Et folk født ud af stjernerne

Skipper Troels Kløvedal er atter draget på langfart i den stolte skude "Nordkaperen". Han inviterer læserne med på togt til Mikronesien i Stillehavet. Velkommen om bord.

Jeg havde for lang tid siden besluttet, at jeg her på min tredie jordomsejling ville besejle en af de sidste store øriger i Stillehavet, som jeg endnu ikke har besøgt med "Nordkaperen".

Når jeg hjemmefra fortalte, at jeg var på vej til Mikronesien med "Kaperen", fik de fleste et flakkende blik, hvilket ikke er så sært, da det er et af de sidste øriger i Stillehavet, hvor der sjældent kommer turister og slet ikke sejlbåde, hvilket vi hurtigt fik bekræftet ved at øens lokale reporter stod på dækket for at få en snak om, hvordan vi dog havde fundet på at sejle til et så afsides sted i verden.

Mikronesien er en splinterny stat, der for små tyve år siden lavede en aftale med USA om at forsøge sig med en selvstændig "Federal State" bestående af de fire øgrupper Kosrae, Pohnpei, Chuuk og Yap.

Storebror Amerika ser pænt på foroven og stikker en check ud engang imellem, da man ikke kunne drømme om at miste den overordnede kontrol over et havområde, hvor tusinder af unge amerikanere mistede livet i slag, der var ualmindeligt hårde, men som vi i forhold til vores egen europæiske verdenskrig er forholdsvis uvidende om.

Det var her amerikanerne udkæmpede de voldsomme kampe mod japanerne i slutningen af Anden Verdenskrig, hvilket vi vil få bekræftet af de hundredevis og tusindvis af flyvrag, der ligger spredt på bunden af de laguner, som vi anløber på togtet.

Det historiske hjertekammer

Når jeg nu opankrer her i Pohnpei, i en dyb grøn og ovnvarm tropisk lagune nær ved hovedstaden Kolonia i den federale stat Mikronesien, er jeg tæt på det historiske hjertekammer, de trædesten i oceanet, som skabte de store og legendariske polynesiske havkulturer, som jeg har gennemkrydset gennem mange år i det sydlige Stillehav. Har mennesket i deres fantastiske historie nogensinde sejlet små skibe over store oceaner (og det har vi jo også selv som efterkommere af vikingerne), så ligger en af nøglerne her på denne grønne ø, der er omgivet af gådefulde ruiner. En slags sunket Venedig kaldet Nan Madol, hvor der som til en ægyptisk pyramide er knyttet uløselige gåder om, hvordan man har flyttet sten på over 50 tons, anbragt med stor nøjagtighed, i gådefulde mønstre, alt igen omkranset af et af verdens største koralringrev,der igen rejser sig fra de abyssale havsletter, det vil sige over 4000 meters dybde. Pohnpei ligner en grøn ædelsten flydende i det blå, blå hav omgivet af en turkis opal, og kun de hvide passatskyer fortæller, hvor havet hører op og himlen begynder.

Jeg er en lykkelig mand, der har fået mulighed for gennem 30 år at besejle og følge forskningen i stillehavskulturerne på nærmeste hold. Jeg sejler med en skude, der som de polynesiske kæmpekatamaraner ikke har mere end 40 cm fribord fra dækket til havoverfladen. At besejle Stillehavet i passatbælterne, med himmelækvator over masteknoppen, er at sejle mellem stjernerne og at lære at bruge dem i sin navigation, hvilket man har her som intet andet sted på kloden.

At være et folk født ud af stjernehimlene har den splinternye federale stat taget til sig i sin forfatning på den smukkeste måde, da den for små 20 år siden besluttede at prøve på det, som er det sværeste i verden...at skabe et lykkeligt og velfungerende samfund.

