Orlov med holdånd

Både bilen, budgettet, ægteskabet og drømmene holdt, da en almindelige fortravlet familie på to voksne og to børn besluttede sig for at sætte hverdagen på stand-by i to måneder for at opleve en anden del af verden.

Vi havde kæmpet os over brusende floder og sten hele dagen. Børnene var koksrøde i ansigterne af det hårde arbejde og ikke mindst af kulden fra Fox-gletscheren, der var vores mål. Regnen var taget til, da vi passerede en midaldrende engelsk kvinde, der sad og hvilede sine trætte ben på et klippefremspring.

»I er et godt hold,« sagde hun og nikkede anerkendende hen imod vores børn. Hele dagen havde de knoklet for at følge med på ruten op til gletscheren, der ligger på New Zealands sydø. De havde koncentreret fulgt vores anvisninger på, hvordan de skulle komme fra en sten til den næste uden at plumpe i det kolde vand. Trods både blæst og regn havde de holdt humøret højt.

Vi takkede lidt forlegent kvinden for hendes rosende ord og skyndte os videre.

Men vi bed mærke i hendes ord: Et godt hold. Og vi brugte dem mange gange siden hen på vores tur, der strakte sig fra november til januar sidste år.

For et godt hold er, hvad der skal til for at kunne holde hinanden ud i to måneder under ofte trange og pressede kår.

To mål

For næsten trekvart år siden besluttede vi, Klaus på 37 år, Anne-Marie på 34 år, Christine på 8 år og Martin på tre år, os for at bruge to måneders orlov på en rejse. Vi havde på forhånd to mål med vores tur: Vi ville opleve noget, som ingen af os havde prøvet før. Og vi ville lave noget, som vi alle kunne være fælles om langt væk fra vores dagligdag.

Vi besluttede os for at tilbringe halvanden måned i New Zealand og to uger på Fijiøerne.

Udstyret med kreditkort, fornuftigt tøj og en aftale om billeje landede vi den 6. november i Auckland i det nordlige New Zealand. Foran os lå to måneder spækket med oplevelser. Og især følelsen af total frihed. Vi kunne tage hvorhen vi ville i dette fremmede land.

Men selv om begge lande er perfekte rejsemål for småbørnsfamilier, så skulle der alligevel en del planlægning og tålmådighed til for at kunne få tingene til at glide.

Inden vores afrejse kørte vores dagligdag i høj grad i faste rammer. Med to fuldtidsstillinger og weekendarbejde er det nødvendigt med en del logistisk forarbejde. Samtidig har vi aldrig været vant til at tilbringe meget af døgnet sammen. Vi har en time sammen om morgenen og et par timer sammen sidst på dagen. Et par dage om ugen ser vi voksne slet ikke hinanden på grund af skiftende arbejdstider.

Så det var med en anelse ængstelse, at vi så frem til at skulle tilbringe 24 timer i hinandens selskab i to måneder.

Et par regler

På forhånd lavede vi et par regler for at undgå total kaos. Den første regel var, at hvis en af os bad om time out, så skulle de andre øjeblikkeligt lade vedkommende være. Den anden regel var, at man ikke måtte være afvisende, hvis en ville give et knus.

Med disse to simple regler lykkedes det os at holde diverse konflikter og skænderier fra livet i to måneder.

Især i begyndelsen af vores tur var der brug for tålmodighed. Som da vi sad på vores første lurvede hotelværelse med jetlag, propper i ørerne og stive ben efter næsten to døgns konstant rejse.

Vores datter på otte år besluttede sig for at køre tingene på sin måde. Hun tændte for musikken, når vi andre skulle sove. Og sov, når vi skulle spise. Men efter et par alvorlige samtaler om vores fælles ansvar for denne tur, gik det væsentligt bedre. Der skulle dog et par alvorlige samtaler til undervejs.

Vores søn på tre år var også i begyndelsen temmelig kortluntet, og han fik afprøvet alle variationer over temaet "dumme mor" og "dumme far" i løbet af ganske få dage. Og vores forbud mod at sige dumme, gjorde det bestemt ikke bedre.

Det gik hurtigt op for os, at familiens yngste medlem havde det svært, når turen blev fysisk krævende. Han havde svært ved at følge med, når vandreturene op ad New Zealands mange smukke bjerge blev for stejle. Og som så mange andre drenge meldte han først pas, når han hang i det yderste af neglene.

Vores datter, der er fem år ældre, blev især vred, sur og indelukket, når vi kørte for langt, ikke selv havde styr på ruten eller var i for dårlig tid med at bestille overnatning, så vi kom til at køre forgæves.

Efterhånden lærte vi imidlertid at kompensere for den manglende tryghed og træthed de dage, hvor vi skulle køre langt. Vi indrettede bilen hyggeligt med masser af puder, soveposer, musik, natdyr og mad og drikke lige ved hånden.

Inden vores afrejse havde vi, som de fleste andre danske familier, et hav af planer om at udvide og forbedre vores aldrende bolig i Brabrand ved Århus. Efter planen skulle en fin ny udbygning og diverse reparationer stå færdige i sommeren 2002. Med en pæn friværdi og et boliglån løbende over årtier skulle det nok kunne lade sig gøre.

Her bor vi fint

Men en af de mest vidunderlige ting ved at rejse er, at det går op for en, at man sagtens kan nøjes med mindre. På flere af vores længere stroppeture klarede vi os fint med det tøj, mad og vand, som kunne rummes i tre rygsække. Og vi sov ganske udmærket skulder ved skulder på madrasser.

Den sidste aften i det forgangne år genså vi vores hus for første gang i to måneder. Og vi udbrød i munden på hinanden: »Hvor bor vi fint og sikke meget plads.«

Udbygningsplanerne er sat i bero. Efter to måneder i palmehytter, hvor kakkerlakkerne kom op igennem afløbene om natten, og hvor det var nødvendigt at sove under net, gør det måske ikke så meget, at tagrenderne på vores hus er utætte. Og efter dage sammenstuvet på 10 kvadratmeter, fordi regnen ingen ende ville tage, så gør det måske ikke så meget, at der mangler det arbejdsværelse i vores gamle hus.

Før vores afrejse flirtede vi med tanken om at rejse ud i verden for at leve permanent i en årrække. Den tanke har vi forladt. Danmark er vores hjem i hvert fald, imens vores børn bor hos os. Men vores familierejse har givet os blod på tanden.

Så selv om vores rygsække, vandrestøvler og soveposer igen er kommet ned i kælderen, så er de ikke kommet ind i det bageste rum. Det hele ligger lige neden for enden af trapperne.

For vi skal ud at rejse igen.

anne.dohm@jp.dk

klaus.dohm@jp.dk

Jyllands-Posten berettede søndag 4. november første gang om familien Dohms orlovsrejse til New Zealand og Fiji. Senere vil Jyllands-Posten med udgangspunkt i familiens oplevelser bringe en guide til New Zealand, der blandt andet i den engelske avis The Times er kåret som verdens bedste turistland.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.