hørt så meget dårligt om stedet, som er en næsten selvstændig stat i den federale stat Mikronesien.

Vi havde hørt om affald overalt, om kriminalitet, som ellers er ukendt på Stillehavsøerne, hvad enten det er nord eller syd for ækvator. Men i de små 14 dage vi var her, mødte vi munterhed og hjælpsomhed,og lige meget hvor man stiller sig op ved vejene, der er omkranset af meget store brødfrugttræer, så får man et lift.

Noget var der dog galt, hvilket jeg opdagede, da jeg en dag sammen med Else Marie og Asbjørn gik ind i et tilfældigt hus ved landevejen for at spørge om vej til et gammelt japansk fyrtårn, der skulle ligge et eller andet sted på topppen af en mindre jungle. Her mødte vi en kvinde på min egen alder. Hun var læge og tilså nogle syge småbørn.

Hendes diagnose lød på fejlernæring, hvilket syntes unaturligt, da vi stod midt i en grøn og frodig tropisk vegatation. Men da hun senere kørte os øen rundt, fortalte hun om, hvor usund Chuuks befolkning var (hun kom selv fra en anden, meget lille ø i Mikronesien). Hun fortalte, at amerikaniseringen sad så godt fast i befolkningen, at alt, hvad der var sundt, stod på roden og rådnede, samtidig med at hun pegede ud på de -dejligste taro-rødder, der groede vildt i vejkanten.

Det viste sig også senere, at det var umuligt at finde et grønsagsmarked eller en lille forretning, der solgte de sunde varer, og jeg tænkte på Fijis kæmpe markeder, hvor man kunne købe vognlæs af vidunderlige urter til at lave velsmagende sund bula suppe på.

Chips og cola

Chuuks befolkning lever af Chips, Coca Cola og Corned beef, spist direkte fra dåsen sagde hun, og reklamens magt var så stor, at det var umuligt at få folk til at spise sundt. Derudover dopede de sig konstant ved at spise betelnødder. Ved at læse nærmere om øen, kunne jeg så senere konstatere, at dens befolkning var udråbt som den mest fejlernærede i hele Stillehavområdet.

Chuuk har så for nylig været igennem den store økonomiske nedtur efter den asiatiske krise, som kostede stedet alle dets japanske turister, deriblandt mange krigsveteraner.

Der var til gengæld ikke mindre en 80.000 japanere på Chuuk under Anden Verdenskrig. Øgruppen hed dengang Truk og havde været tysk koloni, indtil japanerne efter Versailles-freden efter Første Verdenskrigs afslutning, hvor Tyskland mistede alle sine kolonier,overtog øerne som mandatområde, hvorefter de militariserede hele øgruppen plus det meste at det vestlige Stillehav.

Her på Chuuk blev det til ikke mindre end fire landingsbaner, og overalt ser man forfaldne betonbunkers og rustne kanoner af svær kaliber. Chuuk var forsyningsbase for både den 4. og 6. japanske flåde.

Den overordentlige svære militarisering virker absurd, fordi øerne ikke er større, end at man kan gå en rundtur på en formiddag.

Første Verdenskrigs forfærdelige fredsbetingelser førte i virkeligheden til Anden Verdenskrig, men efter den lærte amerikanerne heldigvis af fortiden og oprettede Marshall-hjælpen. Marshallplanen er en af de beslutninger, der den dag i dag betyder, at min generation blev frie og lykkelige mennesker, der som ingen andre generationer har kunnet bevæge sig rundt i verden, stort set i fred og frihed, med en konstant velfærdsstigning i ryggen.

Ganske vidst kan told, immigration, sundhedsvæsen, de, der vil have et ottecertifikat, og de, der vil have penge for de fyrtårne, der ikke virker, ikke finde ud af deres eget bureaukrati i deres nye stat, og vi må slippe nogle hundrede dollars, før de giver os et stempel i passet.

Jeg opdager hurtigt, at vi opankrede for dårligt ud for hovedbyen og sejler til sydspidsen at hovedøen Weno, hvor der er en bedre ankerplads tæt på øgruppens eneste luxushotel, Truk Blue Lagune Resort.

Vi er kommet det helt rigtige sted hen, for her findes et af områdets bedste dykkercentre, startet af en at Stillehavets største dykkere, den legendariske, lige afdøde dykker Kimiuo Aisek, der igennem et langt dykkerliv har fundet de fleste vrag i lagunen og været dykkerguide for nogle at verdens berømteste dykkere, deriblandt Cousteaus besætning om bord på "Calypso", der besøgte øerne så tidligt som i 1969.

Kimiuo Aisek, der som andre indfødte arbejdede for japanerne, oplevede som teenager "Operation Hailstorm", hvor amerikanerne 17.-18. februar 1944 i et af verdens største luftslag, udført fra ikke mindre end 9 hangarskibe plus et væld at mindre krigsskibe i to dage og en nat, i 30 angrebsbølger sænkede 60 skibe, beskadigede 41, der senere sank, og nedskød 270 japanske jagere.

Det hele ligger på bunden at Chuuk-lagunen den dag i dag på ringe vandybde. Lagunen er derfor et yderst eksklusivt dykkersted for de vragdykkere, der har råd til at tage så langt væk som til Mikronesien.