At opbygge en kultur og få et fredeligt samfund ud af det, har alle dage været noget af det vanskeligste, ja sværeste for slægterne, og den nye stat fremhæver i forfatningen, at havet er folkets fælles historie og er den plasma af mytologi, der binder menneskene sammen til ét folk, på trods af de store afstande og forskellige sprog, samtidig med, at de meget poetisk taler, trykker og synger, at de er ét folk, et enestående unikt havfolk, skabt ud af stjernerne, og at øerne ikke var beboede, da de ankom for godt 3000 år siden.

De sidste store Ocean-navigatører, der er tilbage, findes den dag i dag på østatens mini-atoller, mennesker, der stadig kan sejle 800 sømil og finde landkending uden kompas og søkort, kun ved at beregne ækvatorstjernerne og bruge dem til breddenavigation, bølgebevægelserne, årstidernes skiftende modsat rettede strømsystemer, havfuglenes liv og vaner, tunfiskeflokkenes reaktion på temperaturskift, plus erfaring med de planetare og lokale vindsystemer, der tilsammen udgør den samlede viden, så navigatøren ved, hvor han befinder sig på oceanet.

Stillehavsøerne var, før de ankom, ubeboede. I forfatningen tydeliggøres det, at havfolkene ikke har slået andre ihjel for selv at skabe kulturer, efterhånden som de i små spinkle udriggere gik mod passatvinden længere og længere østpå for til sidst at danne mægtige kongeriger på Samoa, Tahiti, på Marquasas, videre til Hawaii på den nordlige halvkugle for så at gøre næsten ufattelige opdagelsesrejser helt ned til Påskeøen syd for Stenbukkens vendekreds.

Know-how og sødkartofler

Rapa Nuie kaldte polyneserne Påskeøen, hvorfra man igen sejlede så langt østpå, at man fik landkending af det sydamerikanske kontinent. Her fik man stenhugger know-how fra de præ-columbianske kulturer, plus sødkartoflen og majsen med tilbage til Rapa Nuie, iagttaget af en af verdens største navigatører og kortlægger af store havområder i Stillehavet, captain James Cook, da han gik i land i marts måned 1774 efter optegnelser af den hollandste kaptain Roggewein, der havde besøgt øen godt 50 år før på selve påskemorgen, deraf navnet. Og i øvrigt lavede en enestående præcis positionsangivelse, set i lyset af , at det var før kronometerets opfindelse, på et tidspunkt i søfartshistorien, da søfolkene havde nogenlunde tjek på bredden - altså hvor langt de var i nord-sydlig retning, men hvor man mildest talt var på herrens mark, når det gjaldt længden, altså hvor man befandt sig i øst-vestlig retning.

Stillehavsfolkene var et stenalderfolk, der ikke kendte til jernet, men potteskårene i det, man kalder Lapita-kulturen følger dem troligt fra vest mod øst, så det var godt, jeg ikke kom ind på det, da jeg for et års tid siden spiste middag med Kon-Tiki fareren Thor Heyerdahl, da han var i København for at få en filmpris. Han har som bekendt altid forfægtet teorien om, at de polynesiske øer blev beboet fra Amerika og så vestover.

De store opdagelsesrejsers enestående historie forstås på en speciel måde, når man selv sejler med et næsten 100 år gammelt skib, der allerede havde en del år på bagen, da man søsatte "Titanic".

Et under...

En sørejse kan ikke sammenlignes med nogen anden form for rejse. Man har været op og ned ad hver eneste bølge hen over de enorme afstande, man er svedig, soltræt, har ikke sovet ordentligt i flere uger, hvis vejret er hårdt, man har udsat sig selv for både psykiske og fysiske strabadser, og det er som bekendt en gammel sandhed, at hvis man - især hvis man er ung og udsætter sig for den coktail - ja så bliver man modtagelig for et under.. og et under er det hver gang at se en ø dukke op af havet efter en lang sørejse.

Og man føler, man har fortjent de fremmede øer, den stille ankerplads, landsbyernes rolige dagligdag, det stille lagunevand, vandfaldene hvor man bliver kærtegnet af det kølige ferskvand, der i lang tid til søs har været en mangelvare.

Nyder synet af de op til 20 meter høje svajende kokospalmer over den hede koralsandstrand, smiler når man ser de velsmagende mangefarvede tropefisk, møder nye mennesker, der måske tænker sig et andet samfund og lever med et andet lykkebegreb, end det, man selv er opdraget med.

Lykkeligt samarbejde

Den enkle glæde ved at nyde en kølig drik og en saftig mango efter en lang sørejse og glæden ved at have lagt egne kræfter i det at føre et skib, der er håndværk, kammeratsskab, navigation og en rimelig intellektuel tænkemåde for at få det hele til at hænge sammen. At sejle små skibe over store oceaner har alle dage været den sublime sammensmeltning af håndens og åndens lykkelige samarbejde. Ung må verden endnu være.. og alle os, der hver dag lever i fred, velstand og frihed bør huske at værdsætte det.. og hjælpe andre mennesker og folkeslag til at opnå den samme lykke.

Jeg har sammensat to besætninger til det fire måneders togt i Mikronesien. Først gjorde jeg noget, som jeg ikke har gjort i mange år: Tog et dybt dyk i den sæk af breve, som jeg får tilsendt fra fortrinsvis unge mennesker, der gerne vil med ud at sejle.

I anden amgang tager jeg en gammel ven og hans datter med, sammen med mine voksne døtre med diverse venner og kærester. Skuden blev jo født i sin nuværende form i 1960'erne med kun tre formåldsparagraffer:

At vi ville sejle til verdens ende med så mange mennesker, der til enhver tid kunne være om bord, at vi ville sejle med en høj politisk bevisthed på, hvad vi oplevede, og hvis vi blev uenige, så skulle den, der havde lyst til at sejle længst væk, have ret. De to sidste formålsparagraffer slap man kun helskindet fra at sige højt i 60'erne.

Folkene om bord

Med mig og Else Marie og vores fire-årige dreng Asbjørn tog så Anja fra Grenå, der havde tre måneder fri efter en uddandelse på skoleskibet "Danmark" og et cafeteria-job på Molslinien, inden hun skal begynde på søfartsskole på Fanø. Ærke-københavneren Leon fra Vanløse, der udfører et af de mest nødvendige jobs i et moderne samfund ved at være skraldemand og som samtidig er dykkerinstruktør, maratonløber på den kinesiske mur og Kilimanjaro-bestiger. Christian, der er kok i Nordsjælland med erfaring fra amerikanske fiskerestauranter, så nu er shasimien og øvrige fiskeretter i gode hænder.

Thomas fylder skibet med sin stille tillidsfyldte fynske accent, medens han går rundt og reparerer alle de småting, som han har lært som mekaniker og underholder lidt om Kerteminde, Bogense, Svendborgsund og om at tage uartige drenge med på gamle sejlskuder rundt om hans fødeø. Ind imellem fortæller han om teknikken med at harpunere aftensmaden, bestående af fede skrubber på sandbund ud for Romsø.

Og Mette kom op til mig efter et foredrag i Køges kulturhus og fortalte, at hun var sømand og havde sejlet i den danske handelsflåde som matros på dækket, både i inden- og udenrigsfart.

Så vi er 7 plus Asbjørn, der efter verdens længste flyrejse lander ude på den korte landingsbane, der som på så mange andre bjergøer er anlagt direkte ude på korelrevet. Den lille tropeø er kun på størrelse med Als eller Samsø, og her overtager vi så kaperen fra en anden forhenværende elev på skoleskibet Danmark, medens nat og dag roterer i et kæmpe jetlag.

Peter, der til hverdag læser medicin, og har lånt skibet før, er om bord sammen med andre medicinstuderende plus et par sygeplejesker, så der er styr på kaperens medicinkasse for tiden, og jeg har efterhånden en del mødre på nakken, fordi jeg forsinker deres sønners uddandelse ved at låne dem "Nordkaperen", når jeg selv er hjemme i Danmark. Skibet har stort set ikke været lagt op de sidste 17 år.