Her er alle vragdykkerens drømmeskibe, krigsskibe, olietankere, undervandsbåde, passagerskibe, slæbebåde, fragtskibe af enhver art og et utal at forskellige - nu af samlere eftertragtede - sjældne jager-og bombemaskiner.

De dykkere, der kommer herud, bliver betjent af tre dykkerskibe.

"Thortinn" er en gammel norsk hvalfangerskude, der er fikset lidt op med en god omgang monkey-shine (den maling, som en sømand får besked på at smøre på et skib oven på rusten lige før et skib skal sælges).

Dykkerbåden "Odysseus", der er for de allermest velhavende fra luxushotellet, sejles og ejes at den ingeniør, der var konsulent på storfilmen "Titanic".

Så er der "Truk Aggressor", som blev vores held, da skipperen Niall Lawlor, ærke englænder, forhenværende taxichauffør fra London, kom langskibs "Nordkaperen" i sin gummibåd og inviterede os allesammen over til en drink på sit flotte dykkerskib.

Vi har været i søen i tre dage, og er derudover trætte at dagens diskussioner med diverse myndigheder, så vi siger henrykt ja tak til en "sundowner" på skibets agterdæk. Det viser sig, at dykkerskibet er fuldstændig uden betalende gæster, da den amerikanske turistindustri nærmest ligger i ruiner efter flykapringerne i Amerika, og alt, hvad det senere har medført.

Dykkerture

Mødet med dette dykkerskib kom for os til at betyde, at vi for det første var velinformerede om, hvad der skete ude i verden gennem skibets CNN programmer, men samtidig også blev inviteret på nogle meget spændende, og for os ellers alt for kostbare, dykkerture om bord på det super-professionelle dykkerskib, der ville sejle os ud til nogle at de mange spændende vrag.

Det første vrag, som Skipper Niall tog os med ud på, hedder "Unkai Maru" på 3100 tons. Skibet blev bygget i England, inden det blev solgt til en japansk reder og senere blev indsat som forsyningsskib af den japanske flåde. Det står oprejst på bunden på 45 meters dybde og er særdeles intakt og stadig fyldt med krigsmateriel.

Så synker man i det blå hav, og langsomt træder skibets form og konturer frem. Det er meget spændende og meget meget smukt, fordi en fjern fortid pludselig materialiserer sig i form at skinbarlig virkelighed. Og vrag er meget smukke i troperne, fordi farvestrålende langarmede blødkoraller lever fortræffeligt på de algeovergroede skibsskrog, der er irgrønne eller okkerfarvede.

Bøger og aviser

Vi går ind i skibet og finder til vores forbløffelse, at der stadig er noget tilbage af skibets bibliotek, en stor tyk bog med engelsk tekst...hvad en bog på engelsk så end laver om bord på et japansk forsyningsskib. Ligeledes ligger der ældgamle aviser - Los Angeles Herald Express fra 1940. Alt rimeligt velholdt i varmt tropehavvand i 60 år.

Inden dykningen begyndte, havde vi holdt en dykkerkonference ombord på "Truk Aggressor", hvor vi blev briefet om skibsvraget og blandt andet så et fotografi at "Unkai Maru" brændende efter det amerikanske angreb i 1944.

Skibet blev lokaliseret af Cousteau-ekspeditionen i 1969, men næsten glemt, indtil det blev genopdaget i 1980. Skorstenen var væltet om på dækket, men hovedmasten stod ret op endnu, som da skibet blev sænket. Her er også megen ammunition endnu og døde japanske søfolk i maskinrummet. Men dem holder vi os fra.

Eftermiddagsdykningen gik til et andet japansk forsyningsskib "Gosei Maru" på 1900 tons, bygget som serieskib til den japanske flåde i 1937. Det ligger på en skrænt væltet om på bagbords side og med forskibet nede på 30 meter dybt vand, men med skruen agterude på kun 5 meter vand, så her kan snorkeldykkerne også få en oplevelse, hvilket min lille søn Asbjørn på fire år straks ser som en mulighed for at se sin far nede i det dybe blå, stolt over netop at have lært at bruge snorkel og maske. Jeg nyder til gengæld at se hans hurtige små sprællende ben oppe i havoverfladen.

Hvor er det dog vidunderligt at have små børn.

Det skrog gik vi også ind i, men her var der besked om virkelig at holde fingrene væk, fordi der så sent som for fire år siden stadig var ammunition, der sprang i luften. Men vi fandt noget meget smukt kinesisk porcelæn som japanerne havde med om bord fra Kina, som japanerne næsten havde besat fuldstændig.

Det er meget få mennesker der er klar over, hvor store de japanske erobringer under Anden Verdenskrig egentlig var. Med besættelsen af Manchuriet, Kina, Burma, Malacca-halvøen ved Singapore og hele det folkerige Indonesien beherskede japanerne en meget stor del af den samlede menneskemængde på kloden.

Chuuk blev dyk på dyk i en blå lagune et sørgeligt bevis på, at krig er slægternes undergang, og at alle mennesker må arbejde på at tilsvarende civilisations-sammenbrud aldrig nogensinde må ske igen.

Næste beretning fra Troels Kløvedal bringes på søndag.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.