Og sikken en smuk skude vi overtager, påmalet en arrig kinesisk drage på bagbord bov og dragens modstrykke, den genfødte Fugl Phønix på den anden bov. Efter en svedig uge, med tilvænning til troperne, en ny slags mad i maven og diverse skoldninger. Jeg er den eneste, der aldrig bliver skoldet og får varmeknopper, fordi mange år på troperne har lært mig, at man godt kan spare alle de Matas-produkter som alle slæber med sig.

Eller også er det en genrationsforskel.

Jeg har altid syntes, at creme var noget, kvinder smurte sig ind i og mener, at man som en fornuftig mand på troperne skal holde sig i skyggen, holde en høj hudhygiejne ved at vaske sig over hele kroppen mindst 2-3 gange i døgnet, ligesom enhver fornuftig polyneser gør det, og så holde sin hud så fersk og kølig som muligt. På troperne skal man have hudens årer til at lukke sig, så man nærmest laver et slags skjold som værn mod solen.

At smøre sig ind i fedt og gå ud i solen, er jo lige som at blive stegt som en sild på en varm pande, og at gå direkte ud og lægge sig på en varm sandstrand i tropesolen er kun noget, der skabes af parfume- og reklameindustrien eller af idioter.

Alt har sin plads

Så skal skibet gøres søklart, og alle skal lære, hvor alting har sin plads, inden vi går i søen, og hvor alting vil stå på hovedet.

"Nordkaperen" er en stor sejlmaskine, fyldt op af så meget grej fra medicinkasser til reservedele til motoren og af tovværk og blokke. Det betyder, at skal man have fat i en eller anden genstand, det være sig småting eller en bog i encyklopædien eller en nål i riggerkassen, så skal man mindst flytte seks andre ting for at komme til.

Der skal udføres forskellige forbedringer og indbygges nye doradoventiler, der vil give mere frisk luft i agterkøjerne, hvilket medfører gennemføringer ned gennem dækket, noget jeg har ønsket mig i 34 år, så bedre sent en aldrig...

Så tager vi ankeret og sejler stille gennem lagunen ned mod øens industrihavn, hvor jeg med det samme får en mægtig amerikansk skideballe af havnepolitiet og en trussel.. dog med et smil.. .om, at hvis jeg nogen sinde kommer tilbage uden at melde min ankomst til ham først over WHF radioen, så venter der mig en bøde på tusind bucks (dollars).

Metervis af papirer

Men når nøden er størst, er hjælpen som bekendt nærmest, og jeg bliver gelejdet igennem diverse myndigheder af en herboende dansker,Thomas, hvis kone er kusine til kvinden i immigrationsuniformen...

Min kvote angående myndigheder er ganske vist opbrugt for mange år siden, men her er det mere indviklet, fordi man intet kender til lystbåde, så jeg udfylder metervis af papirer, som var jeg skipper på en supertanker eller på en af de mange koreanske, taiwanske eller kinesiske purse scinere (meget avancerede not tunfiskebåde) som havnen er fyldt med.

Vi bliver heldigvis hjulpet af Thomas på min egen alder, en sømand der for mange år siden var med til at bygge en kølefabrik for danske Sabroe på øen, men som forelskede sig i en af øens mange smukke kvinder og fik en søn, som han hver dag tager med ned om bord, lysende af faderstolthed. Som gammel skibsbygger hjalp han os med elektrisk værktøj til de amerikanske 110 volt og med at tilpasse nogle gevaldige teaktræsklodser, som jeg havde med hjemmefra. Thomas gik stadig med sin danske tømmerblyant bag øret.

Der er ikke ret meget vind på denne årstid i Mikronesien, så da vi er sejlet ud igennem revpassagen, ser vi langsomt øen forsvinde i solnedgangen.

Vi går for motor,men det er slet ikke så dårligt at starte på for en ny besætning, så sætter vi sejl når lyset kommer igen, og når vindene, de føjer sig.

Det Mikronesiske stillehavstogt er i fuld gang.

Næste beretning fra Troels Kløvedal bringes på søndag.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.